Israels Plads Syd, indtægts- og udgiftsbevilling vedrørende parkeringskælderen
Der er indgået aftale med ejeren af parkeringskælderen ved Israels Plads om betaling af udgifterne vedrørende udskiftning af parkeringskælderens membran. Modtagelse og frigivelse af disse midler skal hermed godkendes.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der gives en tillægsbevilling som en indtægts- og en udgiftsbevilling på 17,0 mio. kr. (2012 p/l) på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.03.3 i 2012. Indtægterne kommer fra parkeringskælderens ejer,
- at der frigives en anlægsbevilling på 17,0 mio. kr. (2012 p/l) i 2012 til betaling af de forventede udgifter i forbindelse med udskiftning af parkeringskælderens membran. Anlægsbevillingen frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.22.03.3.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen skal godkende, at der i forlængelse af aftale med parkeringskælderens ejer om fordeling af udgifterne forbundet med udskiftning af parkeringskælderens membran modtages et beløb svarende til de forventede udgifter i forbindelse med udskiftningen af parkeringskælderens membran.
Løsning
De forberedende arbejder som består af tre delelementer – fjernelse af belægninger mv. over parkeringsdæk, forstærkning af øverste dæk i parkeringskælderen og udskiftning af membran – er af hensyn til kvalitets- og tidsmæssig styring udbudt til én entreprenør med Københavns Kommune som kontraktholder. Derfor foregår al betaling til entreprenøren via Københavns Kommune. Der er indgået aftale med parkeringskælderens ejer om fordeling af udgifterne. Parkeringskælderens ejer indbetaler sin andel af udgifterne til Københavns Kommune.
Der er frigivet en bevilling til kommunens andel af udgifterne i forbindelse med de forberedende arbejder.
Parkeringskælderens ejer indbetaler løbende sin andel til Københavns Kommune. Beløbene er til betaling af entreprenørudgifter inklusive uforudsete udgifter.
Økonomi
På baggrund af aftalen med parkeringskælderens ejer om fordeling af udgifterne forbundet med udskiftning af parkeringskælderens membran, ønskes der frigivet 17,0 mio. kr. (2012 p/l) i 2012 til betaling af de forventede udgifter i forbindelse med udskiftning af parkeringskælderens membran.
Videre proces
De forberedende arbejder færdiggøres med udgangen af 2012.
Hjalte Aaberg /Jens Christian Zøfting-Larsen
Beslutning
Indstillingen blev anbefalet.