Mødedato: 19.11.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til lokalplan "Gerlevvej"

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal vedtage offentliggørelse af lokalplanforslaget og kommuneplantillægget, der giver mulighed for etablering af børneinstitution og boliger, på Gerlevvej 3 i Husum.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler
            1.     at forslag til lokalplan ”Gerlevvej” (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse i 8 uger.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler
            2.     at forslag til kommuneplantillæg (bilag 1) vedtages med henblik på offentliggørelse sammen med lokalplanforslaget i 8 uger.

Problemstilling

København er i en meget gunstig situation, hvor befolkningsvæksten er på ca. 1.000 nye borgere om måneden. Det forventes, at halvdelen af de nye Københavnere er unge og familier, hvorfor der er et særligt behov for flere daginstitutioner. For at sikre pladsgaranti på daginstitutionsområdet, har Børne- og Ungdomsforvaltningen anmodet om, at der udarbejdes en lokalplan, der gør det muligt at etablere en institution på den kommunale grund beliggende Gerlevvej 3 i Husum.

 

Der ønskes en institution på ca. 1.600 m² til otte institutionsgrupper svarende til 135 børn  fra 0 til 6 års alderen. Syv af disse grupper er allerede etableret i midlertidige pavilloner på matriklen.

Emcon A/S har som bygherrerådgiver for Københavns Ejendomme og Børne- og Ungeforvaltningen, udarbejdet udbudsmateriale for den nye institution på Gerlevvej. Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af dispositionsforslaget, idet der ikke foreligger et konkret projekt.

En lokalplanproces vurderes nødvendig på trods af, at byggeriet har et begrænset omfang, da der er tale om et område, der hidtil har været fastlagt til villaanvendelse.

Løsning

Efter af have undersøgt Vanløse/Brønshøj-området for mulig kapacitetsudvidelse på institutionsområdet er valget faldet på en kommunal grund i et boligområde. Lokalplanen ”Gerlevvej 3” sikrer således, at behovet for pasningstilbud imødekommes. Institutioner i nærheden af byens boliger er vigtigt for, at københavnerne kan have en velfungerende hverdag.

 

For at muliggøre byggeriet udarbejdes en lokalplan, med kommuneplantillæg, der giver mulighed for at opføre nybyggeri til en institution med et etageareal på ca.1.600 m² herunder mindre bygninger til affaldshåndtering, legeredskaber og cykelparkering mv.

   

Lokalplanområdet ligger mellem et villaområde og et område med etageboliger. Etageboligerne i kvarteret er opført i perioden 1930 til 1960 og er i 3-5 etager. Villakvarteret fremtræder med stor variation. Villaerne er familieboliger i 1 – 1,5 etage.
                                                                                         

Lokalplanen fastlægger et byggefelt, som muliggør opførelse af institutionsbebyggelse i op til 14 meters højde. Friarealprocenten er 100 af etagearealet. Det betyder, at friarealet svarer til etagearealet, hvilket giver et etageareal på ca. 1.600 m²og friareal på ca.1.600 m². Der henvises i øvrigt til bilag 2 – faktaark.

 

Lokalplanen, vedlagt som bilag 1, stiller krav om, at byggeriets udformning og materialer skaber en god helhedsvirkning sammen med omgivelserne. Byggeriet skal opføres med et nutidigt, selvstændigt udtryk og med en klar arkitektonisk ide, der afspejler bebyggelsens funktion.

 

Der stilles endvidere krav om, at friarealerne udformes efter en samlet plan, så arealet fremstår med en sammenhængende karakter, og så vidt muligt åbent ud mod Glumsøvej, for at give bebyggelsen et imødekommende præg for de forbipasserende. Mest mulig beplantning bevares og , der stilles  krav om, at en større spidsrøn bevares. Som et aktiv for kvarteret muliggøres offentlig adgang til institutionens friareal uden for institutionens åbningstider.

 

Kommuneplanens brede anvendelsesbestemmelser er anvendt i lokalplanens bestemmelser, hvilket betyder, at området kan anvendes til andet end institution fx boliger.

 

Der stilles krav om etablering af otte p-pladser (herunder 1 handicap p-plads og 1 p-plads til servicevogn) til biler.. Kommuneplanen angiver ikke specifikke krav til parkering til institutioner. Parkeringskravet er fastsat ud fra en vurdering af, hvad behovet for institutionen er. Der er tale om et område med villaer, der løser bilparkering på egen grund, og der vurderes ikke at være problemer i forhold til parkeringsdækning.

 

Det er et væsentligt element i realiseringen af byggeriet, at bæredygtighed indarbejdes fx lokal afledning af regnvand, beplantning af friarealer og evt. begrønning af tage på selve bygningen og/eller de mindre servicebygninger. Af Bydelsplanen for Brønshøj-Husum fremgår, at Lokaludvalget ønsker at støtte op om bestræbelserne på at tænke bæredygtighed ind i hverdagen. Byggeriet opføres efter laveste energiklasse i bygningsreglementet.

 

Kommuneplantillæg

I Kommuneplan 2011 er Gerlevvej 3 fastlagt som B1–område (boligområde med mulighed for institutioner) med en bebyggelsesprocent på maks. 40 og en bygningshøjde på maks. 10 m. For at muliggøre det ønskede byggeri, er der udarbejdet kommuneplantillæg, der ændre området fra et B1-område til et B2-område, hvilket indebærer, at anvendelsen  stadigvæk er boligområde med mulighed for institutioner, og at bebyggelsesprocent ændres til maks. 60 og bygningshøjden ændres til maks 14 m. Der henvises til redegørelsen i bilag 1.


Lokaludvalg                                                                                                            

Lokaludvalget for Brønshøj-Husum er blevet hørt i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, men har ikke fremsendt høringssvar.

 

Miljøvurdering

Forvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

 

Borgerdialog                                                                                                           

Der  afholdes ikke borgermøde, idet der er tale om et forholdsvis lille byggeri, og at der allerede er etableret en institution i midlertidige pavilloner på grunden. Lokalplanforslaget offentliggøres på ”Bliv hørt”, hvor der også er mulighed for at fremsende bemærkninger til lokalforslaget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for kommunen. Planen medfører ikke handlepligt for kommunen, men giver alene mulighed for bl.a. institutionsbyggeri på grunden.

Videre proces

Efter politisk behandling sendes planforslagene i offentlig høring i otte uger.

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslagene. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen sidst på foråret 2013.

 

 

         Claus Juhl                                         Hjalte Aaberg

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 19. november 2012
Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance stillede ændringsforslag til indstillingen om:

”At der indarbejdes yderligere parkeringspladser på institutionens egen grund, idet 8 parkeringspladser til en institution med 135 børn er for få i tidsrummet, hvor der sker aflevering og afhentning. Institutionens parkeringsbehov bør ikke gå udover naboerne.”

Der blev stemt ændringsforslaget:

For ændringsforslaget stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, I og O.
Imod ændringsforslaget stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F Ø og Signe Goldmann (løsgænger).
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.

Indstillingens 1 at-punkt blev anbefalet.
Til top