Underjordisk parkeringsanlæg på Strandboulevarden ved Randersgade, Østerbro
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
1. at der i projektet nedlægges 19 p-pladser på Strandboulevarden primo 2019. De nedlagte pladser reetableres samtidigt i nærområdet.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
2. at forvaltningen med udgangspunkt i forundersøgelse, bilag 2, udarbejder et projektforslag for et underjordisk fuldautomatisk parkeringsanlæg på Strandboulevarden og der på den baggrund forventes merudgift på 43,0 mio. kr. i forhold til det oprindelige budget på 200,0 mio. kr. De 43 mio. kr. finansieres ved at omdisponere 25,8 mio. kr. fra ”Pulje til parkeringsanlæg” afsat i Overførselssag 2011-2012 og ved at budgettere med yderligere indtægter på 17,2 mio. kr. fra udmøntning af p-deklarationer.
3. at der til etablering af skråparkeringspladser i 2018 omdisponeres 3,0 mio. kr. fra ”Pulje til parkeringsanlæg” afsat i Overførselssag 2011-2012.
4. at der på baggrund af yderligere indtægter på 17,2 mio. kr. fra udmøntning af p-deklarationer gives en indtægts- og udgiftsbevilling på 17,2 mio. kr. på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg i 2020, jf. Økonomibilaget.
5. at parkeringsfonden ”Strandboulevarden Nord” oprettes til ikrafttrædelse pr. 1. januar 2017, og at midler indbetalt til fonden via udmøntning af områdets parkeringsdeklarationer anvendes til finansiering af parkeringsanlægget.
6. at der frigives en anlægsbevilling på 25,8 mio. kr. til endelig projektering samt projektledelse af Parkeringsanlæg i konstruktion på Østerbro. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg fordelt med 4,5 mio. kr. i 2016, 8,3 mio. kr. i 2017 og 13,0 mio. kr. i 2018.
Problemstilling
I Budget 2016 (BR 1. oktober 2015) (A, B, C, F, I, O og V) fremgår ”Parterne er enige om at etablere et parkeringsanlæg i en konstruktion med ca. 250 parkeringspladser på Strandboulevarden. Parkeringsanlægget skal have en rimelig enhedspris. Parterne noterer sig, at der også skal gennemføres et skybrudsprojekt på Strandboulevarden og det forudsættes, at de to projekter sammentænkes. Parkeringsanlægget skal medfinansieres af parkeringsdeklarationer. Parterne noterer sig, at projektets forundersøgelse afrapporteres forud for forhandlingerne om budget 2017.”
Derfor blev der afsat 120 mio. kr. til anlæg af et nyt parkeringsanlæg i konstruktion på Strandboulevarden, heraf blev der stjernemarkeret 3 mio. kr. til et forprojekt. Derudover blev det besluttet, at parkeringsanlægget skal medfinansieres af udmøntning af p-deklarationer for i alt 80,0 mio. kr. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet en forundersøgelse som udvalget skal tage stilling til, ligesom der skal tages stilling til nedlæggelse af parkeringspladser og omdisponering og frigivelse af midler til projektering.
Løsning
Forvaltningen har i en forundersøgelse undersøgt, om der kan etableres enten et fuldautomatisk eller konventionelt underjordisk parkeringsanlæg (herefter benævnt p-anlæg) på Strandboulevarden ved Randersgade, jf. bilag 3. En placering ved Randersgade, jf. bilag 1 er valgt på baggrund af de fysiske muligheder på stedet samt en belægning i området på 100 % efter kl. 22. En placering på Gasværksgrunden som supplement til et ny parkeringshus på Gasværksgrunden, som er under forberedelse, har været undersøgt, og er ikke mulig. Det nye parkeringshus på Gasværksgrunden vil opfylde parkeringskravene for netop Gasværksgrunden, men vil ikke afhjælpe parkeringssituationen på Strandboulevarden.
Teknik- og Miljøforvaltningen har forud for forundersøgelsen vurderet, at placering af et parkeringshus på overfladen på Strandboulevarden ikke er mulig på grund af store omkostninger til grundkøb, nedrivning af bygninger samt eventuelle genhusningsforpligtelser.
Forundersøgelsen viser, at der kan etableres 188 parkeringspladser i et fuldautomatisk p-anlæg og 137 pladser i et konventionelt p-anlæg indenfor bevillingsrammen på 200 mio. kr. Samtidig er det beregnet, at ca. 250 pladser i konventionelt p-anlæg vil koste 305 mio. kr. og ca. 250 pladser i et fuldautomatisk p-anlæg vil koste 246 mio. kr. inkl. erstatningspladser. Det er forvaltningens vurdering, at etablering af underjordiske parkeringsanlæg på Strandboulevarden er konstruktionsmæssigt muligt, men meget kompliceret pga. tæt bebyggelse og jordbundsforhold, hvilket også afspejles i priserne.
Forvaltningen foreslår, at der udarbejdes et projektforslag for et fuldautomatisk p-anlæg med 251 parkeringspladser, jf. bilag 2, da dette resulterer i den laveste pris pr. parkeringsplads på 968.000 kr. Finansieringen af meromkostningen på 46,0 mio. kr. i forhold til de allerede bevilligede midler på 200,0 mio. kr. beskrives nærmere i afsnittet omkring Økonomi. Økonomisk er det fuldautomatiske p-anlæg billigst at anlægge, mens driften af det konventionelle anlæg er billigst. Set over anlæggets levetid på 100 år vil et konventionelt anlæg være billigst. Forvaltningen anbefaler et fuldautomatisk p-anlæg, da der nedlægges færrest overfladeparkeringspladser, fældes færre træer og sikres et bedre trafikalt flow jf. bilag 3.
