Mødedato: 20.06.2011, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Lokalt lastbilforbud på Islands Brygge

Se alle bilag
Teknik og Miljøudvalget skal godkende forvaltningens anbefaling til en begrænsning af den gennemkørende lastbil trafik på Islands Brygge.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1. at der på forsøgsbasis etableres forbud mod ligeudkørsel for tung trafik fra Selinevej over Vejlands Alle til Lossepladsvej

Problemstilling


Teknik- og Miljøudvalget besluttede på udvalgsmødet 24. januar 2011 - som forsøg - at reducerer mængden af tung trafik fra nord på gaden Islands Brygge ved at forbyde lastbiler på Amager Boulevard at svinge til højre mod Klakvigsgade og Ved Langebro (se status herfor under videre proces). Samtidig bad udvalget forvaltningen om at undersøge muligheden for at lave et lokalt lastbilforbud midt på gaden Islands Brygge for således at begrænse mængden af tung trafik fra syd.

Løsning


Teknik- og Miljøforvaltningen har nu undersøgt muligheden for at etablere et lokalt lastbilforbud midt på gaden Islands Brygge for at reducere mængden af tung trafik fra syd.
Gaden Islands Brygge er i kommuneplanen udpeget som bydelsgade og alle gaderne ud til Islands Brygge er lokalgader med undtagelse af Njalsgade, der også har status som bydelsgade - se bilag 1.

Hvis der gennemføres et lastbilforbud midt på gaden Islands Brygge, vil lastbiler, når de møder skiltet, være tvunget til at undvige ad en lokalgade. Det vil både af hensyn til trafiksikkerheden og til de miljømæssige gener være en dårligere løsning end at afvikle den tunge trafik ad selve Islands Brygge. Desuden vil løsningen ikke være i overensstemmelse med intentionerne i Kommuneplanen om at samle trafikken på det overordnede vejnet. Teknik- og Miljøforvaltningen kan derfor ikke anbefale, at der etableres et lokalt lastbilforbud på selve Islands Brygge.

Da der foregår byudvikling på den sydlige del af gaden Islands Brygge, er der brug for, at tung trafik har adgang til gaden. Et generelt forbud mod tung trafik længere mod syd er derfor ikke hensigtsmæssigt.

For at imødekomme beboernes ønsker om at formindske den gennemkørende tunge trafik på Islands Brygge yderligere, anbefaler forvaltningen i stedet for at forbyde ligeudkørsel fra Selinevej over Vejlands Alle til Lossepladsvej som forsøg frem til juli 2012, se bilag 2. Herved vil en del af de store lastbiler med jordkørsel blive ledt af det overordnede vejsystem i stedet for Islands Brygge. Det vil stadig være tilladt at svinge fra Vejlands Allé til Lossepladsvej.

Københavns Politiet er hørt og er enig i forvaltningens anbefaling

Økonomi


Trafiktællinger og eventuel opsætning af yderligere skilte finansieres via forvaltningens driftsbudget.

Videre proces


Der opsættes som forsøg højresvingsforbud for tung trafik ved Ved Langebro og ved Klakvigsgade, når anlægsarbejdet på Artillerivej tillader det – sandsynligvis i slutningen af juni jævnfør Teknik og Miljøudvalgets beslutning den 24. januar 2011.

Efter Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af denne indstilling, vil Teknik- og Miljøforvaltningen som forsøg frem til juli 2012 forbyde ligeudkørsel fra Selinevej mod Lossepladsvej.

Mængden af tung trafik i området Islands Brygge undersøges gennem tællinger både i den periode hvor Artillerivej er spærret pga. ombygning og igen når anlægsarbejdet på og omkring Artillerivej og Ørestads Boulevards forlængelse er afsluttet – sandsynligvis med udgangen af 2011.

Teknik og Miljøforvaltningen analyserer herefter resultaterne og indstiller inden juli 2012 om højresvingsforbuddene fra Ved Langebro og Klakvigsgade og forbuddet mod ligeudkørsel fra Selinevej bør gøres permanente eller ej, samt om der er brug for evt. andre reguleringer af den tunge trafik i området.

Lokaludvalget høres om den endelige løsning, inden den forelægges for Teknik- og Miljøudvalget.


Hjalte Aaberg /Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 20.06.2011:

Indstillingen blev udsat.
Til top