Mødedato: 20.02.2008, kl. 15:00

Walk21-konference og -udstilling, København 2009

Walk21-konference og -udstilling, København 2009

Teknik- og Miljøudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 20. februar 2008

 

 

Sager til beslutning

 

6.      Walk21-konference og -udstilling, København 2009

TMU  74/2008  J.nr. 2007-17438

 

 

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende, at København bliver vært for den internationale Walk21 konference og udstilling i 2009 om fodgængerforhold i byerne. Ny indstilling med uddybning af økonomi fremsendes senere i 2008.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.                  at København bliver vært for international Walk21 konference og udstilling 2009 og at København afholder de udgifter, der er forbundet hermed

2.                  at Teknik- og Miljøforvaltningen søger sponsorater til en del af udgifterne

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. februar 2008
Anne Vang (A) stillede forslag om, at såfremt forudsætningerne for den foreslåede finansiering ikke holder, vil udgiften blive afholdt inden for Teknik- og Miljøudvalgets egen ramme.


Forslaget blev tiltrådt.

 


Teknik- og Miljøudvalget godkendte indstillingen, idet udgiften vil blive afholdt inden for Teknik- og Miljøudvalgets egen ramme, såfremt forudsætningerne for den foreslåede finansiering ikke holder.

 

 

 

Problemstilling

København har fået mulighed for at være vært for en international Walk21 konference i oktober 2009 om fodgængerforhold i byerne. TMU skal godkende, at København bliver vært og indgår bindende aftale med Walk21 organisationen. Den internationale interesse for at afholde konferencen netop i København i 2009, er ønsket om at inddrage betydningen af byernes indretning for fodgængere og fremme en fodgængerkultur i klimadebatten. Endvidere er det for at få bæredygtig transport på den politiske dagsorden i forbindelse med FN's klimatopmøde i København i 2009.

 

Løsning

Temaerne for konferencen vil være forgængerforhold i byerne, byliv og bymiljø relateret til klimadebatten. Konferencen vil være en anledning til at sætte fokus på "Miljømetropolen - vores vision CPH 2015" samt på bæredygtig byudvikling i København.

 

Et vigtigt formål med netop denne konference, er at formidle byernes indlæg bredt, som et bidrag til klimadebatten. Derfor vil der blive lagt stor vægt på formidling af resultater. Konferencen tænkes afholdt som en åben international konference med workshops og en offentlig tilgængelig udstilling med et katalog af "Best Practices" fra de deltagende byer.

 

Udstillingen kan opsættes i byens rum i en periode på 2-3 måneder, så den også er tilgængelig for besøgene under klimatopmødet. Udstillingen kan evt. koordineres med trafikforsøg i f.eks. Metropolzonen og andre demonstrationsprojekter og events. Udstillingen med katalog vil i sig selv være et demonstrationsprojekt i klimadebatten, med gode internationale eksempler på, hvordan vi kan fremme bæredygtig transport ved indretning af fodgængervenlige byer.

 

Konferencens bidrag til København vil være en inspiration for byens borgere til dialogen om, hvordan fodgængerne bedst muligt tilgodeses i udviklingen af Københavns bydele. Lokaludvalg, Agenda 21 centre, interessegrupper o.a. vil blive inddraget i sådanne diskussioner i forbindelse med udviklingen af en fodgængerstrategi for København. Interesserede organisationer vil også kunne inddrages aktivt i afholdelse af konference og udstilling. 

 

Der har siden år 2000 været afholdt internationale Walk21 konferencer hvert år i forskellige byer i verden, senest i Zürich, Melbourne og Toronto. I 2004 blev konferencen afholdt i København af Center for Byrumsforskning, Kunstakademiets Arkitektskole med støtte fra Real Dania Fonden. Københavns Kommune bidrog bl.a. med en præsentation af Handlingsplan for Københavns Byrum. I Melbourne i 2006 gjorde København sig bemærket ved at præsentere erfaringer fra Middelalderbyens udvikling samt bilfri dage. Til dette års konference i Barcelona vil forvaltningen præsentere Strategi for Middelalderbyen. Samtidig med, at København på konferencerne promoveres internationalt, har forvaltningen fået meget inspiration fra andre byer og forskere til løsning af konkrete projekter i København.   

