Mødedato: 20.02.2008, kl. 15:00

Servicebusrute på Østerbro

Se alle bilag

Servicebusrute på Østerbro

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. februar 2008

 

 

Sager til beslutning

 

3.      Servicebusrute på Østerbro

TMU  82/2008  J.nr. 2007-108460

 

 

 

Servicebusruten på Østerbro og dele af den Indre By bliver den tredje servicebusrute, der sættes i drift. Indstillingen skitserer linjeføringen og afledte konsekvenser i forhold til nedlæggelse af parkeringspladser og anlægsomkostninger ved etablering af ruten.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.                  at Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Lokaludvalget på Østerbro fastlægger den præcise rute for servicebussen med udgangspunkt i den rute, der er vist på kortet i indstillingen.

2.                  at der frigives en anlægsbevilling på 165.000 kr. (p/l 2008) under Teknik- og Miljøudvalget bevilling, Center for Trafik, anlægsramme (funktion 2.28.23.3, Standardforbedringer af færdselsarealer) til etablering af servicebusrute på Østerbro og dele af Indre By

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

3.                  at der i 2008 overføres 165.000 kr. (p/l 2008) fra Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, drift (funktion 2.32.31.1 Trafik, busser) til Teknik- og Miljøudvalgets bevilling, Center for Trafik, anlægsramme (funktion 2.28.23.3, Standardforbedringer af færdselsarealer)

 

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

4.                  at der ved oprettelsen af servicebusruten kan nedlægges op til 24 parkeringspladser, hvor af op til 12 pladser er i grøn parkeringszone og op til 7 pladser er i blå parkeringszone

5.                  at nedlæggelsen af parkeringspladser i parkeringszonerne finansieres af puljen til nedlæggelse af P-pladser med op til 173.390 kr.

 

 

Problemstilling

Denne indstilling er en opfølgning på indstillingen om valg af områder for servicebusser, som blev behandlet på Borgerrepræsentations møde den 24. januar 2008 (BR 33/08). Ved etablering af servicebusruten vil der være nogle anlægsomkostninger og der skal nedlægges parkeringspladser. Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen skal have mandat til at lægge den endelige servicebusrute fast i samarbejde med Østerbro Lokaludvalg og Movia. Desuden skal de heraf afledte konsekvenser i form af nedlagte parkeringspladser og anlægsomkostninger godkendes.

 

Løsning

Den kommende servicebus er især et tilbud til gangbesværede og ældre, men alle kan benytte servicebussen. Servicebussen på Østerbro forbinder beboelseskvarterer og plejeboliger med for eksempel borgerservice, bibliotek, handelsstrøg, apotek, genoptræningssteder og Rigshospitalet inden for en fastlagt rute, der køres en gang i timen. Manuelle kørestole vil kunne medtages, og muligheden for at medtage elektriske kørestole vil fremgå af rutefolderen.

  

Af nedenstående kort fremgår det forslag til servicebusrute, som der arbejdes ud fra. Den endelige ruteføring fastlægges i dialog med lokaludvalget, som har valgt nogle personer til en lokal følgegruppe. I følgegruppen har også deltaget folk fra ældreorganisationerne. Denne følgegruppe samarbejder med arbejdsgruppen fra Økonomiforvaltningen, Teknik- og Miljøforvaltningen og Movia, som planlægger ruten. Det samlede arbejde er grundlag for et borgermøde om ruten og behandlingen i lokaludvalget. Yderligere vil de relevante ældreråd få servicebusruten til høring.

 

 

 

 

 

Ved etablering af servicebusruterne skal der nedlægges parkeringspladser for at give plads til stoppesteder samt for at sikre bussernes fremkommelighed på smalle vejstrækninger. Antallet af berørte parkeringspladser afhænger af den endelige ruteføring. Ved ruten på det indre af Østerbro og dele af Indre By vil der blive nedlagt pladser i grøn og blå betalingszone. Ved nedlæggelse af parkeringspladser i den blå eller grønne parkeringszone anvises der dækning af provenutabet fra Teknik- og Miljøudvalgets "Puljen til nedlæggelse af P-pladser"(afsat under Teknik- og Miljøudvalget i medfør af budget 2007, Ændringsforslag 157).

 

De varianter til servicebusrute, der skal drøftes i lokaludvalget, vil kræve, at der nedlægges op til 24 parkeringspladser, hvoraf op til 12 er i blå zone og op til 7 er i grøn zone. De resterende 5 parkeringspladser er uden for betalingszonerne. Samtidig vil der være behov for fysiske ændringer af vejen og opstilling af nye stoppesteder, hvilket resulterer i anlægsomkostninger. Ved etablerin g af nye stoppesteder anvendes som udgangspunkt designstander. På steder, hvor designstanderne kræver fortovsomlægninger eller hindrer udsyn, anvendes vandørsstander.

 

Servicebusruten indvies primo maj 2008. De to efterfølgende servicebus-ruter åbnes på Amager i juni måned. På den ydre del af Østerbro, Bispebjerg og Brønshøj-Husum åbnes der 3 servicebus-ruter i 2. halvår af 2008. For Nørrebro, Vesterbro og Kongens Enghave, hvor det endnu ikke er besluttet at etablere servicebus, udarbejder Økonomiforvaltningen et budgetnotat til forhandlingerne om Budget 2009. 

 

 

Økonomi

Fra Økonomiudvalgets bevilling Økonomisk forvaltning, drift (Trafik, busser) i 2008 overføres 165.000 kr. til Trafik- og Miljøudvalgets bevilling, Center for Trafiks, anlægsramme (Standardforbedringer af færdselsarealer). Der frigives 165.000 kr. fra Center for Trafiks anlægsramme til anlæg i forbindelse med oprettelse af servicebusruten.

 

Fra Teknik- og Miljøudvalgets pulje til nedlæggelse af P-pladser anvises dækning til de parkeringspladser der nedlægges i blå og grøn parkeringszone. Beløbet vil højest være 173.390 kr. Der er dækning i puljen til nedlæggelse af P-pladser. Se bilag 1.

 

I Budget 2008 er der afsat et beløb til driften af servicebusserne. Beløbet indgår som en del af den samlede afregning for buskørsel overfor Movia.

 

Videre proces

Efter behandling i Teknik- og Miljøudvalget behandles indstillingen i Økonomiudvalget den 11. marts og Borgerrepræsentationen den 3. april.

 

 

Bilag

1.      Pulje til nedlæggelse af P-pladser, 21. januar 2008

 

 

 

 

Claus Juhl                         Hjalte Aaberg

 



 

Til top