Forvaltningen forventer ikke, at projektet vil have konsekvenser for fremkommeligheden, når anlægget står færdigt. Under anlægsperioden vil Strandboulevardens nordlige del blive lukket for bus- og biltrafik. Det nuværende byrum på Strandboulevarden vil i videst mulige omfang blive reetableret. En forundersøgelse har vist, at der ikke er behov for at skybrudsprojekt på Strandboulevardens nordlige del fra Østerbrogade til Middelfartgade (og dermed ved Randersgade), da der her kun vil være en ubetydelig grad af vandhåndtering på terræn.
Parkering
Det forventes, at der skal nedlægges 19 parkeringspladser ved etablering det store fuldautomatiske p-anlæg på Strandboulevarden mellem Randersgade og Svendborggade. Pladserne nedlægges i 2019, og vil blive reetableret som gadeparkering indenfor ca. 400 m meter fra p-anlægget i den nye gule parkeringszone. Teknik- og Miljøudvalget vil i 2018/19 blive præsenteret for en særskilt indstilling samt p-redegørelse omkring nedlæggelse/oprettelse af parkeringspladser.
Træer
I forbindelse med projektet fældes ca. 31 træer (Platan træer fra 1995 og nyplantede plantantræer). Forvaltningen vil ved fremlæggelse af projektforslaget i nov. 2017 redegøre for plantning af nye træer.
Høring
Høring af borgere og lokaludvalg vil ske i næste fase sammen med dialogen om eventuelle byrumsforbedringer på Strandboulevarden.
Alternativ A
Hvis der ønskes etableret et p-anlæg indenfor bevillingsrammen på 200,0 mio. kr., kan der etableres en løsning med 188 pladser i et fuldautomatisk p-anlæg, hvor der nedlægges 15 p-pladser og fældes 29 træer. Ved at vælge alternativ A stiger prisen pr. parkeringsplads med 92.000 kr. sammenholdt med løsningsforslagets pris på 968.000 kr.
Parkeringsfond jf. bilag 4
P-anlægget medfinansieres af udmøntning af parkeringsdeklarationer. Det kræver ifølge Model for udmøntning af parkeringsdeklarationer (BR 8. maj 2014), at kommunen opretter en parkeringsfond tilknyttet et bestemt anlægsprojekt. Partshøringen af de i sidste ende berørte ejendomsejere med henblik på udmøntning af deklarationer påbegyndes 1. oktober 2016 og varer tre måneder. Herefter afgøres sagen, og der udsendes konkrete påkrav, hvorpå ejendomsejerne vil have ét års betalingsfrist. Frigivelse af de resterende midler til p-anlægget fra parkeringsfonden kræver fornyet godkendelse i BR.
Økonomi
I Budget 2016 (Æ48) blev der afsat 200,0 mio. kr. (heraf 80,0 mio. kr. via udmøntning af p-deklarationer) til anlæg af et nyt p-anlæg i konstruktion på Østerbro. Af de 200,0 mio. kr. blev 3,0 mio. kr. stjernemarkeret og er således frigivet med budgetvedtagelsen den 1. oktober 2015. Med denne indstilling skal der omdisponeres 28,8 mio. kr. fra Pulje til p-anlæg afsat i Overførselssag 2011-2012 (BR 10. maj 2012) (A, B, C, O og V) til p-anlæg i konstruktion på Østerbro, da anlægget samlet set forventes at koste 246,0 mio. kr. (inkl. etablering af skråparkeringspladser til 3,0 mio. kr.) De resterende 17,2 mio. kr. kommer fra yderligere forventede indtægter på17,2 mio. kr. fra p-deklarationer. Herudover skal der frigives en anlægsbevilling på 25,8 mio. kr. til endelig projektering af p-anlæg i konstruktion på Østerbro. De 25,8 mio. kr. skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. bilag 4. Kommunens udgift til p-deklarationer på kommunens egne ejendomme udgør ca. 15 mio. kr. og dækkes af de merindtægter, der forventes, udover de budgetterede indtægter fra p-deklarationer jf. bilag 4.
Der er med beslutningen af Budget 2016 afsat driftsmidler til projektet på 0,6 mio. kr. i 2020 og 1,2 mio. kr. årligt fra 2021 og frem. Ved den anbefalede anlægsløsning er der dog estimeret et behov på 3,0 mio. kr. årligt til at varetage den kommunale drift af parkeringsanlægget. Differencen skyldes, at et fuldautomatisk p-anlæg er dyrere i drift end et konventionelt p-anlæg. Teknik- og Miljøforvaltningen vil søge at dække differencen i forbindelse med fremtidige budgetforhandlinger. Såfremt der ikke afsættes midler hertil senest i forbindelse med Budget 2020, vil driftsopgaven skulle løses indenfor den eksisterende budgetramme.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen vil få forelagt et projektforslag til beslutning ultimo 2017. Parkeringsfonden tilknyttet parkeringsanlægget på Strandboulevarden kaldes ’Strandboulevarden Nord’, og træder i kraft pr. 1. januar 2017.
Pernille Andersen
/Anders Møller
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20. juni 2016
Indstillingen blev sendt tilbage til forvaltningen.