 

Deltagere i Walk21 konferencer er kommuner, interesseorganisationer som f.eks. det europæiske fodgængerforbund og diverse nationale fodgængerforbund samt forskere fra hele verden. På konferencen i København forventes 150-300 deltagere

 

Der har løbende været kontakt til Walk21 organisationen for at tiltrække arrangementet til København. På d en sidste Walk21 konferencen i Toronto i 2007 var der stor interesse blandt deltagerne for at afholde konferencen i København i 2009 på grund af det senere klimatopmøde. Der var også en interesse for at danne regionale netværk af byer til udvikling af "Best Practices" på fodgængerområdet til gensidig inspiration og til forberedelse af indlæg til konferencen i København. Der er planer om at danne et europæisk, et amerikansk/canadisk og et australsk/new zealandsk netværk. Forvaltningen vil indgå i et europæisk netværk med 5 byer. Det er endnu ikke helt afklaret, hvilke byer der deltager. Følgende byer er foreslået: Barcelona, London, Lyon, Prag og København.

 

Konferencen afholdes af værtsbyen i samarbejde med Walk21, som via deres netværk indkalder faglige bidrag til konferencen og deltager i arbejdet omkring organisering og afholdelse af konferencen. Walk21 er et "non profit" netværk med base i London, som har til formål at fremme fodgængerkulturen bl.a. gennem afholdelse af internationale konferencer og master classes. Læs mere om Walk 21 på www.walk21.com

 

Walk 21 netværket har udviklet et internationalt charter for fodgængere "The International Charter for Walking", som indeholder anbefalinger af fodgængerforhold i byerne. Det drejer sig om at skabe sunde, tilgængelige og bæredygtige byer med et miljø, hvor folk kan gå sikkert, opleve byrum af høj kvalitet, og hvor folk vælger at gå. Charteret indeholder principper for bl.a.: tilgængelighed for alle – velindrettede byrum og byrumsnetværk – fodgængerforbindelser til offentlig transport - sikkerhed og tryghed for fodgængere – indikatorer for planlægning for fodgængere – fremme af en fodgængerkultur. Mange byer har allerede tilsluttet sig charteret og indarbejdet principperne i en fodgængerstrategi. København kan f.eks. underskrive charteret i forbindelse med Walk21 konferencen i København.

Det kan forventes, at nogle byer vil deltage i konferencen i København med borgmestre, og at de, der ikke allerede har tilsluttet sig det internationale charter, vil benytte lejligheden til at underskrive det i forbindelse med konferencen i København.

 

Københavns Kommune deltog i lanceringen af Global Alliance for EcoMobility under  "Local Government Climate Sessions", en parallel event til UN Climate Change Conference 2007 i Bali, Indonesien. I den forbindelse støttede København oprettelsen af EcoMobility Alliance, et partnerskab igangsat af ICLEI, Local Government for Sustainability. Formålet er at promovere gang, cykling, brug af kørestol og af offentlig transport med henblik på forbedring af sundhed og miljøet i byerne og på dæmpning af globale klimaforandringer. Disse hensigtserklæringer falder godt i tråd med Københavns politiker, som beskrevet i Miljømetropolen, miljøvision 2015, og harmonerer også med målsætningen for Walk21 konferencen.

 

Økonomi

På baggrund af en vurdering af tidligere afholdte Walk 21 konferencer sammenholdt med budgetoverslag for konference og udstilling i København i 2009 forventes nettoudgifterne at beløbe sig til 1½-2 mio. kr. Dette beløb dækker lokaler, logistik, udstilling og katalog men er en nettoudgift, hvor den forventede deltagerbetaling er fratrukket. Forvaltningen vil søge om sponsorater for en del af udgifterne. Det forventes at den kommunale udgift vil beløbe sig til omkring 800.000 kr.

 

Forvaltningen vender tilbage med en konkret opgørelse og frigivelse af midler senere på året. Beløbet foreslås finansieret over Kommunens pulje til demonstrationsprojekter for bæredygtig byudvikling i forbindelse med klimakonferencen, evt. midler afsat i forbindelse med næste års budgetforhandling.

 

Videre proces

Efter Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse af afholdelse af konferencen vil TMF give en formel accept til Walk21 organisationen. Forvaltningen vil søge sponsorer til afholdelse af dele af udgifterne, f.eks. til udstilling og katalog. Ideer til potentielle sponsorer er Real Dania Fonden, Tryg Fonden, Ecco Sko, Carlsberg og Arealudviklingsselskabet. Senere i 2008 vil Teknik- og Miljøforvaltningen fremsende en ny indstilling med den konkrete økonomi for konference og udstilling til Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. København skal i forbindelse med dette års Walk21 konference i oktober 2008 i Barcelona præsentere vores værtskab og konceptet for konference og udstilling i København i 2009. Læs mere om Walk21 konference i Barcelona på www.barcelonawalk21.com.

 

 

 

Hjalte Aaberg                                         Niels Tørsløv

 

 

 

Til top