Mødedato: 20.06.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Drøftelse: Dragespringvandet på Rådhuspladsen

Se alle bilag

Udvalget skal drøfte forslag om Dragespringvandets flytning og genetablering af dets ydre kumme til et andet sted på Rådhuspladsen samt økonomien i forslaget.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

1. at udvalget drøfter forslag om flytning af Dragespringvandet, og genetablering af dets ydre kumme et andet sted på Rådhuspladsen (se visualisering i bilag 1 og 3).

Problemstilling

På udvalgets møde den 27. april 2011 blev forvaltningen bedt om at udarbejde forslag til placering af Dragespringvandet med den store kumme på Rådhuspladsen, og komme med en vurdering af omkostningerne til opstilling og flytning. Forslaget skulle koordineres med det igangværende arbejde om metroforpladsen.

I forbindelse med udvidelsen af Vestre Boulevard i 1954 – ved samme lejlighed omdøbt til H.C. Andersens Boulevard – blev Dragespringvandet flyttet 25 m længere ind på Rådhuspladsen, så det kom til at flugte med Rådhusets sydvestlige side. Indtil da havde springvandet stået i midtaksen i det oprindelig betydeligt bredere anlæg langs rådhusets sydside (Rådhushaven) og skabt en harmonisk modvægt til den asymmetri, som det høje tårn gav bygningen (bilag 2). Samtidig blev springvandets ydre kumme med en diameter på 14 m fjernet. Denne kumme levede en årrække et selvstændigt liv som spejlbassin på Brønshøj Torv, men blev ved dette torvs omdannelse i 2001 opmagasineret.

Igennem flere årtier har der udspundet sig en debat om Dragespringvandets noget trængte placering på kanten af Rådhuspladsen ud mod H.C. Andersens Boulevard, som siden 1950’erne er undergået yderligere udvidelser. Alene dette – kombineret med ønsket om at få retableret det ydre bassin – nødvendiggør af såvel æstetiske som af rent pladsmæssige grunde, en flytning længere ind på pladsen.

Løsning

Forvaltningen har i forbindelse med anlæggelse af en ny metrostation på Rådhuspladsen på ny vurderet mulighederne for at flytte Dragespringvandet og genetablere dets ydre kumme til en mere central placering på Rådhuspladsen.

 

Placeringsmulighederne er begrænsede, da springvandet ikke kan etableres oven på metroboksen. I øvrigt skal der tages højde for ovenlys, elevatortårne, trapper og ventilation til metrostationen, såvel praktisk som visuelt.

 

Rådhuspladsen vil efter stationens færdiggørelse fremstå i tre klart opdelte rum:

 

1. Det intime, klinkebelagte rum omkring selve Rådhusets indgangsparti med balustraden, der til dels afgrænser bygningen fra den resterende plads.

 

 2. Den belagte skålformede flade af granit- og betonfliser, der er afgrænset mod det eksisterende, omgivende terræn ved tre trappetrin.

 

3. Den nordvestlige del af pladsen med metroforplads og busholdepladser.

 

I det efterfølgende er der redegjort for to forskellige forslag til placering af monumentet.

 


Forslag 1 (bilag 1):

Springvandet integrerer sig naturligt i pladsen, samtidig med, at det markerer og definerer byrummet. Ved at placere det i aksen til Rådhusets indgangsparti skabes der en naturlig visuel forbindelse mellem bygning og monument hen over den skålformede plads.

 

Hovedgangslinierne fra Strøget og over pladsen respekteres, og man vil naturligt som fodgænger kunne bevæge sig fra Strøget over pladsen og videre mod fodgængerovergangene over H.C. Andersens Boulevard. Monumentet vil blive placeret i behørig afstand fra elevatorer, hovedtrappe, lyskasser, ventilationsanlæg m.m. fra den kommende metrostation på Rådhuspladsen.

 

Monumentet er placeret i aksen mellem Rådhusets hovedindgang og Utrecht-bygningens sydlige hjørne. Dragespringvandets ydre cirkelform vil derved tangere krydsningspunktet mellem denne akse og sigtelinien mellem Frihedsstøtten og Strøget.

 

For at markere monumentet indlægges et trinelement, der omgiver monumentet og løser niveauforskellen i forhold til den eksisterende belægningsflade.

 

Mod Rådhuset vil trineelementet være ca. 25 cm højt, hvorefter trinelementerne falder jævnt til niveau med den øvrige belægningsflade, i stil med løsningen af niveauforskellen omkring Caritasbrønden på Gammel Torv. Der vil derved skabes naturlige muligheder for ophold omkring springvandet, idet trinelementer og bassinkant giver mange siddemuligheder.

 

Forslag 2 (bilag 3):

Ved placeringen af Dragespringvandet og den ydre kumme på arealet ved den kommende metrostation vil monumentet naturligt orientere sig mod Utrecht-bygningen. Monumentet vil blive noget klemt i periferien af Rådhuspladsen og ikke orientere sig til Rådhuset, men til metroforpladsen. Det vil ikke rigtigt komme til sin ret ved denne placering, idet det skal konkurrere med den nærliggende metrostations hovedtrappe, elevator, nødtrapper og ventilationsanlæg samt den nærliggende busholdeplads. Samtidig vil det noget uheldigt komme til at stå klos op ad krigsmindesmærket ”Landsoldaten og den lille hornblæser”. Desuden vil springvandet komme til at ligge i ganglinjerne i forhold til fodgængerovergangene, hvilket af tilgængelighedsmæssige grunde ikke vil være hensigtsmæssigt.

 

Som vist på de vedlagte illustrationer og bilag foreslås Dragespringvandet (med afsæt i de foreliggende tegninger af metrobyggeriet), henholdsvis genskabt i aksen foran Rådhuset, fri af gang- og sigtelinier, eller i Rådhuspladsens periferi på selve metroforpladsen. I det sidste tilfælde forudsættes Metroselskabets accept, da placeringerne er meget tæt på metrobyggeriet.

 

På baggrund af ovenstående redegørelse og argumentation anbefaler forvaltningen forslag 1 (bilag 1). Forvaltningen anbefaler desuden at bruge de kommende år til at vurdere Dragespringvandets placering på Rådhuspladsen, set i forhold til Rådhuspladsens samlede udformning.

Økonomi

Et løst overslag for opgaven at flytte Dragespringvandet, afrense det for kalk og genetablere dets ydre kumme, etablere nyt teknikrum, tage højde for arkæologiske udgravninger, retablere belægninger m.m. inkl. rådgiverhonorar, viser en samlet udgift på omkring 6 mio. kr. Der er ikke afsat midler til flytning af Dragespringvandet på forvaltningens budget. Flytningen kan ikke ske uden at der afsættes de nødvendige midler. Flytningen kan først foretages, når arbejdet med metrostationen og forpladsen er ved at være færdigt om nogle år. 

Såfremt udvalgets drøftelse giver en afklaring af Dragespringvandets fremtid, vil forvaltningen i rette tid vende tilbage til udvalget med et konkret projektforslag og forslag til finansiering.  Mulighederne for ekstern medfinansiering skal undersøges. Politikens Fond tilbød i 1998 en medfinansering på 1 mio. kr., men Teknik- og Miljøudvalget takkede nej på udvalgsmødet 3. september 2008 på grund af den lange tidshorisont for flytningen.

Videre proces

Når udvalget har drøftet indstillingen arbejder forvaltningen videre med projektet.

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  /                    Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20.06.2011:

Indstillingen blev drøftet.
Til top