Mødedato: 19.06.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation fra lokalplan 579 Laksegade Øst til bygningsændringer, tilbygninger og nedrivning, Indre By

Se alle bilag
En bygherre har søgt om tilladelse til at foretage bygningsændringer på bevaringsværdige bygninger omkring Laksegade samt nedrive en bevaringsværing bebyggelse. Det forudsætter dispensation fra lokalplan 579 Laksegade Øst fra 2019. Forvaltningen anbefaler, at der gives dispensation.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra lokalplan 579 Laksegade Øst til bygningsændringer og tilbygninger til bevaringsværdige bebyggelser samt nedrivning af bevaringsværdig bebyggelse, som beskrevet under Løsning.

Problemstilling

En bygherre har søgt om tilladelse til at foretage bygningsændringer på fem bevaringsværdige bygninger samt nedrivning af en mindre bygning omkring Laksegade i Indre By. Det forudsætter dispensation fra lokalplan 579 Laksegade Øst, idet det ansøgte afviger fra lokalplanens muliggjorte bygningsændringer på bevaringsværdige bygninger. Lokalplanen blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 19. september 2019. Dispensationerne har været i naboorientering i perioden den 22. marts til den 12. april 2023. Forvaltningen har modtaget syv henvendelser (bilag 4). Enhedslisten (Ø) hævede sagen til politisk behandling på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 17. april 2023 fra "Liste over lokalplandispensationer og igangværende naboorienteringer".  

Løsning

Området Laksegade ligger ud til Kongens Nytorv og Holmens Kanal og består af bygninger opført omkring 1900-tallet. Flere af bygningerne, herunder Erichsens Palæ beliggende ud for Metro forpladsen på Kongens Nytorv, er fredede. Bygningerne huser i dag hovedsædet for en bank, og af sikkerhedsmæssige grunde er alle facader i stueetagerne opført med få indgangspartier og gitre foran vinduerne, hvilket medvirker til, at området ikke har ret meget byliv.  

Som følge af at banken solgte bygningerne i 2016, og den nye ejer ønskede at udvikle området med et nyt hotel, kontorer og detailhandel i stueetagerne, blev Lokalplan 579 Laksegade Øst med tilhørende kommuneplantillæg udarbejdet for bl.a. at give mulighed for de nye anvendelser. Banken fraflytter bygningerne i 2023. Lokalplanen fastlægger eksisterende bebyggelse som bevaringsværdig men med mulighed for specifikt fastlagte bygningsændringer. Ejeren har i forbindelse med projektering af det konkrete projekt fået behov for at lave en række bygningsændringer, som forudsætter dispensation fra lokalplanen.      

Bygningsændringerne, som der søges dispensation til, omfatter udformning af indgangspartier og én facade i stueetagerne samt nedrivning af en bevaringsværdig tilbygning ved hjørnet på Laksegade. Nedrivningen ønskes for at skabe en plads i området. Derudover omfatter ansøgningen hævning af tagetagen på Vingårdsstræde 3 mod baggården og etablering af større vinduer på taget mod gaden, samt en udvidelse af tagterrassen på Laksegade 6.  Ingen af dispensationerne berører fredede bygninger.

Teknik- og Miljøforvaltningen kan anbefale dispensationerne, da der er tale om ændringer på bygningernes stueetager og etablering af en ny plads, som understøtter lokalplanens formål, som er at skabe en attraktiv butiksgade. Forvaltningen kan desuden anbefale de ansøgte ændringer på tagene, da de bidrager til kvaliteten af bebyggelsens fremtidige anvendelse. Det er indgået i forvaltningens vurdering, at ændringerne på tagene ikke kan ses fra gaden eller fra Kongens Nytorv.  

Bygherre søger om dispensation for nedenstående forhold. Skema med oversigt over ansøgte dispensationer og forvaltningens vurdering findes i bilag 3. I bilag 7 er tegningsmateriale over de ansøgte dispensationer.

B.1. Indgangspartiet på hjørnet af bygningen mellem Laksegade og Vingårdstræde udføres i gyldent metal. Lokalplanen fastlægger, at indgangspartiet udføres i hvidmalet træ.

B.2 Nyt dørparti i glas til kælderetagen i Laksegade 6. Lokalplanen fastlægger bygningen som bevaringsværdig. Ændringen kræver derfor dispensation.

B.3 Tilføjelse af solafskærmninger og forhøjelse af terrasseværnet på facade på Laksegade 3. Lokalplanen fastlægger bygningen som bevaringsværdig med andre muliggjorte ændringer.

B.4 Ny dør mod Holmens Kanal. Der ønskes en lukket dør, fremfor glas som fastlagt i lokalplanen, da døren betjener en brandtrappe.   

C.1 Ændring af tagprofil til mansardtag mod gårdrummet ved Vingårdstræde 3. Lokalplanen fastlægger bygningen som bevaringsværdig.  Ændringen kræver derfor dispensation.

C.2 og C.3 Hæve taget 30 cm i forbindelse med efterisolering og tilføjelse af vinduer på taget ved Vingårdstræde 3. Lokalplanen fastlægger bygningen som bevaringsværdig og muliggør kun mindre vinduer på tagfladen.

