Bæredygtig byfornyelse 2009-2013 - tillæg til byfornyelsesstrategien
Teknik- og Miljøudvalget forelægges forslag til en redegørelse for implementering af byfornyelsesstrategien: ”Byfornyelse 2009-2013 - En bæredygtig strategi for bygnings- og gårdfornyelser” og et forslag til tillæg til strategien.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at forvaltningens redegørelse for implementering af bæredygtig strategi for bygnings- og gårdfornyelse i forbindelse med byfornyelsesindsatsen som beskrevet i bilag 1 godkendes,
- at forvaltningens tillæg til bæredygtig strategi for bygnings- og gårdfornyelse som beskrevet i bilag 2 godkendes.
Problemstilling
Den nuværende byfornyelsesstrategi 2009-2013 blev vedtaget 29. oktober 2009 omtrent samtidig med Københavns Kommunes klimaplan. 1. januar 2010 er byfornyelsesloven ændret, så det er muligt at støtte energitiltag, der anbefales i energimærkning i alle ejendomme (almene boliger undtaget). Kommunens retningslinjer ”Miljø i Byggeri og Anlæg” er skærpet i 2010, og Borgerrepræsentationen forventes at vedtage en klimatilpasningsplan, der skal imødegå konsekvenser af kommende klimaforandringer.
Byfornyelsesstrategiens primære mål er en social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling af byen via støtte til fornyelse af boliger og fælles gårdhaver. Med lovændringen kan byfornyelsesprojekter i højere grad være med til at realisere visionen om København som CO2-neutral by i 2025 tilpasset de forventede klimaforandringer.
Løsning
Forvaltningen har i både bygningsfornyelsesprojekter og gårdhaveprojekter i 2010 og 2011 sat fokus på, hvordan kommunens skærpede målsætninger om energi, miljø og klimatilpasning kan integreres i forhold til de øvrige mål for byfornyelsen. Forvaltningen har udarbejdet en status på implementering af strategien og foreslår et tillæg til strategien, der præciserer kommunens mål med byfornyelse og en række forslag til fokusområder for resten af strategiperioden frem til og med 2013.
Status – bæredygtig fornyelse af bygninger
I 2010 er igangsat 15 bygningsfornyelser. I alle projekter er der stillet krav om energimærkning. Der er flest typiske byfornyelsesegnede ældre bygninger, men også enkelte nyere fra 60-70’erne. De ældre bygninger i København har ofte bevaringsværdi, som gør det vanskeligt at gennemføre energirenovering, der ændrer bygningerne væsentlig arkitektonisk, mens de nyere ejendomme kan få et arkitektonisk løft ved energirenovering.
I de ældre bygninger er indarbejdet standardenergitiltag, der respekterer bygningens bevaringsværdi dvs. tætning, efterisolering af gavle, tag, vinduesbrystninger og mod uopvarmede rum, optimering af vinduer/døre og varmesystemer. Herudover har forvaltningen i dialog med udvalgte bygherrer udviklet projekter med mere ambitiøse tiltag med demonstrationsværdi både i ældre og nyere ejendomme – projekter vi kan lære af og vise frem. Det handler om udvendig og indvendig isolering, tynde isoleringsmaterialer, grønne tage/vægge, opsamling af regnvand til vaskeri, solceller, forskellig vinduer ift. lyd, lys og energi, ventilation og varmegenvinding.
Demonstrationsprojekterne gennemføres i samarbejde med en række parter: tekniske rådgivere, vidensinstitutioner som fx Statens Byggeforskningsinstitut og Københavns Universitet samt producenter. Desuden er der indledt samarbejde med Københavns Energi med særlig fokus på optimering af varmesystemer, uddannelse af ejendomsfunktionærer og monitorering af energiforbrug før og efter renovering.
Der er særlig fokus på at byforny ejendomme, der mangler toilet eller fjernvarme. Boligkommissionen har gennemgået tre gamle kvarterløftområder og udstedt 154 påbud om at etablere toilet indenfor typisk 4-6 år. Det har givet flere ansøgninger om støtte.
Status – fælles gårdhaver
I 2008 var der anlægsstop for gårdhaveprojekter, men i 2010 blev indsatsen relanceret under navnet ”Københavns Gårdhaver” med kampagne for ”Nyt liv i gården”. 12 projekter er igangsat. Målet er attraktive grønne opholdssteder for børn og voksne.
I alle projekter med undtagelse af få ”gamle” projekter fra før 2009 indarbejdes lokal håndtering af regnvand i form af grønne tage og vægge, regnbede og vandrender, træer samt grus- og græsarealer. Mulighederne for faskiner til nedsivning af al vand på arealerne undersøges, men praksis i Københavns Kommune er endnu ikke lagt fast. I to gårdhaver gennemføres forsøgsprojekter med regnvand i samarbejde med AgroTech, Dansk Teknologisk Institut med afprøvning af tekniske løsninger og opsamlingseffekt.
