Forslag til lokalplan Elna Munchs Plads og kommuneplantillæg, Vanløse
Bygherre har anmodet kommunen om en lokalplan for Elna Munchs Plads for at opføre et nybyggeri med supermarked og en institution med botilbud samt omdanne den eksisterende busvendeplads. Startredegørelse blev vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget med anbefalinger om at arbejde med en trafiksikker og tryg udformning af Elna Munchs Plads med grønne elementer samt at placere indgange mod Ålekistevej og Elna Munchs Plads for at styrke bylivet. Planforslagene udløser 16 parkeringspladser, men bygherre ønsker at etablere 17 samt et vendeareal med plads til to ventende biler. Parkeringspladserne etableres som overfladeparkering på Elna Munchs Plads. Borgerrepræsentationen skal nu tage stilling til at sende lokalplanforslaget og forslag til kommuneplantillæg i offentlig høring i otte uger.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende forslag til lokalplan Elna Munchs Plads (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring i otte uger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende det tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2) med henblik på udsendelse i offentlig høring sammen med lokalplanforslaget i otte uger.
- at tage til efterretning, at der foreligger et udkast til udbygningsaftale med grundejeren (bilag 7), og at aftalen vil blive forelagt til godkendelse i endelig form ved planforslagenes endelige behandling.
Problemstilling
Bygherre har anmodet kommunen om en lokalplan for Elna Munchs Plads 2, Egholmvej 16, Jyllingevej 80 og Ålekistevej 169-171 for at opføre et nybyggeri med supermarked og en institution med botilbud samt at omdanne den eksisterende busvendeplads. Projektet forudsætter en lokalplan, da der i dag ikke er en lokalplan for området. Der kræves ligeledes et kommuneplantillæg, der muliggør den ønskede bebyggelse. Startredegørelse (bilag 9) blev vedtaget på henholdsvis Teknik- og Miljøudvalgets møde den 4. oktober 2021 og Økonomiudvalgets møde den 26. oktober 2021 med anbefalinger om at arbejde med en trafiksikker og tryg udformning af Elna Munchs Plads med grønne elementer. Et enigt udvalg ønskede således et byrum, der ikke er plaget af trafikstøj, samt bevaring af otte træer på grunden.
Bygherre står for det samlede byggeri inden for lokalplanområdet, herunder botilbuddet. Bygherre ønsker en ekstra parkeringsplads samt et vendeareal med plads til to ventende biler. Botilbuddet indgår i kommunens Arealplan for SOF-tilbud med afsat bevilling i 2022-23. Forvaltningen vurderer, at der er behov for botilbuddet, og der foreligger ikke alternative projekter, der på nuværende tidspunkt kan dække behovet.
Løsning
Planforslaget ligger ved det støjbelastede vejkryds mellem Jyllingevej og Ålekistevej på grænsen mellem randbebyggelser i 5-6 etagers højde og villakvarter med huse i 1-1½ etage. Området er karakteriseret af facader i røde tegl, og gadebilledet langs Ålekistevej er kendetegnet ved mange forskellige tagformer, hvor saddeltaget er fremtrædende. Lokalplanområdet er højt beliggende, og terrænet falder ind mod Vanløse station.
Elna Munchs Plads er i dag et støjplaget offentligt byrum med en busholdeplads præget af hårde belægninger og få grønne elementer. Derudover ligger der i lokalplanområdet to erhvervsbygninger med lav bevaringsværdi (SAVE-værdi 8) og to villaer med middel bevaringsværdi (SAVE-værdi 4 og 5). Alle eksisterende bygninger forventes nedrevet.
Forvaltningen anbefaler pba. udvalgets behandling af startredegørelsen at placere indgange mod Ålekistevej og Elna Munchs Plads for at styrke bylivet, at arbejde med et vejstøjbeskyttet gårdrum mod nordvest med respektafstand til bagvedliggende villaer, at bygningshøjderne indordner sig byggeriet langs Ålekistevej og trapper ned mod villakvarteret, samt at byggeriet udføres i rød tegl med tydelig sokkel samt saddeltag.
Den nye bebyggelse indeholder en dagligvarebutik i stuetagen på ca. 1.200 m2. På de øvrige etager opføres en institution med botilbudsboliger for personer med handicap med et samlet etageareal på ca. 3.200 m2 samt et mindre pauserum til Movia med offentligt tilgængeligt toilet. Den eksisterende busvendeplads ombygges og tilpasses det nye byggeri. Bebyggelsen opføres i fem etager mod Ålekistevej og to etager mod Egholmvej. Bygningsvolumenet trapper således ned i højden fra 20 m ved Ålekistevejs brede vejsnit til 13,3 m ved den mindre Egholmvej (bilag 2).
