Videreudvikling af Giv et praj
Som opfølgning på SF’s medlemsforslag om videreudvikling af ”Giv et praj”, som blev fremsat på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 21. marts 2011, med efterfølgende orientering d. 16. Maj 2011, er der udarbejdet et løsningsforslag, som forelægges til Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender
1. Teknik- og Miljøforvaltningens løsningsforslag til videreudvikling af ”Giv et praj”
2. at medlemsforslag om videreudvikling af ”Giv et praj” hermed er håndteret.
Problemstilling
I orientering af 16.maj 2011, har forvaltningen lovet at fremlægge handlingsplan til videreudvikling af ”Giv et praj”
”Giv et praj” giver i dag borgerne mulighed for via kk.dk at rapportere om store og små skader/skavanker i byrummet via kk.dk. Der modtages årligt ca. 4.000 henvendelser på Giv et praj.
Af SF’s medlemsforslag fremgår det, at der ønskes en udvikling af ”Giv et praj”, så hjemmesiden bliver mere brugervenlig, og det bliver muligt for borgere at afgive et praj via mobiltelefon. Endvidere ønskes det, at flere borgere får kendskab til ”Giv et praj” via kampagner eller lignende.
Det eksisterende it-system, som udgør den tekniske platform for ”Giv et praj”, er ikke gearet til at håndtere et øget antal borgerhenvendelser eller henvendelser via mobiltelefon. En udvikling af ”Giv et praj” forudsætter, at der investeres i et nyt it-system.
Løsning
Hvis ”Giv et praj” fremadrettet skal være mere effektivt, kræves et sammenhængende it-system. Det betyder et it-system, der kan modtage praj på flere måder fra borgerne, og at prajene kan varetages effektivt i den efterfølgende driftsmæssige håndtering. Et nyt ”Giv et praj”, der skal kunne håndtere praj fra mobiltelefoner, kræver således en ny teknisk platform, da det ikke er muligt at arbejde videre med det eksisterende it-system, hverken over for borgene eller overfor driften i forvaltningen. Det eksisterende it-system er udviklet i et publiceringssystem, der medfører en omstændelig administrativ håndtering af prajene.
I den nye løsning tages et nyt digitalt kommunekort i brug som fundament for det nye ”Giv et praj”. Det indeholder eksakte adresser i København og skrider derfor ikke over kommunegrænser, og indeholder oplysninger som fx private fællesveje, fortovsordningen og affaldskurve. Google-kortet der bruges pt. er behæftet med en lang række unøjagtigheder, der øger fejl ved lokation af prajet, både over for borgeren og over for den udførende drift.
Yderligere vil borgernes valgmuligheder på hjemmesiden blive justeret mht. typer af praj og fritekst, for at danne baggrund for en bedre forventningsafstemning borger og forvaltning imellem. Det giver et bedre overblik for borgeren over hvilke praj der er mulige at rapportere om, og hvilke der kræver en særlig myndighedsbehandling, hvor fx borgeren ikke kan være anonym.
For at øge brugervenligheden på hjemmesiden, vurderes løsninger der forbedrer forvaltningens tilbagemelding på udbedring af praj. Der skal i denne forbindelse undersøges krav omkring journaliseringsforpligtigelsen.
Det vil gøres muligt for borgeren at sende et praj via en mobiltelefon, som fx smartphone. Det vil gøre det lettere for borgerne at give sit praj i en given situation.
Når det nye it-system er testet og har været i brug en måned, vil der blive udformet en informationskampagne, intern som ekstern, om brug af systemet. Til kampagnen bruges nettet og følges op af en PR-indsats rettet mod lokalaviser.
Konsekvensen af en ny og forbedret løsning kan forventes at være følgende:
§ Et øget antal praj - da systemet opgraderes teknologisk og giver mulighed for ”on-spot-real-time” praj
§ Nemmere praj - da de både bliver mere præcise og kan løses hurtigere
§ Tydeligere praj - da det gøres lettere at medsende foto
§ Bedre håndtering af pra - da systemet opgraderes teknologisk og kan målrettes driften
En opgradering af ”Giv et praj” til også at få praj via mobiltelefoner kan som udgangspunkt ikke spare mandskabstimer, da det helt grundlæggende giver øget adgang for borgerne til at påpege over for forvaltningen, at en driftsopgave ikke er blevet varetaget. Et praj udløser en forventning om udbedring og desuden er det nødvendigt med en faglig besigtigelse af prajet. Flere henvendelser kræver derfor flere ressourcer i driften.
Et nyt ”Giv et praj” kan dog give borgere og forvaltningen følgende afledte effekter, der ikke kan måles økonomisk:
§ øget viden om byens drift
§ større forståelse for byens drift og forventningsafstemning
§ større incitament til at passe bedre på byen
§ ejerskab til byen
§ gennemsigtig drift - hvordan prioriterer politikerne
§ hvad sker der i et lokalområde
Økonomi
Der foreligger løsningsforslag fra ekstern leverandør, der viser en ca. initialomkostning på kr. 400.000 og en fast årlig driftsomkostning på ca. kr. 230.000.
Investering i nyt it-system vil i 2011 blive håndteret inden for Teknik- og Miljøudvalgets eksisterende bevilling 6.45.51.1 . De efterfølgende driftsudgifter for 2012 og frem vil blive udmøntet i budget 2012 som en intern prioritering mellem forvaltningens centre. Der er således ikke tale om udvidelse af forvaltningens budget, da midlerne både i 2011 og 2012 vil blive fundet inden for de bevilgede rammer.
Videre proces
Såfremt Teknik- og Miljøudvalget godkender indstillingen fastsættes formål og succeskriterier for det nye ”Giv et praj”.
Kravspecifikation udarbejdes og udbyder vælges så vidt muligt inden sommerferien.
Efter sommer udvikles systemet og ca. 1. oktober forventes den første testversion at blive afprøvet og rullet ud internt i forvaltningen. Alt efter testresultater er det forventningen at systemet tages i drift pr. 1. november.
For at optimere på arbejdsgange i driften og opgradere den udførendes arbejdsredskaber, kan der iværksættes et pilotprojekt i driften, med test af om fx en PDA kan formindske ressourceforbruget på en borgers praj til afsluttet udbedring.
Pernille Andersen
/Martin Nordrup Andersen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.