Mødedato: 19.12.2016, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Vejnavne til Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal efter endt høring tage stilling til at navngive en vej på Rigshospitalet Esther Møllers Vej og en vej på Bispebjerg Hospital Nielsine Nielsens Vej.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at en vej på Rigshospitalet navngives Esther Møllers Vej pr. 1. januar 2017.
  2. at en vej på Bispebjerg Hospital navngives Nielsine Nielsens Vej pr. 1.januar 2017.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget traf den 31. oktober 2016 beslutning om, at en vej på Rigshospitalet skal navngives Esther Møllers Vej, og at en vej på Bispebjerg Hospital skal navngives Nielsine Nielsens Vej (bilag 1). Dette var en så væsentlig ændring af det oprindelige forslag, at det skulle i fornyet høring jf. bestemmelserne i Forvaltningslovens § 19. Det ændrede forslag har nu været i høring, og på baggrund heraf skal Teknik- og Miljøudvalget træffe endelig afgørelse om navnene.      

Løsning

Begge de besluttede navne har været i høring, og forvaltningen vurderer, at de indkomne høringssvar ikke giver anledning til at ændre på Teknik- og Miljøudvalgets beslutning. Det indstilles derfor, at navnene Esther Møllers Vej og Nielsine Nielsens Vej fastholdes.

 

Høring og indkomne høringssvar

Vejnavnene har været i høring hos de berørte parter og hos Bispebjerg og Østerbro Lokaludvalg. Der er indkommet høringssvar fra Rigshospitalet, Bispebjerg Hospital samt fra en borger uden for høringen.

  1. Bispebjerg Hospital vurder, at ændringsforslaget i højere grad end det oprindelige forslag vil understøtte en ”wayfinding”, som tager hensyn til, at patienter og pårørende på en nem og gennemsigtig vis skal kunne finde rundt. Bispebjerg Hospital påpeger dog, at den bedste løsning for byens borgere, og særligt for hospitalets patienter og pårørende, vil være, at matriklen har et til to vejnavne og gerne med forskellige forbogstaver. Herudover havde hospitalet forslag til navne, såfremt der senere skal navngives veje på Bispebjerg Hospital.
  2. Borgeren finder, at navnene Esther Ammundsens Vej, Elise Sørensens Vej og Ebba Lunds Vej er næsten enslydende og foreslår, at der fastsættes andre navne.
  3. Rigshospitalet havde ingen umiddelbare kommentarer til forslaget om at bytte om på vejnavnene Nielsine Nielsens Vej og Esther Møllers Vej.

 

Forvaltningens bemærkninger

  1. Da der er tale om et stort område med mange bygninger, er det fortsat forvaltningens vurdering, at der pt. er behov for fire vejnavne af hensyn til orienteringen. Med hensyn til de indkomne navneforslag vil de blive forelagt for Vejnavnenævnet, hvis der på et tidspunkt skal navngives en vej yderligere i området. Dette afventer afklaringen af det endelige vejforløb ved det kommende Ny Psykiatri Bispebjerg.
  2. De tre navne blev godkendt på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 31. oktober 2016 med en dato for ikrafttrædelse den 15. december 2016. Det er fortsat forvaltningens vurdering, at de tre kvindenavne ikke er ens eller næsten enslydende jf. gældende regler.  

Økonomi

Opsætning af vejnavneskilte og skilte til ændrede (officielle) husnumre afholdes over forvaltningens driftsbudget.  

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, vil de to vejnavne blive offentliggjort. Ikrafttræden vil i overensstemmelse med beslutningen ske den 1. januar 2017.

 

Pernille Andersen

                                            /Anne-Sofie Degn

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. december 2016

Indstillingen blev godkendt.

Til top