Statusrapport vedr. udviklingsplan for Mjølnerparken 2022, Nørrebro
Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget får den årlige statusrapport vedr. udviklingsplanen for Mjølnerparken til efterretning. Statusrapporten skal sendes til Bolig- og Planstyrelsen senest den 1. oktober 2022.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget,
- at statusrapporten vedrørende udviklingsplanen for Mjølnerparken (bilag 2) tages til efterretning.
Problemstilling
Da Mjølnerparken er udpeget som omdannelsesområde (tidligere ”hård ghetto”), skal den almene boligorganisation Bo-Vita via kommunalbestyrelsen hvert år frem til 2030 underrette Bolig- og Planstyrelsen om status for realisering af milepælene i udviklingsplanen. Den lovpligtige udviklingsplan redegør for, hvordan andelen af almene familieboliger reduceres fra 94 % til højst 40 % i 2030 (BR 20. juni 2019, se bilag 3). Statusrapporten skal indsendes til Bolig- og Planstyrelsen senest den 1. oktober 2022 (bilag 2).
Statusrapporten forelægges til efterretning på baggrund af det vedtagne ændringsforslag fra Teknik- og Miljøudvalget den 14. september 2020 og Økonomiudvalget den 29. september 2020.
Løsning
Statusrapporten er udarbejdet af Bo-Vita i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen. Rapporten blev godkendt i Bo-Vitas organisationsbestyrelse den 31. august 2022. Arbejdet med udviklingsplanen forløber samlet set planmæssigt, og der er ingen væsentlige ændringer til gennemførslen af udviklingsplanen siden sidste statusrapport i 2021.
Helhedsplan og udviklingsplan for Mjølnerparken
For at imødekomme kravet om reduktion af andelen af almene boliger i Mjølnerparken gennemføres først den fysiske helhedsplan og herefter den lovbundne udviklingsplan.
Den fysiske helhedsplan fra 2015 omfatter bl.a. ændring af boligudbuddet, herunder infill med ungdomsboliger, sammenlægning og udbygning af boliger, etablering af erhvervslokaler og nye tagboliger.
Udviklingsplanen bygger oven på den fysiske helhedsplan med en plan for, hvordan andelen af almene familieboliger i Mjølnerparken reduceres til højst at udgøre 40 %. Det fremgår af udviklingsplanen, at reduktionen sker ved, at Mjølnerparkens karré II og III frasælges, så andelen af almene familieboliger reduceres i overensstemmelse med lovkravet.
Status for 2022
Siden sidste statusrapport er de fysiske arbejder i regi af helhedsplanen blevet påbegyndt i Mjølnerparken i oktober 2021. Arbejderne er påbegyndt i karré I, og fælleshuset er nedrevet. Bo-Vita har indgået en salgsaftale med NREP og Industriens Pension om karré II og III. Salget effektueres efterhånden, som renovering skrider frem – efter planen i løbet af 2023 og 2024. Salgsaftalen blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 3. juni 2022.
I starten af 2022 faldt en løsning på plads for seniorbofællesskabet Midgården, der har taget imod tilbud om at blive permanent genhuset sammen i en ny boligafdeling, som Domea opfører på Tagensvej 147 på den anden side af banen. Herudover er anlæg af Nordvestpassagen gået i gang. Nordvestpassagen er en gang- og cykeltunnel, der skal forbinde Mjølnerparken og Nørrebro med Bispebjerg under banen.
Der er med statusrapporten ingen ændringer til, hvilke redskaber der planlægges anvendt for at nedbringe andelen af almene familieboliger. Arbejdet med at realisere udviklingsplanen forløber samlet set planmæssigt. Det forventes fortsat, at ambitionerne i udviklingsplanen kan gennemføres ved hjælp af de tiltag, der fremgår af planen.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Statusrapporten indsendes til Bolig- og Planstyrelsen senest den 1. oktober 2022. Herefter lægges sagen i Borgerrepræsentationens fremlæggermappe til mødet den 13. oktober 2022.
Forvaltningerne og Bo-Vita udarbejder årlige statusrapporter til styrelsen, jf. krav i bekendtgørelse om fysisk forandring af ”hårde ghettoområder”. Statusrapporterne forelægges årligt Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget til efterretning.
Søren Hartmann Hede Søren Wille
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. september 2022
Indstillingen blev taget til efterretning med 6 stemmer mod 0. 5 undlod at stemme.
For stemte: A, B, C og V
Undlod at stemme: F, Ø og Å
Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Enhedslisten har hele tiden været imod udviklingsplanen for Mjølnerparken og er det fortsat. Enhedslisten er desuden uenig i konklusionen i Statusrapporten om, at ”… udviklingsplanen skrider planmæssigt frem”. Der er en verserende retssag mod Boligministeriet, som stiller spørgsmål ved gyldigheden af Udviklingsplanen og der er nu mindst 12 indsigelser mod de opsigelser, der indtil videre er indgivet. Beboernes fælleshus er nedrevet og de små lokaler, der er kommet som erstatning kan langtfra dække behovet. Beboerne fra Seniorbofællesskabet Midgården skal genhuses i forskellige lejligheder, mens de venter på at et andet boligselskab får opført nye boliger, hvor der kan etableres et seniorbofællesskab. Men hvor nogle af beboerne fra Midgården ikke har råd til at flytte hen. Det er derfor ikke korrekt, når der i statusrapporten står: ”I starten af 2022 faldt en løsning på plads for seniorbofællesskabet Midgården.”