Mødedato: 19.06.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Udvidelse af Det Grønne Råd

Se alle bilag

Det Grønne Råd har vedtaget et nyt kommissorium for sit arbejde. I forlængelse af dette ønsker rådet at optage to nye medlemsorganisationer; Ungeråd for KBH og Den Grønne Ungdomsbevægelse, for i højere grad at give plads til ungdommens synspunkter i rådet. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til optagelse af nye medlemmer.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Ungeråd for KBH og Den Grønne Ungdomsbevægelse optages som nye medlemmer af Det Grønne Råd.

Problemstilling

På sit møde den 6. marts 2023 besluttede Det Grønne Råd at undersøge, om Ungeråd for KBH og Den Grønne Ungdomsbevægelse, vil være interesseret i optagelse i rådet, for i højere grad at give plads til ungdommens synspunkter. Begge organisationerne har efterfølgende tilkendegivet, at de er interesseret i optagelse i Det Grønne Råd.

Borgerrepræsentationen skal godkende optagelse af nye medlemmer af Det Grønne Råd.

Løsning

Det fremgår af Det Grønne Råds nye kommissorium, at rådet i væsentlig grad skal føre principielle, overordnede diskussioner om benyttelse og beskyttelse af kommunens park- og naturområder samt byrummenes grønne elementer, og herunder rådgive og vejlede forvaltningen i forhold til dens arbejde inden for disse felter. Under dette arbejde skal der ske en afvejning af biologiske, kulturelle, æstetiske og rekreative interesser, med blandt andet Københavns nye biodiversitetsstrategi og handleplan som et vigtigt redskab. Alle disse aspekter har stor betydning for udviklingen af den by, som overtages af ungdommen og kommende generationer efter dem.

Ved at optage repræsentanter for ungdommen i Det Grønne Råd kan deres synspunkter i højere grad bidrage til kvalificeringen af sager og beslutninger, som fører frem til de forskellige overordnede grønne politikker for København. De to organisationer, der foreslås optaget i Det Grønne Råd, har tilkendegivet, at de ønsker optagelse. 

Det Grønne Råds sammensætning

Forperson for Det Grønne Råd er den siddende teknik- og miljøborgmester. Det tilstræbes, at rådet er bredt sammensat for at sikre, at der skabes mulighed for dialog mellem forskellige interesser og brugergrupper. Følgende otte organisationer har på nuværende tidspunkt plads i rådet. Indtrædelsestidspunktet er anført i parentes:

  • Danmarks Naturfredningsforening (1992)
  • Friluftsrådet (1992)
  • Foreningen Hovedstadens Forskønnelse (1992)
  • Danmarks Idrætsforbund (2002)
  • Dansk Ornitologisk Forening (2002)
  • Børne- og Ungdomsorganisationernes Samråd (2015)
  • Danmarks Sportsfiskerforbund (2015)
  • Cyklistforbundet (2015)

Følgende organisationer er udtrådt af rådet – medlemsperioden er anført i parentes:

  • Københavns Turistforening / Wonderful Copenhagen (1992 – 1994 / 1994-2001)
  • Københavns Erhvervsråd/ senere kaldet Københavns Citycenter (2002 – 2012)


Politisk handlerum

Optagelse af de to organisationer er uafhængige af hinanden. Den ene eller begge organisationer kan afvises.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Der ydes ikke godtgørelse for deltagelse i Det Grønne Råd.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil forvaltningen tilbyde de to organisationer medlemskab og sende invitation til det førstkommende møde i Det Grønne Råd.

Søren Wille

                          /Rikke Skovbølling Brandt

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2023

 

Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

 

“dog således, at Den Grønne Ungdomsbevægelse ikke optages.”

 

Ændringsforslaget blev forkastet med 2 stemmer mod 8. Ingen undlod at stemme.

 

For stemte: C

Imod stemte: A, F, V, Ø og Å

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 8 stemmer mod 0. 2 undlod at stemme.

For stemte: A, F, V, Ø og Å

Undlod at stemme: C

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

"Venstre vil også være åben overfor, hvis andre ungeorganisationer ønsker at være en del af Det Grønne Råd."

Til top