Medlemsforslag om reservering af parkeringspladser til københavnere med beboerlicens
Det foreslås,
- at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde en egentlig juridisk redegørelse for, om det vil være lovligt at reservere offentlige gadeparkeringspladser i Københavns Kommune til københavnere med beboerlicens. Det betyder, at pendlere og besøgende skal parkere i parkeringshuse, på andre private parkeringspladser eller med en gæstelicens.
(Stillet af Socialdemokratiet)
Motivation
Hverdagen skal hænge sammen for københavnere, der har brug for eller bare har lyst til at have en bil og dermed også en lettere adgang til parkeringspladser. Det gælder især ældre, handicappede og børnefamilier. Socialdemokratiet har lyttet til dem og til de mange andre københavnere, som i kor og spalter har fortalt om, hvordan de dagligt cirkler rundt og rundt i både halve og hele timer for at finde en parkeringsplads og som er bekymrede for, at det kun vil blive endnu sværere at finde en plads i fremtiden. Det er kompliceret og dyrt at opføre parkeringsanlæg i en by som København, der allerede er mere eller mindre fuldt bebygget.
Der er kamp om pladsen på gaderne i København. Københavnerne, der ejer en bil, gennemlever et drama hver dag i kampen for en parkeringsplads. Derfor er det vigtigt at der findes løsninger på parkeringsproblemet. Udover at bygge flere parkeringsanlæg både over- og under jorden har Socialdemokratiet i sin parkerings- og mobilitetsplan af 22. august 2022 ønsket at kunne gøre brug af ovennævnte mulighed.
Det har jeg på Socialdemokratiets vegne spurgt Teknik - og Miljøforvaltningen om i spørgsmål af den 10. august 2022.
Teknik- og Miljøforvaltningen har i svar fra den 26. august 2022 oplyst, at en afklaring af spørgsmålet vil kræve en nærmere juridisk undersøgelse, da der ikke foreligger praksis for dette. Socialdemokratiet ønsker på den baggrund, at Teknik- og Miljøforvaltningen pålægges af Teknik- og Miljøudvalget, at foretage den juridiske undersøgelse af lovligheden om parkeringspladser kan reserveres til københavnerne med beboerlicens.
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. september 2022
Medlemsforslaget blev godkendt med 8 stemmer mod 3. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, Ø og Å
Imod stemte: C og V
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Det Konservative Folkeparti arbejder aktivt på at aktiver parkeringspladser hos offentlige og private virksomheder, så københavnerne kan udnytte disse pladser når de ikke udnyttes af virksomhederne. Vi arbejder aktivt på at skaffe flere parkeringspladser til Københavnerne, men ønsker ikke at begrænse parkeringen for udefrakommende borger, da København ud over at være københavnernes hjem, også er hele Danmarks hovedstad og derfor skal være åben og tilgængelig for borger fra hele landet.”