Mødedato: 19.11.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig vedtagelse af lokalplan "Nuuks Plads metrostationsplads"

Se alle bilag

Efter offentlig høring skal Borgerrepræsentationen endeligt behandle lokalplan ”Nuuks Plads Metrostationsplads”.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.        at lokalplan ”Nuuks Plads Metrostationsplads” vedtages endeligt.

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på baggrund af en afgørelse fra Naturklagenævnet at udarbejde lokalplaner for de 14 stationspladser, der udgør den 4. etape i udvidelsen af den Københavnske Metro.

Forslaget til lokalplan ”Nuuks Plads Metrostationsplads” blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 31. maj 2012 med henblik på offentliggørelse. Forslaget vedlægges som bilag 1.

Forslaget har været i offentlig høring fra den 25. juni 2012 til den 25. september 2012. Der er som led i dialogstrategien afholdt borgermøde den 6. september 2012. Referat og evaluering fra mødet er vedlagt som bilag 3 og 4. I forbindelse med den offentlige høring er modtaget 6 henvendelser, jf. bilag 2. De modtagne henvendelser er vedlagt som bilag 5.

Løsning

Lokalplanen gør det muligt at etablere stationsplads for metro ved Landsarkivet og Jagtvej/Rantzausgade.

Generelt for alle fjorten lokalplaner

Metroselskabet har i samarbejde med forvaltningerne udviklet dispositionsplanerne for Cityringens stationspladser. To elementer heri var de byrumsprogrammer, som Borgerrepræsentationen godkendte i 2010, og den omfattende borgerdialog ”Tal med landskabsarkitekterne”. I de nu foreliggende dispositionsplaner, fastlægges trafikløsningerne herunder bus/tog-skiftet og de omfattende cykelparkeringsarealer.

Lokalplanen fastlægger de overordnede principper for, hvordan forskellige aktiviteter kan placeres i byrummet. Den præcise udformning fastlægges i den efterfølgende projektudvikling, herunder detaljer omkring belægning, belysning og byrumsinventar.

Konkret for denne lokalplan

Lokalplanen fastlægger funktionelle forhold som trafik og cykelparkering samt zoner til ophold og aktiviteter i relation til pladsens karakter.

Stationen og dens elementer i terræn er placeret i et lige bånd parallelt med Jagtvej, med hovedtrappen orienteret ud mod hjørnet af Jagtvej og Rantzausgade. Dette betyder, at arealet ind mod Landsarkivet forbliver friholdt til både passage, ophold og forskellige aktiviteter.

Rækken af træer mod Jagtvej bliver genetableret ligesom beplantningen langs magasinbygningerne i Rantzausgade og i Hiort Lorenzens Gade bliver genskabt. Rantzausgade bliver indsnævret således, at fortovet langs magasinbygningen udvides til brug for cykelparkering. I lokalplanen fastlægges arealer til cykelparkering i størrelsesordenen 350 pladser.

Der nedlægges ca. 25 bilparkeringspladser for at give plads til metroelementer og cykelparkering i forbindelse med etablering af metroforpladsen. Økonomiudvalget besluttede den 11. oktober 2011, at der udarbejdes en oversigt over permanente parkeringsnedlæggelser på samtlige metrocityrings stationer. Økonomiudvalget bemærkede dertil, at pladserne først nedlægges permanent i 2018, hvorfor man kan afvente at finde erstatningspladser. Behovet for erstatningspladser skal dog afklares før 2018. Opgørelse kan ses i bilag 6.

Der blev afholdt borgermøde den 6. september 2012, hvor de centrale emner var: Cykelparkering, trafikale forhold på Rantzausgade og Jagtvej, samt generelle adgangsforhold til stationen.

Høring

Der er indkommet 6 høringssvar fra offentlige myndigheder, lokaludvalg og institutioner samt ejere, lejere og brugere. I bilag 2 er henvendelserne refereret og kommenteret.

Høringssvarene fra ejere, lejere og brugere omhandler især placeringen af stationen, genåbning af Ladegårdsåen og Landsarkivets rolle for pladsen

Forvaltningens bemærkninger

Placeringen af stationselementerne er fastlagt ved lov og kan som sådan ikke reguleres i en lokalplan. En evt. fremtidig åbning af Ladegårdsåen har ikke været en forudsætning for arbejdet med Cityringen, men forvaltningen ser ikke umiddelbart nogen problemer ved at have et vandelement løbende på overfladen og lokalplanen hindrer ikke en åbning af Ladegårdsåen. Lokalplanen regulerer ikke udformningen af Landsarkivet og hindrer således ikke en fremtidig tilpasning af Landsarkivet til pladsen.

Nørrebro Lokaludvalg

Nørrebro Lokaludvalg foreslår, at navnet ”Nuuks Plads” genovervejes. Herudover foreslår udvalget, at man fjerner bygningen mellem de to arkivbygninger, når Landsarkivet fraflytter bygningerne.

Forvaltningens bemærkninger

Navnet Nuuks Plads er besluttet i Vejnavnenævnet og godkendt af Teknik- og Miljøudvalget. Lokalplanen kan ikke regulere navngivning af pladser.

En eventuel nedrivning af mellembygningen på det nuværende Landsarkiv vil kræve et ønske fra grundejeren, i dette tilfælde Staten. Forvaltningen er enig med lokaludvalget i at der kunne være byrumsmæssige kvaliteter ved at fjerne den lave bygning, men det er ikke aktuelt.

Forslag til ændringer
For at give mulighed for dispensation fra lokalplanen til etablering af mere cykelparkering foreslås det, at §1 ændres så sidste sætning udgår (Der fastlægges principper og zoner for cykelparkering i forbindelse med stationen).

Økonomi

Lokalplanen har i sig selv ingen kommunaløkonomiske konsekvenser.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør forvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven

 

 

         Hjalte Aaberg

                                                                  /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 19. november 2012
Indstillingen blev anbefalet.

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afgav protokolbemærkning til indstillingen:

”Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance finder, at der bør laves erstatningsparkeringspladser for de foreslåede nedlagte parkeringspladser.”
Til top