Startredegørelse til lokalplan Krøyers Plads
Teknik- og Miljøudvalget skal med denne startredegørelse godkende, at der udarbejdes et forslag til lokalplan ”Krøyers Plads” som tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 308 ”Wilders Plads”.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der udarbejdes et lokalplanforslag til ”Krøyers Plads”, som tillæg nr. 1 til lokalplan 308, ”Wilders Plads. Det sker på baggrund af vedlagte startredegørelse, bilag 1.
Problemstilling
NCC har erhvervet ”Krøyers Plads”, ejendommen Strandgade 85-87, matr. nr. 625 Christianshavns Kvarter, København, med henblik på opførelse af bebyggelse. I den eksisterende lokalplan nr. 308, underområde II, er det bestemt, at der skal udarbejdes bestemmelser om bebyggelsesplan før ny bebyggelse kan opføres. I den anledning er kommunen blevet anmodet om at ændre de nuværende lokalplanbestemmelser.
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 24. januar 2011 blev et notat om procesplan - herunder borgerinddragelse - i forbindelse med udarbejdelse af forslag til lokalplan for Krøyers Plads forelagt udvalget til orientering (bilag 4). I dette notat forudsattes der undersøgt muligheder for opførelse af en bebyggelse på mellem 18.000 m² og 24.000 m².
På baggrund af forhistorien, hvor Borgerrepræsentationen den 17. marts 2005 forkastede lokalplanforslag til gennemførelse af et af den hollandske arkitekt Erik van Egeraats boligprojekt og bortfald i 2007 af forslag til tre projekter af henholdsvis BIG, Kim Utzon og Henning Larsens tegnestue til bebyggelse, er der nu gennemført en borgerinddragelsesproces for Krøyers Plads. Der er gennemført tre workshops med fokus på henholdsvis byliv, byrum og bebyggelse som beskrevet i forvaltningens ovennævnte notat til udvalget. De tre workshop blev afviklet af NCC og Lokaludvalget for Christianshavn i fællesskab (bilag 3). Deltagerne foretog en prioritering af ønsker til det kommende byliv og bebyggelse. Efterfølgende er der nedsat en følgegruppe til projektet med fem lokale repræsentanter.
Løsning
Ejendommene mod havnen har en meget synlig beliggenhed på havnefrontens centrale del, hvilket betyder, at den fremtidige bebyggelse skal fremstå med en høj grad arkitektonisk kvalitet og forholde sig til havnefronten, en velfungerende infrastruktur samt et løft af mulighederne for byliv.
NCC har fremsat et analyseforslag på baggrund af de tre workshops på højst 20.410 m² etageareal. Etagearealet er fordelt med ca. 2.700 m² til butikker m.m. i stueetagen 11.600 m² erhverv og 6.110 m² boliger, svarende til 30 pct. boliger.
Det er forvaltningens vurdering, at der skal ske en yderligere bearbejdning af bebyggelsesplanerne fra NCC for ejendommen ud fra de intentioner, som er opstillet i bilag 1, inden forelæggelse af forslag til lokalplan ”Krøyers Plads” til politisk behandling. Bl.a. skal byggeriet være af høj kvalitet med bæredygtige løsninger på klimaområdet og med input fra Københavns Kommunes retningslinjer ”Miljø i byggeri og anlæg”.
Ved en revision af planbestemmelserne for lokalplanområdet mener forvaltningen, at der foruden de aktuelle byggeønsker på Krøyers Plads også er behov for at muliggøre bebyggelse på andre ejendomme i området. Her tænkes der især på fastlæggelse af byggemuligheder på Grønlandske Handels Plads i med forbindelse opførelse af stibroerne og nedrivning af den eksisterende bebyggelse, vurdering af byggeri ved udskiftning af den resterende bebyggelse på Krøyers Plads, udskiftning/supplering af bebyggelse på Wilders Plads samt overvejelse af mulighederne for et beboerhus på Lejerbos ejendom mod havnen, se bilag 1.
På den baggrund vurderer forvaltningen, at lokalplantillægget m.v. bør omfatte det nuværende lokalplanområde.
I Kommuneplan 2009 er kravet til boligandelen mindst 40 pct., men dette ændres med forslag til Kommuneplan 2011 til mindst 25 pct. En lokalplan med 30 pct. boliger på Krøyers Plads vil således være i overensstemmelse med forslag til Kommuneplan 2011 og vil kunne vedtages endeligt under forudsætning af vedtagelsen af kommuneplanen.
Det vurderes ikke, at der skal udarbejdes miljørapport efter bestemmelserne i Lov om miljøvurdering af projekter og programmer i tilknytning til planforslaget. Høring herom vil blive sendt til de relevante instanser samtidig med den øvrige interne høring om planforslaget.
Økonomi
Startredegørelsen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser. Lokalplanens vedtagelse har heller ingen direkte økonomiske konsekvenser og vurderes ikke at give kommunen yderligere udgifter. Et fuldt udbygget projekt som forslået på Krøyers Plads alene, vil efter kommunens skøn generere en årlig skatteindtægt på ca. 4 mio. kr. pr. år.
Det skønnes endvidere, at byggeri med 30 pct. bolig og 70 pct. erhverv på Krøyers Plads vil resultere i ca. 400 arbejdspladser.
Videre proces
Når startredegørelsen er godkendt i udvalget, gennemføres en intern høring af relevante instanser - herunder af Christianshavns Lokaludvalg - med henblik på bidrag til udarbejdelse af planforsalget samt stillingtagen til om miljøvurdering af området er nødvendig efter en fælles screening af området.
Forvaltningen forventer at forelægge forslag til lokalplan for Borgerrepræsentationen den 1. december 2011. Herefter forventes forslaget i perioden 20. december 2011- 20. februar 2012 at være i offentlig høring med henblik på godkendelse i udvalgene og BR i maj/juni 2012.
Hjalte Aaberg
/Tina Saaby
Beslutning
Udvalget afviste startredegørelsen.
Udvalget afgav protokolbemærkning:
”Udvalget er glad for processen om bebyggelsen på Krøyers Plads og den store energi, der er lagt i sagen fra både bygherre og lokalområdet.”
SF, Enhedslisten, Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:
”I det videre arbejde med startredegørelsen for hele øen skal der ske en konkretisering af projektet, idet der arbejdes videre med analyseprojekterne fra de tre workshop med særlig fokus på sigtelinjer, bygningshøjder, offentlig tilgængelighed igennem bygningsmasse og på tagterrassen, placering af bebyggelsen på Krøyers Plads parallelt med havnebassinets kant og i øvrigt i overensstemmelse med anbefalingerne i bilag 1. Endvidere ønskes det, at projektet tager hensyn til 7,5 meters afstand fra gavl til bolværk, samt ønske om vinduer i facader mod havnen.”