Lokalplanområdet ligger på randen af et villakvarter og overfor bebyggelse i fire etager. De højeste dele af bebyggelsen vil give øget skygge til villakvarteret i dagtimerne men har ikke indflydelse på eftermiddagssolen, da den nye bebyggelse er placeret mod syd og øst. Efter startredegørelsens vedtagelse har bygherre besluttet at trække bebyggelsen langs Ålekistevej tilbage fra skel i nord fra 1. sal og op for at mindske skyggevirkning nord og øst for bebyggelsen. Det er vigtigt, at bebyggelsen støjskærmes, og dette vil blive reguleret i lokalplanen. Den nye bebyggelse vil fungere som støjskærm for villaområdet.
Planforslaget vil understøtte kommuneplanens mål om at skabe rammer for 1.800 nye boligenheder til borgere med særlige behov frem mod 2031. Desuden sikres mulighed for alsidige indkøbsmuligheder i bydelen, og et nedslidt byrum opgraderes.
Byliv
Planforslaget vil bidrage til et mere imødekommende byrum med flere træer, end der er i dag. Der vil blive indarbejdet siddemulighed langs de nye bede. De nye funktioner vil tiltrække handlende og beboere og på den måde skabe et mere levende byrum (jf. Fællesskab København).
Bynatur
Der er otte træer i området, der lever op til kriterierne for bevaringsværdige træer. Projektet forudsætter, at alle otte træer fældes for at muliggøre byggeri og busholdeplads. De fire træer på pladsen står udsat for trafik og ikke i optimale plantehuller. Disse træer vil i planforslaget blokere for indkørsel til parkeringspladsen. De fire øvrige træer er placeret i fremtidig vejbane for busvendepladsen. I planforslaget vil der blive stillet krav om minimum 185 m2 grønne bede på pladsen samt 12 nye træer.
Bæredygtighed
Der er i lokalplanprocessen gjort brug af bæredygtighedsværktøjet som dialogværktøj. Bæredygtighedsværktøjet består af 26 konkrete initiativer om bæredygtighed udledt fra Københavns Kommunes planer og strategier, der relaterer sig til lokalplanarbejdet. Bilag 6 indeholder et skema med alle 26 initiativer, hvoraf de fem anvendte initiativer er markeret og suppleret med en beskrivelse af, hvordan initiativerne er indarbejdet i projektet. Der planlægges for botilbudsboliger, som bidrager til den blandede boligmasse med blandede ejerformer. Derudover er det indarbejdet i lokalplanen, at der integreres belysning i arkade og på pladsen, så der skabes trygge rammer for passage og ophold, og der fastlægges grønne bede på Elna Munchs Plads med etablering af træer. Der indarbejdes affaldssortering i de efterfølgende byggerier, så denne ikke fylder på pladsen. Bygherre har til hensigt at arbejde med biodiversitet i plantevalget i kantzoner og på tagterrasse.
Kunst i lokalplaner
Det vil være muligt at placere et kunstværk i byrummet på Elna Munchs Plads, ligesom projektforslagets gavl mod Jyllingevej kunne være egnet til formålet, men bygherre har ikke udtrykt interesse for at arbejde med kunstnerisk udsmykning.
Almene boliger
Der stilles ikke krav om minimum 25 % almene boliger, da der udover institutionen med botilbudsboliger ikke planlægges for boliger i området.
Parkering
I kommuneplanen er der krav om, at der skal fastsættes en parkeringsnorm i lokalplanen for biler på én parkeringsplads pr. 714 m2 etageareal for botilbudsinstitutionen og én parkeringsplads pr. 143 m2 etageareal for butiksformål. I lokalplanen svarer kravet til, at der skal etableres 14 parkeringspladser. Parkeringspladserne etableres som overfladeparkering på Elna Munchs Plads.
Bygherre ønsker at etablere yderligere én parkeringsplads ved at aktivere en parkeringsdeklaration i nærområdet, da man ønsker at tiltrække kunder i form af bilister fra Jyllingevej og Ålekistevej. Derudover ønsker bygherre at etablere en 42,5 m2 vendeplads i forbindelse med parkeringspladsen (bilag 10). Forvaltningerne foreslår, at bygherres ønske om at udmønte parkeringsdeklaration ikke imødekommes, da dette ikke er i overensstemmelse med udvalgets vedtagelse af startredegørelsen, hvor det blev vedtaget at fastholde kommuneplanens parkeringsnorm. Forvaltningen vurderer, at vendepladsen ikke er nødvendig for en sikker afvikling af trafikken. Etablering af parkeringsplads og vendeplads vil formindske bedenes størrelse med en tredjedel og dermed gøre det sværere at placere de træer, der skal erstatte de eksisterende træer, som det ikke er muligt at bevare. Lokalplanområdet er stationsnært med en placering 250 m fra Jyllingevej Station. Forvaltningen vurderer, at vendepladsen ikke er nødvendig for en sikker afvikling af trafikken, da der er tale om en lille parkeringsplads, som kan overskues inden indkørsel.
