Endelig vedtagelse af skybrudsplan
Borgerrepræsentationen skal godkende Københavns Kommunes Skybrudsplan efter endt høringsperiode.
Indstilling og beslutning
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, anbefaler,
-
at Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012 godkendes (bilag 1).
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 25. august 2011 Københavns Klimatilpasningsplan. I planen blev der beskrevet 26 projekter, der skal danne rammen for det videre arbejde med at klimatilpasse København. Et af disse projekter er udarbejdelse af en skybrudsplan, der beskriver, hvordan byen sikres mod ekstremregn.
I forbindelse med behandlingen af udkastet til Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012 i Teknik- og Miljøudvalget den 27. august 2012 (punkt 3), blev det vedtaget at fjerne afsnit 5.2 vedrørende eksemplet med Ladegårds Å og kortet på side 29.
Forslaget til Københavns Kommunes Skybrudsplan 2012 blev efter behandling i Borgerrepræsentationen den 20. september 2012 (punkt 15) sendt i offentlig høring fra den 21.september til den 19. oktober 2012.
Løsning
Høringsfasen
Der er i høringsperioden indkommet 14 høringssvar, hvoraf ét er fra Frederiksberg Kommune, 10 svar er fra lokaludvalg og miljøpunkter, to svar er fra organisationer og ét svar er fra en privatperson. Skybrudsplanen er udarbejdet i samarbejde med Frederiksberg Kommune, og indholdet i planen er koordineret med Frederiksberg Kommunes Klimatilpasningsplan.
De fleste høringssvar er positive overfor udkastet til skybrudsplanen.
Flere lokaludvalg giver udtryk for ønske om at blive inddraget i et samarbejde i forbindelse med det videre arbejde med implementering af planen. Forvaltningen vil inddrage lokaludvalg og øvrige borgere i detailplanlægning i de enkelte bydele.
Enkelte høringssvar giver udtryk for utilfredshed med den prioriteringsrækkefølge, som Skybrudsplanen lægger op til. Der er dog ikke i høringssvarene fremkommet nye oplysninger, som kan begrunde en ændring af planens indsatsrækkefølge
Den endelige udgave af Skybrudsplan 2012 er vedlagt som bilag 1. De enkelte høringssvar og forvaltningens bemærkninger hertil er opsummeret i bilag 2.
Skybrudsplanen
Skybrudsplanen indeholder på overordnet plan en fastlæggelse af et acceptabelt risikoniveau for skybrud på maksimalt 10 cm vand på terræn én gang hvert 100 år i gennemsnit. Fastlæggelsen er baseret på en cost/benefit-analyse, hvor anlægsudgifter sammenholdes med det mindskede tab.
Planen peger på som første prioritet at benytte metoder, som bidrager positivt til byen i form af blå og grønne, rekreative elementer ovenpå jorden. Skybrudstiltagene skal i vidt omfang også benyttes til at afkoble den daglige regn, sådan at denne ikke belaster kloakken i fremtiden. Planen skitserer den overordnede ramme for skybrudstiltag i København, som vil blive en kombination af blå og grønne løsninger på overfladen og rør og tunneler under jorden.
Økonomi
Vedtagelse af skybrudsplanen medfører ikke i sig selv en udgift, men implementeringen af planen vil koste 3,8 mia. kr. over de næste 20 år.
De 3,8 mia. kr. er fordelt med 2,2 mia. kr. som finansieres over takstmidler fra Københavns Energi, 1,2 mia. kr. som grund- og boligejere skal betale og 0,4 mia. kr. som Københavns Kommune skal betale via skattemidler, der skal bevilges i forbindelse med de årlige budgetforhandlinger i implementeringsfasen.
Ovenstående beløbsstørrelser er baseret på en forventet fordeling som følge af en ændring i lovgivningen. Fordeling af finansieringen af aktiviteterne mellem takst, private og skat ligger derfor endnu ikke fast. Så snart ændringen i lovgivningen er gennemført, så vil Teknik- og Miljøforvaltningen orientere de politiske udvalg. Denne afklaring forventes inden udgangen af 2012.
Videre proces
Skybrudsplanen vil danne rammen for detailplanlægning af de enkelte vandoplande som byen i skybrudsplanen er opdelt i jf. planens kort på side 15 (bilag 1. I første omgang vil der blive udarbejdet skitseprojekter for de højest prioriterede oplande i henhold til planen (se planens side 14-15). Når den overordnede metode for oplandet er fastlagt vil næste skridt være en egentlig detailplanlægning, hvor også borgerne og lokaludvalg inddrages. Herefter følger en udbudsrunde af entreprenørarbejdet efterfulgt af en byggeperiode. Forvaltningen arbejder på en tidsplan for implementering, som vil blive forelagt til politisk behandling primo 2013.
I forbindelse med implementeringen af skybrudsplanen fremskyndes arbejdet med kommunens spildevandsplan, som bl.a. fastlægger rammerne for forsyningens del af klimatilpasningsarbejdet. I den forbindelse udarbejdes en rammeaftale mellem Københavns Energi (KE) og Københavns Kommune, som sikrer, at alle skybrudsprojekter udføres i overensstemmelse med de kommunale prioriteringer og principper.
Hjalte Aaberg
/Jon Pape
Beslutning
Der blev stemt om indstillingen:
For indstillingen stemte 8 udvalgsmedlemmer: A, B, F, Ø og Signe Goldmann (løsgænger).
Imod indstillingen stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, I og O.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.
Indstillingen blev anbefalet.
Det Konservative Folkeparti; Dansk Folkeparti og Liberal Alliance afgav protokolbemærkning:
”Gennemførelsen af planen vil medføre en skattestigning på 3,8 mia. kr., og det kan vi ikke støtte. Vi mener, at en fritlægning af bla. Ladegårdsåen er unødvendigt dyrt.”