C.4 Udfyldning af gårdrum og udvidelse af tagterrasse ved Laksegade 6. Lokalplanen fastlægger bygningen som bevaringsværdig. Forhold C.4 kræver dispensation til at placere udfyldningen af gårdrummet udenfor de fastlagte byggefelter. Bygherre har efterfølgende ansøgt om dette. Det er vurderet, at forholdet i sig selv ikke kræver naboorientering, da det ikke påvirker bygningen udefra, men det er taget med her for at give overblik over samtlige dispensationer.

C.5 Nedrivning af tilbygning på 45 m2 i 1 etage på Laksegade. Lokalplanen fastlægger bygningen som bevaringsværdig. Der etableres i stedet et mindre byrum.

Naboorientering

Dispensationen har været i naboorientering i perioden fra den 22. marts til den 12. april 2023. Forvaltningen har modtaget syv henvendelser. Henvendelserne er refereret med forvaltningens bemærkninger i bilag 5. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Indre By Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 7)
Indre By Lokaludvalg finder det beklageligt, at lokalplanens fastlagte boliger, som erstatning for parkeringshuset ved hjørnet af Vingårdstræde og Asylgade, ikke opføres. Lokalplan 579 Laksegade Øst fastlægger, at der opføres 25 % boliger, heraf 25 % almene boliger.

Forvaltningens bemærkninger:
De almene boliger er udlagt på blandt andet p-husets placering. Bygherres projekt omfatter, at dele af bebyggelsen omdannes til hotel. Den del, der ikke omdannes til hotel, fortsætter med den eksisterende lovlige anvendelse.  Der er ikke handlepligt, hvorfor kommunen ikke kan stille krav om, at boligerne, og dermed de almene boliger, skal opføres. Dispensationerne vil ikke forhindre, at boligerne kan opføres på et senere tidspunkt.      

Københavns Bymuseum og Indre By Lokaludvalgs hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 1 og 7):
Indre By Lokaludvalg og Københavns Bymuseum bemærker, at det forslåede terrasseværn og solafskærmninger på Laksegade 3, som erstatning for den eksisterende værn bestående af bredde søjler med massiv brystning, virker som en indgribende ombygning, som ændrer udtrykket af bygningens facade markant.

Forvaltningens bemærkninger:
Baggrunden for bygherres ønske om at ændre værnet er, at den nødvendige ændring af tagkonstruktionen i forbindelse med etablering af overliggende tagterrasse gør, at der er behov for et højere værn. Forvaltningen anbefaler, at der stilles krav om, at værnet udformes som fastlagt i lokalplanen, men med mulighed for at forhøje værnet til den nødvendige højde. Forhøjningen af værnet skal udformes med samme spinkle metalbalustre, som det øvrige værn, der er muliggjort i lokalplanen.  Forvaltningen vil desuden foreslå, at det anbefales, at solafskærmningerne følger Københavns Kommunes retningslinjer for markiser, som fastlægger, at de udføres oprullelige eller sammenklappelige.     

Hovedsynspunkt i borgernes henvendelser:
I fire henvendelser, samt i Indre By Lokaludvalgs henvendelse, udtrykkes der bekymring for anvendelsen af stueetagerne til publikumsorienterede serviceerhverv, herunder en øget mængde af glaspartier og døre, da man frygter, at der etableres barer og restauranter med udeservering, som kan give anledning til støj i aften- og nattetimerne.

Forvaltningens bemærkninger:
Formålet med lokalplan 579 Laksegade Øst er blandt andet at udnytte områdets centrale beliggenhed ved at muliggøre publikumsorienterede serviceerhverv i stueetagerne. Lokalplanen muliggør derfor, at stueetagernes facader udformes med større åbninger og flere indgangspartier, som understøtter anvendelsen. Nedrivningen af den bevaringsværdige tilbygning øger ikke mængden af glaspartier og indgangspartier i forhold til det, som allerede er muliggjort med lokalplanen, men giver mulighed for et større udeareal i form af en plads. Forvaltningen vurderer, at en ny plads vil forbedre Laksegade som en fodgængervenlig gade og understøtte butikslivet ved at skabe opholdsmuligheder. Forvaltningen bemærker desuden, at eventuelle restauranter og cafeer i stueetagerne skal følge Københavns Kommune ’Forskrift for indretning og drift af restaurationer’.        

Politisk handlerum

Det kan besluttes,

  • helt eller delvist ikke at dispensere til de ansøgte forhold i lokalplanen. De ansøgte otte forhold er uafhængige af hinanden.
  • Ikke at dispensere til nedrivning af bevaringsværdig tilbygning.
  • Ikke at dispensere til etablering af større tagvinduer på tagfladen på bygningen ved hjørnet mellem Vingårdstræde og Laksegade. Københavns Bymuseum skriver, at de ubrudte tagflader har en væsentlig arkitektonisk værdi og kulturhistorisk betydning, og at dette udtryk bør bevares. Hvis det besluttes ikke at dispensere til dette forhold, oplyser bygherre, at det stadig vil være muligt at etablere hotelværelser i tagetagen med de mindre tagvinduer, som er muliggjort i lokalplanen. Konsekvensen vil være, at hotelværelserne ikke får udsigt, da de muliggjorte tagvinduer i lokalplanen er placeret højt på tagfladen.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt dispensationerne, vil forvaltningen meddele dispensationerne.

 

                                            Søren Wille                   
                                                                                   / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2023

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top