Lokal Agenda 21 for 2012-2015
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende oplæg til udarbejdelsen af Lokal Agenda 21 for 2012-2015 samt beslutte, om forvaltningen skal udarbejde et forslag til borgerrettede aktiviteter, som kan gennemføres i Rio+20-året 2012.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget, at det godkendes 2. at Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder til brug for udvalgets overvejelser om budget 2012 et samlet forslag til borgerrettede aktiviteter, som kan gennemføres i Rio+20 året 2012 |
Problemstilling
Københavns Kommune skal ifølge planloven hvert 4. år vedtage en strategi for Lokal Agenda 21, der beskriver kommunens arbejde frem mod en bæredygtig udvikling. Lokal Agenda 21 skal beskrive, hvordan der skal arbejdes helhedsorienteret, tværfagligt og langsigtet, og hvordan befolkningen, virksomheder, organisationer og foreninger vil blive inddraget i arbejdet.
Borgerrepræsentationen vedtog 18. september 2008 Agenda 21 Plan 2008-2011. Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 7. februar 2011 status for arbejdet og revideret Agenda 21 Plan for den resterende del af planperioden. I den forbindelse vurderede forvaltningen, at agendaplanen i sig selv kun i begrænset omfang har ført til økonomiske omprioriteringer, fordi langt størstedelen af aktiviteterne i den eksisterende plan i forvejen er formuleret i selvstændige mål og politikker. Miljøhensyn er blevet en integreret del af opgaveløsningen og agenda-planen har i sig selv kun i begrænset omfang haft en væsentlig betydning for aktiviteternes gennemførelse. Der er således behov for at tænke nyt og udarbejde en anden type agendaplan for perioden 2012-2015.
Den nye Agenda 21 Plan vil være færdig i første halvår af 2012 og konceptet vil dermed kunne præsenteres under det danske EU-formandskab.
Der er på nuværende tidspunkt ikke afsat budgetmidler i 2012 til gennemførelse af særskilte borgerrettede aktiviteter i anledning af 20-året for gennemførelsen af Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Rio i 1992.
Løsning
Det er visionen at sætte en ny standard for Agenda 21-arbejdet i 2012, der er 20-året for Verdenstopmødet i Rio i 1992. Den nye standard skabes ved at sætte borgerne i centrum for arbejdet med grøn vækst og innovative løsninger. Den nye Agenda 21 plan vil stille skarpt på at fjerne eksisterende barrierer for borgerne, på udvikling af borgeres handlemuligheder og på den måde understøtte målsætningen om at skabe grøn vækst i København. (Et eksempel på en ny, allerede realiseret handlemulighed fra vores omverden er at man kan tage cyklen med i S-toget. DSB har på den måde fjernet en barriere for borgerne og været med til at skabe en handlemulighed, der understøtter kommunens klima- og cykelmål).
Miljø indgår med stor vægt i kommunens planlægning. Den kommende kommuneplan 2011 har grøn vækst og livskvalitet som væsentlige temaer. Københavns kommune har derudover fastlagt en lang række målsætninger på miljøområdet fx i Miljømetropolen og i Klimaplanen, men også i mange sektororienterede planer, som fx affaldsplanen.
Den nye Agenda 21 plan vil bygge videre på de visioner og mål, der allerede er politisk besluttet og på eksisterende aktiviteter og samarbejdsplatformer inden for miljø, sundhed og frivillighedsarbejdet i Københavns Kommune. Agenda 21-planen vil sætte borgerne i centrum som eksperter på egen hverdag, i dagliglivets barrierer for miljørigtig adfærd og med stor indsigt i behovene for at udvikle nye grønne handlemuligheder, som kan bidrage til at få indfriet kommunens miljø- og klimamålsætninger. Planen får på denne måde et andet fokus end andre af kommunens planer, og den vil dermed bedre supplere den eksisterende planlægning.
Arbejdet med Agenda 21 planen vil derfor tage udgangspunkt i en konkret analyse af, hvilke af kommunens mål borgerne og virksomhederne kan spille en væsentlig rolle i at realisere. Der er fx meget stort behov for samspil med borgere og virksomheder omkring affaldssortering og grøn mobilitet. Derimod kræver fx omstilling af el- og varmeforsyning til biomasse beslutninger på et meget overordnet plan. Herudover vil analysen skabe et overblik, som gør det muligt at sikre, at mål fra den nuværende Agenda 21-plan, som ikke er indeholdt i andre planer, kan fastholdes i de kommende år.
Forvaltningen vil på denne baggrund gennemføre konkrete og målrettede aktiviteter, hvor borgere, brugere og virksomheder er med til at definere, diskutere og prioritere, hvilke konkrete initiativer der kan gennemføres for at styrke et aktivt medspil fra de centrale aktører i forhold til at nå de udvalgte miljø- og klimamål. Lokaludvalgene vil indgå i denne proces.
Den nye agendaplan vil således resultere i formuleringen af et katalog med 10-20 aktiviteter inden for forskellige temaer, fx CO2-reduktion, transport, affald og affaldsminimering, støj, renhold og den grønne by.
Teknik- og Miljøudvalget vil i forbindelse med fremlæggelse af forslag til Lokal Agenda 21 for 2012-2015 i forsommeren 2012 kunne tage stilling til, hvilke forslag fra planen, der efterfølgende skal indgå i budgetforhandlingerne for 2013.
Gennemførelse af særlige borgerrettede aktiviteter ud over Miljøfestivalsaktiviteter i Rio+20 året i 2012 forudsætter, at der afsættes bevilling hertil på budget 2012. Forvaltningen kan umiddelbart efter sommerferien fremlægge et samlet forslag til borgerrettede aktiviteter, som både rummer miljøfestivalaktiviteter og forslag til mulige yderligere aktiviteter i 2012, der understøtter Københavns borgerrettede arbejde i 20-året for Rio-konferencen, som lagde hjørnestenene for lokalt miljøarbejde.
.
Økonomi
Udarbejdelsen af Lokal Agenda 21 vil blive afholdt over forvaltningens driftsbudget.
Gennemførelse af særlige borgerrettede aktiviteter ud over Miljøfestivalsaktiviteter i Rio+20 året i 2012 forudsætter, at der afsættes bevilling på budget 2012.
Videre proces
Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at forelægge forslag til Lokal Agenda 21 for 2012 - 2015 for Teknik- og Miljøudvalg til godkendelse i forsommeren 2012.
Efter Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af et planforslag gennemføres en dialogfase og offentlig høring. På baggrund af høringssvar og planudkast udarbejder Teknik- og Miljøforvaltningen en Lokal Agenda-21 for 2012-2015, der forelægges til endelig politisk godkendelse i Teknik- og Miljøudvalget og Borgerrepræsentationen i efteråret 2012.
Hjalte Aaberg
/Mikkel Aarø-Hansen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.