Byfornyelsesindsatsen gennemføres i tæt samarbejde med den områdebaserede indsats i de udsatte byområder med fokus på synergieffekten mellem det fysiske og sociale løft af byrum, boliger og gårdrum. En mere detaljeret status fremgår af bilag 1.
Tillæg til byfornyelsesstrategien
På baggrund af erfaringerne med implementeringen af byfornyelsesstrategien foreslår forvaltningen en præcisering af kriterierne og prioriteringerne for bygningsfornyelse og gårdhaverne. Den præcise formulering af forslag til nye kriterier og prioriteter, og de kriterier de erstatter, fremgår af bilag 2.
Bygningsfornyelse (strategiens punkt 2.1.1 Kriterier):
-
Toilet og fjernvarme i boligerne prioriteres fortsat højst.
-
Herunder sidestillede kriterier, der gør det muligt at prioritere de dårligste ejendomme: boliger uden bad, nedslidte bygninger, energi og bæredygtige tiltag.
-
Prioritering af energitiltag i alle projekter med krav om energimærkning, alle energitiltag med tilbagebetalingstid på 10 år og derunder og i henhold til BR10 - også for bevaringsværdige bygninger med mindre bevaringsværdien reduceres.
-
Fortsat prioritering af ejendomme i områdefornyelserne og udsatte byområder.
-
Støtte til bæredygtige projekter, herunder demonstrationsprojekter.
Gårdhaver (strategiens punkt 2.4 Strategi for fælles gårdanlæg):
-
Gårde med de dårligste fysiske forhold, herunder utidssvarende lege- og mødesteder prioriteres højst.
-
Gårde med flere matrikler, hvor størstedelen af bygningerne er fra før 1950.
-
Gårde, hvor et flertal af ejere og beboere ønsker fælles gårdhave.
-
Støtte til projekter med bæredygtige tiltag, herunder lokal regnvandshåndtering.
Fokusområder for resten af strategiperioden
Forvaltningen vil videreudvikle byfornyelsesindsatsen i overensstemmelse med Københavns Arkitekturpolitik indenfor følgende områder:
Bygningsfornyelse:
-
Mere fornyelse og udvikling - med respekt for bærende bevaringsværdier.
-
Dialog om byfornyelsesindsatsen med bygherrer, beboere og tekniske rådgivere.
-
Differentiering af krav i forhold til økonomiske støttemuligheder (afhænger af ejerforhold), ejendommens og områdets bærende bevaringsværdier og egenfinansiering.
-
Formidling af ”standard energiprojekter” med overskuelig økonomi og proces.
-
Byfornyelse ”light”, fx pulje til mindre renoveringsprojekter undersøges.
-
Demonstrationsprojekter med nye løsninger i samarbejde med eksterne parter.
-
Monitorering af byfornyelsens energibesparelser, CO2-reduktion og energiinvesteringer til løbende optimering af indsatsen.
Gårdhaver:
-
Evaluering af gårdhavernes kvalitet, projektets gennemførelse og samarbejde.
-
Demonstrationsprojekter med ny udnyttelse af gårdrummet og bæredygtige tiltag som fx lokal afledning af regnvand og urban farming.
-
Synlige gårdhaver fx med byggepladsskilte, guidede gårdhavegåture mv.
Økonomi
Der er ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser forbundet med vedtagelse af tillægget til byfornyelsesstrategien.
Videre proces
Når indstillingen er vedtaget af Borgerrepræsentationen, vil tillægget til byfornyelsesstrategien blive implementeret i forvaltningens videre arbejde med byfornyelsesprojekter. Forvaltningen vil i de kommende indstillinger om konkrete projekter beskrive, hvordan de enkelte projekter lever op til byfornyelsesstrategiens kriterier. Som led i udarbejdelsen af ny byfornyelsesstrategi i 2013 vil der blive lavet en status til Borgerrepræsentationen i forhold til de nævnte fokusområder.
Hjalte Aaberg
/ Tine Saaby
Beslutning
SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Enhedslisten stillede ændringsforslag om, at tilføje et 3. at-punkt til indstillingen:
”3. at der i tillægget til byfornyelsesstrategien i afsnittet om gårdhavernes indretning tilføjes: ”I indretningen af gårdhaverne bør det indtænkes i hvilket omfang, der kan laves en passende mængde tørrepladser til tørring af tøj for at minimere ejendommenes energiforbrug”.
Ændringsforslaget blev vedtaget.
Indstillingen blev anbefalet.