Der planlægges derudover for pauserum til buschaufførerne, og kommuneplanen giver mulighed for at fastsætte krav til parkering i tilknytning til pauserummet efter en konkret vurdering. Forvaltningen vurderer, at krav om parkering til Movias drifts- og servicebiler kan fastlægges til to parkeringspladser i lokalplanen. Ved byggeri til brug for offentlige og almene formål fastsættes parkeringsdækningen efter en konkret vurdering på baggrund af ejendommens anvendelse mv. (bilag 4). Det samlede antal parkeringspladser i lokalplanen er således 16.
I forhold til krav om parkering til cykler stiller kommuneplanen krav om fire p-pladser pr. 100 m2 etageareal butik, svarende til 47 cykelparkeringspladser. Krav om cykelparkering til botilbudsinstitutionen er fastsat efter en konkret vurdering til to parkeringspladser pr. 100 m2, svarende til 64 cykelparkeringspladser. I alt 111 cykelparkeringspladser.
Kommuneplantillæg
I Kommuneplan 2019 er området udlagt til boligformål med en maksimal bebyggelsesprocent på 40 (B1) og beliggende i Jyllingevej Bydelscenter. For at muliggøre projektet udlægger forslag til kommuneplantillæg en ny ramme til boligformål (B3*) med en maksimal bebyggelsesprocent på 110 og bygningshøjde på 20 m for området, herunder busholdepladsens areal. Der gives dog mulighed for en bebyggelsesprocent på op til 120 i en lokalplan ved placering af en institution for at muliggøre institutionen med botilbudsboliger, der har en mindstestørrelse på 3.200 m2. For at muliggøre supermarkedet foreslår forvaltningen det maksimale bruttoetageareal for dagligvarebutikker i bydelscentret hævet fra 1.200 til 1.500 m2, hvilket er en normal størrelse for supermarkeder i mindre bydelscentre.
Borgerinddragelse
Der er foretaget indledende høring i forbindelse med udarbejdelsen af startredegørelsen, herunder af Vanløse Lokaludvalg (bilag 8), der vil blive hørt igen, når planforslagene sendes i offentlig høring.
Miljøvurdering
Planerne medfører ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.
Politisk handlerum
Borgerrepræsentationen kan beslutte at imødekomme bygherres ønske om at udmønte en parkeringsdeklaration og dermed placere en ekstra parkeringsplads i området samt at tillade et befæstet vendeareal på 42,5 m2 (bilag 10) i stedet for det af forvaltningen foreslåede grønne bed.
Økonomi
Bygherre har anmodet om, at der udarbejdes en udbygningsaftale for busholdepladsen ud til krydset mellem Jyllingevej og Ålekistevej. På den baggrund har bygherre i samarbejde med forvaltningen udarbejdet udkast til udbygningsaftale (bilag 7). Aftalen forventes at blive godkendt i forbindelse med planernes endelige vedtagelse, idet den vil blive koordineret med det projekt for trafiksikkerhed for krydset, som indgår i Budget 2023.
Udbygningsaftalen udløser ikke ny afledt drift til projektet.
Desuden forventes der i forbindelse med projektet udført magelæg, hvor arealer på busholdepladsen handles mellem kommunen og bygherre. Dette vil blive behandlet i særskilt indstilling.
Såfremt planerne vedtages, kan bygherre bygge et supermarked samt en institution med botilbud iht. serviceloven. Finansiering af institutionen vil ske i særskilt indstilling, idet Socialforvaltningen har påbegyndt proces med programmering og funktionsprogram iht. Budget 2022, der afsatte 1,3 mio. kr. til rådgivning i forbindelse med planprocessen.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt planforslagene, sender forvaltningerne dem i høring i otte uger. Der vil blive afholdt et offentligt borgermøde i forbindelse med høringen. På baggrund af resultatet af høringen vil forvaltningerne udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Indstillingen forventes forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2023.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. december 2022
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
"dog således at parkeringsdeklaration udmøntes og dermed placerer en ekstra parkeringsplads i området samt at tillade et befæstet vendeareal på 42,5 m2 (bilag 10) i stedet for det af forvaltningen foreslåede grønne bed.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, V, Ø og Å.
Imod stemte: B.
Den således ændrede indstillings 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.