Opførelse af almene familie- og ungdomsboliger i kvarteret ved Bella Center, Ørestad City, Amager Vest
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende opførelse af ét alment boligprojekt med i alt ca. 106 familieboliger og ca. 10 ungdomsboliger i overensstemmelse med bilag 1.
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele tilsagn om kommunal støtte til de valgte driftsherrer i form af grundkapitallån på 10 % af anskaffelsessummen svarende til i alt op til 28,7 mio. kr. (inkl. 5 % regulering). Beløbet frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Finansposter i 2016, jf. økonomiafsnittet.
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at meddele kommunal garanti for realkreditlån på op til 214,8 mio. kr. til projektet.
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum, under forudsætning af at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det foreliggende.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen udbød i maj 2016 kommunal grundkapital afsat i Budget 2015 (BR 2. oktober 2014) (A, B, F, O, og Ø).
Borgerrepræsentationen skal på baggrund heraf tage stilling til opførelse af indstillede projekt, herunder kommunal støtte i form af grundkapital og garanti til realkreditlån.
Løsning
Projektet forudsætter Borgerrepræsentationens endelige vedtagelse af lokalplanforslaget ”Kvarteret ved Bella Center sydøst”, Amager Vest den 25. august 2016.
Det overordnede formål med udbud af grundkapital er at få opført almene familie- og ungdomsboliger til en rimelig husleje i en høj arkitektonisk og byggeteknisk kvalitet med fokus på social og miljømæssig bæredygtighed.
Det almene boligprojekt ligger i kvarteret ved Bella Center sydøst. Projektet er vurderet af et bedømmelsesudvalg med repræsentanter fra Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen. Bedømmelsesudvalgets samlede bedømmelse er sket ud fra en helhedsvurdering på baggrund af følgende kriterier; Arkitektur og boligkvalitet, placering og samspil med byen, boligudgift og økonomi samt energi og bæredygtighed.
Bedømmelsesudvalgets bemærkninger, samt præsentation af projektet, fremgår af bilag 1. Bedømmelsesudvalget anbefaler på baggrund heraf, at det indsendte projekt accepteres.
Projektet omfatter ca. 106 familieboliger og ca. 10 små, billige ungdomsboliger. Det vil medvirke til et økonomisk og socialt varieret boligudbud i København. Projektet er godt placeret i byudviklingsområdet ved Bella Center, og vil bidrage med efterspurgte boliger og arkitektoniske kvaliteter i form af gedigne og langtidsholdbare materialer, veldisponerede og fleksible boliger med gode dagslysforhold samt adgang til private og fælles udearealer fra boligerne. Københavns Kommunes krav til bæredygtighed i alment byggeri overholdes. Parkeringspladser etableres af grundsælger, som har forpligtet sig til at stille det i lokalplanforslaget forudsatte antal pladser til rådighed for de almene boliger.
Projektet rummer i alt 11.554 m2 almene boliger fordelt på to byggefelter i området. I lokalplanforslaget stilles krav om, at der skal etableres mindst 11.600 m2 almene boliger svarende til 20 % af det maksimale etageareal i området eller ca. 25 % af områdets boliger. Projektets gennemførelse forudsætter derfor, at der søges og opnås dispensation fra plangrundlaget vedrørende afvigelsen på 46 m2. Forvaltningen vurderer, at de to byggefelter er udnyttet optimalt med de foreslåede bygningsvolumener. Projektet skal derudover opfylde de gældende plankrav og leve op til den arkitektoniske, boligmæssige og miljømæssige standard, som kommunen ønsker. Teknik- og Miljøforvaltningen kan endvidere efter denne godkendelse kræve, at der foretages en yderligere bearbejdning af eksempelvis bebyggelsesplan og planløsninger.
I projektet indgår 6-7 nye små almene familieboliger, Forvaltningen vil som ønsket i overførselssagen 2015-2016 (BR 28. april 2016) (A, B, C, F, I, V og O) se på mulighederne for at anvende disse boliger til boligsocial anvisning til bl.a. flygtninge.
Økonomi
Kommunens grundkapitallån
Nye almene boliger finansieres i henhold til almenboligloven med 88 % realkreditlån, 10 % kommunalt grundkapitallån og 2 % beboerindskud. Grundkapitallånet etableres ved et kommunalt lån til Landsbyggefonden, som derefter udbetaler lånet til den almene driftsherre. Grundkapitallånet skal afdrages af den almene boligafdeling senest efter 50 år, men er rentefrit i hele perioden.
For det anbefalede projekt bliver det kommunale grundkapitallån 28,7 mio. kr. (inkl. 5 % til reguleringer), jf. tabellen nedenfor. Økonomien i projektet fremgår af bilag 1.
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling (nr. og navn) |
Funktion |
Beløb i 1.000 kr. (2016 p/l) |
|
År 2016 |
I alt |
||||
TMU |
Grundkapitallån til nye almene boliger |
Finansposter |
8.32.24.5 (Indskud i Landsbyggefonden) |
28,7 |
28,7 |
I alt |
- |
- |
- |
28,7 |
28,7 |
Kommunens garantiforpligtelse
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at garantien maksimalt vil udgøre op til 214,8 mio. kr. (85 % af realkreditlånet) for projektet. Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Teknik- og Miljøudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, såfremt boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Årlige kommunale udgifter
De årlige kommunale udgifter til de 10 indstillede ungdomsboliger forventes at udgøre ca. 12.600 kr. (2016-priser). Udgiften er lovpligtig. Det er endvidere fast praksis, at kommunen med hjemmel i almenboliglovgivningen hvert år yder et tilskud, der svarer til størrelsen af den kommunale grundskyld, som boligerne betaler. Grundskyld for de 10 ungdomsboliger forventes fremover at udgøre maksimalt ca. 4.100 kr. årligt pr. bolig tillagt en årlig stigning op til på 7 %.
Der er afsat en pulje under Økonomiudvalget med varige driftsmidler til håndtering af Teknik- og Miljøforvaltningens udgifter til ungdomsboligbidrag og grundskyldstilskud forbundet med grundkapital afsat i Budget 2015.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationens beslutning foreligger, vil Teknik- og Miljøforvaltningen orientere tilbudsgiver om beslutningen. Teknik- og Miljøforvaltningen vil meddele tilsagn til det accepterede projekt, når projektet opfylder kravene hertil. Teknik- og Miljøudvalget vil få forelagt de konkrete garantier til godkendelse.
Pernille Andersen
/ Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20. juni 2016
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 1. 2 undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C.
Undlod at stemme: V.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”C mener, at projekterne udbydes med henblik på alene at opføre ungdomsboliger.”