Mødedato: 20.06.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

2. Fremlæggelse af forslag til udvalgets studietur 2012

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 27. april 2011 blev det besluttet at udsætte beslutningen om destination for udvalgets kommende studietur. På baggrund af drøftelsen på udvalgsmødet fremlægges nu en indstilling til fornyet beslutning.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender:

  1.   at udvalget i en valgperiode foretager to oversøiske studieture.
  2. At udvalgets næste studietur finder sted i uge 26 i 2012.
  3. At destinationen for studieturen bliver en rundrejse mellem de nordamerikanske byer: Vancouver, Seattle og Portland.

Problemstilling

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 27. april 2011 fremlagde forvaltningen et forslag om at Teknik- og Miljøudvalget tog på studietur til Hamborg i 2011. På mødet blev forvaltningen bedt om at fremlægge en revideret indstilling til godkendelse, hvor der lægges op til en oversøisk studietur i 2012. Teknik- og Miljøudvalget tilkendegav ved samme lejlighed, at byerne: Vancouver, Boston, Wellington og Curitiba, havde udvalgets særlige interesse.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af udvalgets drøftelse set på de ovenfor nævnte byer relevans i forhold til udvalgets arbejde med: Klima, grøn mobilitet og det gode storbyliv (mangfoldighed, tryghed, attraktive byrum m.v.). Tillige har forvaltningen undersøgt muligheder for at komme på studietur i de fire byer.


Vancouver, Seattle, Portland (Canada og USA)

I forhold til destinationen Vancouver er Teknik- og Miljøforvaltningen blevet gjort opmærksom på, at man med fordel kan udvide destinationen med byerne Seattle og Portland, der alle ligger i overskuelig nærhed af hinanden og har et befolkningstal på godt 600.000 indbyggere.

Vancouver udmærker sig særligt i forhold til byudviklingen, hvor man har gjort en stor indsats for at bevare beboere i bymidten, skabe en levende og interessant havnefront samt sikre høj befolkningstæthed af hensyn til miljøet.

 Seattle har en stor kommerciel havn, og er også i gang med at omdanne havneområder til nye byområder. Siden 2002 har Seattle arbejdet med ”Blue Ring Strategien”, der går ud på at forbinde centrale byrum i byen med vand som det strukturerende princip - både regnvand og det vand, der omgiver Seattle. Derudover rummer Seattle en række spektakulære byggerier af bl.a. Frank Gehry og Reem Koolhaas, der binder by og vand sammen.

Portland er interessant i forhold til klima og grøn mobilitet. Bystyret har lanceret strategien ”Smart Growth”, der skal reducerer byens CO2 udslip til 80 pct. under 1990 niveau i 2050. Målet nås ved at mindske antallet af kørte kilometer i bil, bygge tæt samt skabe god kollektiv trafik. Portland kaldes USA’s grønneste by, hvor energien kommer fra vedvarende energikilder og 25 pct. af arbejdsstyrken bruger offentlig transport eller cykler. Portland er USA’s mest cykelvenlige by.

Det vil være muligt at udskifte en af de ovenstående byer med Boston, der blev foreslået som destination på Teknik- og Miljøudvalgsmødet den 27. april 2011. Boston ligger i modsætning til de andre nordamerikanske byer på USA’s østkyst. Boston arbejder (efter at være blevet kåret som USA’s værste cykelby) målrette mod at blive en af USA’s bedste cykelbyer. Byen er også kendt for et gigantisk anlægsprojekt, hvor den mest benyttede bymortorvej er blevet gravet ned og forbundet med andre veje under jorden.


Curitiba (Brasilien)

Curitiba har godt 1,7 mio. indbyggere og er kendt for sin offentlige transport (primært busser), der dagligt benyttes af 2/3 af byens befolkning. Derudover har byen et lavteknologisk genbrugsprogram, der gør at 2/3 af byens affald genanvendes. Byen omdanner løbende tomme grunde til at skabe parker og anlæg for at undgå, at slumbyer breder sig. Ligeledes bruges byens grønne områder aktivt på at dæmme op for oversvømmelser mv. i regnperioder.

I forhold til Curitibas relevans som studietursdestination oplyser den tidligere danske klimaattache i Brasilien (der i dag arbejder i Teknik- og Miljøforvaltningen), at byens løsninger først og fremmest er relevante for udviklingslande. På den baggrund indstiller Teknik- og Miljøforvaltningen ikke Curitiba som studietursdestination.


Wellington (New Zealand)

Wellington er New Zealands hovedstad (ca. 386.000 indbyggere). Byen er landets tredjestørste. Wellington ligger 12. bedst i verden ift. livskvalitet ifølge en undersøgelse fra 2007. Byen anvender bl.a. vindenergi. Byen indeholder gode eksempler på, hvordan by og havn/vandet kan integreres, og hvordan vandet kan bruges som rekreativt element samt gode eksempler på sammenhængende grønne områder, som danner grønne forbindelser gennem byen. Endeligt var New Zealand i 1990’erne meget berømt for anvendelsen af ”New Public Management”, der gennemgribende ændrede landets offentlige sektor via privatiseringer og markedsudsættelse.

Wellington er som studietursdestination relevant. Forvaltningen er dog af den opfattelse, at de nordamerikanske byer samlet vil give et større fagligt udbytte, ligesom byerne rent størrelsesmæssigt er mere på linje med København.


Tidspunkt for studietur

Forvaltningen er af den opfattelse at tidspunktet for studieturen afhænger af destinationen. Hvis udvalget vælger at følge forvaltningens indstilling om at besøge de nordamerikanske byer foreslås det, at studieturen planlægges i uge 26 (25. juni – 1. juli 2012). Derved besøges byerne i sommertiden, hvor der er bedst chancer for at opnå godt vejr. Tillige ligger studieturen, på et tidspunkt, hvor det må forventes at sidste Borgerrepræsentationsmøde er afholdt. Det har ikke været muligt at få en oversigt over BR møder i 2012 endnu.

Hvis Teknik- og Miljøudvalget vælger enten Wellington eller Curitiba foreslås i stedet, at studieturen placeres i uge 8 (20.-26. februar 2012 - ugen efter vinterferien) idet disse destinationer har sommer når vi har vinter. Der planlægges normalt ikke Borgerrepræsentationsmøder i uge 7 og 8.

Økonomi

Denne indstilling har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv. Erfaringsmæssigt vil en oversøisk studietur koste imellem 300.000 og 500.000 kr., men det afhænger af det endelige program, som vil blive forelagt udvalget senere.

Videre proces

Pernille Andersen

                                                                  /Dorthe Elise Svinth

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20.06.2011:

Indstillingen blev godkendt med bemærkning om at studieturen skal finde sted i uge 27.  
Til top