Fysiske forbedringer i Amager Strandpark
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen gennemfører de projekter, herunder en baderampe, der giver adgang til badning for kørestolsbrugere og gangbesværede, som er beskrevet i denne indstilling.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen gjorde i indstillingen Opløsning af Amager Strandpark I/S (forelagt Teknik- og Miljøudvalget den 26. januar 2015) rede for, at en række udgiftsposter, såsom drift af sekretariatet, udgifter til forsikring, advokat, revisor mv., ville bortfalde ved opløsningen af Amager Strandpark I/S. I forbindelse med vedtagelsen af opløsningen tilkendegav Teknik- og Miljøudvalget, at besparelsespotentialet på 500.000 kr. hvert år fremover skulle anvendes til fysiske forbedringer af strandparken i form af udviklingsprojekter, og at de konkrete projekter årligt skulle besluttes af Teknik- og Miljøudvalget.
Løsning
For at få en bred drøftelse af hvilke projekter, der skulle prioriteres med puljemidlerne, iværksatte Teknik- og Miljøforvaltningen en proces, hvor såvel forvaltningens som det nyligt nedsatte permanente parkbrugerråds ønsker blev kortlagt. Parkbrugerrådet tilkendegav ved en afstemning i august 2016 hvilke forslag, der i deres øjne var vigtigst. Bilag 1 viser parkbrugerrådets prioritering, og beskriver projekterne. Parkbrugerrådet havde også ønsker, der ikke kunne realiseres inden for rammen på de 500.000 kr. pr. år, ikke var fysiske forbedringer, eller ikke havde bred interesse i rådet, hvorfor de ikke er medtaget på listen.
På denne baggrund har forvaltningen vurderet hvilke projekter, det ville være muligt at udføre helt eller delvist for de resterende midler i perioden 2016-2017 og er blandt de projekter, der havde højest bevågenhed i parkbrugerrådet.
Forvaltningen anbefaler, at der inden for de midler, der er frigjort ved opløsningen af Amager Strandpark, skal afsættes penge til en baderampe, som giver bademulighed til kørestolsbrugere og gangbesværede.
Forvaltningen har på baggrund af parkbrugerrådets prioritering af projekterne desuden udarbejdet et samlet pakkeforslag, der skeler til den praktiske udførelse af projekterne og deres økonomi, så de alle kan realiseres inden for de 500.000 kr. i henholdsvis 2016 og 2017. Pakkeforslaget indeholder baderampen og fire andre projekter (se skema nedenfor). Skulle Teknik- og Miljøudvalget have andre prioriteringer end nedenstående, kan andre pakker sammensættes ud fra den prioriterede liste og detaljerede beskrivelse af projekterne i bilag 1.
Økonomiskema over forslaget
Projekt |
Økonomi |
Afledt drift |
Begrundelser |
2016 |
|||
Baderampe, del 1 |
260.000 kr. |
- |
Stor efterspørgsel blandt borgere, handicaporganisationer og parkbrugerråd. Rampen indkøbes. |
Byggemodning af byggefelt v. strandstation 5 |
150.000 kr. |
- |
Efter sæson 2016 sælges cafébåden. Byggemodning (el, vand, kloak) er en forudsætning for, at der kan iværksættes et nyt alternativ, som kan efterkomme strandgæsternes forventning og efterspørgsel på varierede og sunde alternativer til kioskfastfood. |
Vejrstation/webcam |
0 kr. |
2.000 kr./år |
Parkbrugerrådets medlemmer efterspørger i høj grad denne service. |
Etablering af flere aktivitetsmuligheder på stranden |
38.000 kr.* |
- |
Parkbrugerrådets medlemmer efterspørger i høj grad dette. Fokus vil blive lagt på små anlæg til leg og bevægelse. |
Nødreparation af sandflugtshegn (en del af sikkerhedspakken) |
50.000 kr. |
- |
Dele af sandflugtshegnet er væltet. Uden en nødreparation vil der blive massiv sandflugt på Amager Strandvej, hvilket er et sikkerhedsmæssigt problem. |
2017 |
|||
Baderampe, del 2 |
470.000 kr. |
28.000 kr. i 2017. Efterfølgende 60.000 kr./år |
Samme begrundelse som ovenfor. Rampen etableres. |
Vejrstation/webcam |
- |
2.000 kr./år |
Samme begrundelse som ovenfor. |
* Beløbsrammen er justeret, så rammen på 500.000 kr. pr. år kan overholdes.
Alle udviklingsprojekterne på den samlede liste i bilag 1 er i overensstemmelse med den gældende ’Udviklingsplan for Amager Strandpark 2012-2017’. Nogle af dem har tidligere været spillet ind i budgetforhandlingerne, men er ikke kommet i betragtning, mens andre er nye ønsker opstået i forbindelse med Københavns Kommunes overtagelse af stranden eller på baggrund af politiker- eller borgerhenvendelser.
Økonomi
Teknik- og Miljøforvaltningen har i samarbejde med Økonomiforvaltningen vurderet, at der ved opløsningen af Amager Strandpark I/S vil være et besparelsespotentiale på 500.000 kr. pr. år i reducerede administrationsomkostninger. Det er disse midler, som hvert år fremover skal anvendes til fysiske forbedringer af strandparken i form af udviklingsprojekter. Visse af de foreslåede udviklingsprojekter har udover startinvesteringen ligeledes årlige afledte driftsudgifter, som også skal dækkes af de 500.000 kr. Puljen vil således blive mindre år for år. Hvis forslagene i denne indstilling godkendes, vil det medføre, at puljen bliver nedskrevet med 2.000 kr. i 2016, 30.000 kr. i 2017 og 62.000 kr. i 2018.
Videre proces
Udviklingsprojekterne for 2016 sættes i proces så snart Teknik- og Miljøudvalget har truffet beslutning herom og afsluttes inden årsskiftet. Projekterne for 2017 sættes i proces hurtigst muligt i det nye år under hensyntagen til vejrforholdene. Alle projekter for 2016 og 2017 ventes klar til badesæsonen i 2017.
Forvaltningen vil hvert efterår fra 2017 og frem indstille sine anbefalinger til udviklingsprojekter det følgende år i Amager Strandpark til Teknik- og Miljøudvalgets godkendelse, indtil puljen er nedskrevet som resultat af afledte driftsudgifter.
Pernille Andersen
/Jon Pape
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. september 2016
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Udvalget ønsker, at Teknik- og Miljøforvaltningen i dialog med parkbrugerrådet ser på mulighederne for, at der snarest bør laves lys på stien på tangen, og etableres en legeplads samt flere borde og bænke på den gamle strand.”
Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:
”Handicaporganisationerne skal tages med på råd i forbindelse med etablering af rampen”.