Mødedato: 20.06.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Opstilling af kunstværket "Kabul Time" på Lyngbyvej

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til et forslag om at opstille kunstværket ”Kabul Time” permanent på Lyngbyvej. Forslagsstilleren er Den Frie Udstillingsbygning.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget at godkende,

1. at kunstværket ”Kabul Time” opstilles permanent på Lyngbyvej

Problemstilling

Forvaltningen har i efteråret 2010 modtaget en ansøgning om at lade billedkunstneren Jens Haanings værk ”Kabul Time” opstille på Oslo Plads. Ansøgningen kom fra Kit Leunbach, der er udstillings- og pressekoordinator i Den Frie Udstillingsbygning.

Kunstværket er udformet som et ur, der ligner andre ure i det offentlige rum. Det har påskriften ”Kabul Time” for at indikere, at uret viser lokal afghansk tid. Urskiven vil blive dobbelt så stor i diameter (150 cm) som standardurene i byrummet og anbragt højere (ca. 5-7 m) – og derved visuelt skille sig ud fra disse (Bilag 1).

Kunstværket er støttet af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum og har været i høring i Københavns Kommunes Billedkunstneriske Udvalg.

DSB så dog meget nødig, at et sådant ur blev opstillet på Oslo Plads, og i dialog med kunstneren og Den Frie foreslår forvaltningen at kunstværket placeres på den grønne midterrabat på Lyngbyvej tæt på Vibenshus Runddel (Bilag 2-3).

Forvaltningen har i denne sag fulgt den praksis som forrige Teknik- og Miljøudvalget har knæsat, nemlig at forvaltningen ikke forholder sig til kunstværkets udtryk eller kunstneriske intentioner, men udelukkende loyalt viderebringer den udtalelse som Billedkunstudvalget formulerer. Forvaltningen finder i denne sag dette problematisk og vil gerne udfordre den hidtidige praksis.

Løsning

Billedkunstudvalget gav følgende høringssvar i forhold til det oprindelige forslag til placeringen:

”Et flertal af udvalget finder, at Jens Haanings ”Kabul Time” er et interessant værk, der nøgternt - med et simpelt greb - kan forstyrre byrummet og sætte tanker i gang.

Værket kommenterer usentimentalt en aktuel konflikt uden selv at tage stilling for og imod. Værket har samtidig en styrke, der gør, at udvalget vurderer, at det - også på længere sigt - kan fungere i byrummet.

Udvalget mener, at den endelige udformning af værket er afgørende, herunder at værket i størrelse og udformning ligner de øvrige DSB-ure i København samt at det forholdsvis let kan aflæses, at uret viser tiden i Kabul.

Et mindretal bestående af Leslie Arentoft finder ikke, at værket egner sig som permanent kunstværk i byrummet, men at det glimrende kan fungere som et midlertidigt projekt.”

Et banalt element i byrummet vil få en ny betydning, fordi det refererer til Afghanistans hovedstad og dermed kobler til, at Danmark deltager i krigen i Afghanistan. Placeringen på et sted, der dagligt i hast passeres af tusinder af trafikanter – såvel pendlere som lokale, gør samtidig det offentlige kunstværk til en skæv kommentar til det moderne menneskes afhængighedsforhold til tid.

Selve urets symbolske og eviggyldige fortælling om tidens gang og altings forgængelighed vil indgå i den specifikke historiske tidsramme.

Kunstværket opfylder dermed en række væsentlige krav som identitets- og debatskabende element, der er knyttet til stedets ånd og en bestemt tid, men samtidig går ud over denne. Det rejser spørgsmål, men afkræver ikke entydige svar.

Forvaltningen anbefaler at opstille ”Kabul Time” på Lyngbyvej på baggrund af Billekunstudvalgets høringssvar, yderligere begrundet ved, at Statens Kunstfond har ydet økonomisk støtte til at realisere kunstværket.

De indhentede ledningsplaner viser, at der intet fysisk er til hinder for kunstværkets placering på det foreslåede sted. Kravene til trafiksikkerhed overholdes mht. afstanden fra kørebanen (mindst 0,5 m). Det anbefales, at urstanderen udføres i et eftergivent materiale for at nedsætte faren ved evt. påkørsel. Kunstværket vil blive behørigt formidlet ved skilte i fortovsarealet på begge sider af kørebanen.

Hvis forvaltningen skal udfordre den hidtidige praksis med ikke at forholde sig til kunstværket, så vil der i denne sag være to forhold som forvaltningen gerne vil fremhæve:
1. Anvendelsen af et ur i kunstværket som ligner et konventionelt ur i det offentlige rum risikerer at skabe mere frustration og forvirring end den kunstneriske provokation der er intentionen. Forvaltningen frygter at forbipasserende ikke vil se et kunstværk, men det ur der går forkert.
2. Krigen i Afghanistan fylder rigtig meget i dag, men forvaltningen frygter at opstillingen af et permanent kunstværket med denne udformning om nogle år, når krigen forhåbentlig er overstået, vil virke forkert. Der er mange krige og hændelser som fortjener en form for minde og traditionen er at gøre dette på en mere stilfærdig måde som giver plads til refleksion og eftertanke, frem for et provokerende kunstværk midt i et trafikkeret byrum.

Økonomi

Kunstværket finansieres af Statens Kunstfond. Omkostninger i forbindelse med at etablere kunstværket afholdes over forvaltningens monumentkonto inden for en ramme af 50.000 kr. Forvaltningen afholder drifts- og vedligeholdelsesudgifter til kunstværket.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt kan kunstværket sættes op og indvies i efteråret 2011. Efter afsløringen overtager forvaltningen dets drift og vedligeholdelse.

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20.06.2011:

Morten Kabell (Ø) stillede ændringsforslag til indstillingen om:

”1. at forvaltningen bedes gå i dialog med relevante aktører herunder grundejerforeningen i Ørestad for at afdække interessen for en opstilling af kunstværket ’Kabul Time’ i byparken, Ørestad.”

Der blev stemt om det af Morten Kabell (Ø) stillede ændringsforslag:


Liste For Imod Undlod
A X
B X
C X
F X
O X
I X
Ø X
For stemte 7, imod stemte 0 og 4 undlod at stemme

 

 

Det af Morten Kabell (Ø) stillede ændringsforslag blev vedtaget.
 
Jakob Næsager (C) stillede ændringsforslag til indstillingen om:
 
”1. at forvaltningen bedes gå i dialog med relevante aktører for at finde en alternativ placering til kunstværket ’Kabul Time’”

Der blev ikke stemt om det af Jakob Næsager (C) stillede ændringsforslag, da det af Morten Kabell (Ø) stillede ændringsforslag blev vedtaget.

Det af Jakob Næsager (C) stillede ændringsforslag blev ikke vedtaget.

Der blev stemt om indstillingen:

Liste For Imod Undlod
A X
B X
C X
F X
O X
I X
Ø X
For stemte 7, imod stemte 2 og 2 undlod at stemme

Indstillingen blev godkendt.

Til top