Selvkørende køretøjer i København
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningens analyse af Københavns Kommunes muligheder og udfordringer i forbindelse med udviklingen af selvkørende køretøjer (bilag 1) tages til efterretning.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen indgår i partnerskaber om forsøgsprojekter med selvkørende eldrevne minibusser, såfremt der afsættes midler hertil i kommende budgetforhandlinger.
- at der hermed er gjort op med medlemsforslag fra Det Radikale Venstre (bilag 2) om forsøg med førerløse kommunale biler og busser.
Problemstilling
Forsøg med selvkørende motorkøretøjer på offentlige veje i Danmark er blevet muligt, idet Folketinget vedtog at ændre færdselsloven den 30. maj 2017. Teknik- og Miljøforvaltningen har sammen med Økonomiforvaltningen analyseret muligheder og udfordringer ved selvkørende køretøjer samt betydningen for blandt andet den fremtidige fremkommelighed, jf. medlemsforslag stillet af Radikale Venstre i Borgerrepræsentationen den 2. februar 2017. Kommunens arbejde med selvkørende køretøjer skal understøtte mål om sammensætningen af trafikken mellem fodgængere, cyklister, kollektiv trafik og bilister, CO2-reduktion og brugen af byen i Kommuneplan 2015, Klimaplanen og Fællesskab København.
Teknik- og Miljøudvalget skal på den baggrund tage stilling til, om Københavns Kommune skal arbejde videre for at indgå i partnerskaber om forsøg med selvkørende eldrevne minibusser.
Løsning
Med den ændrede færdselslov kan transport-, bygnings- og boligministeren give tilladelse til forsøg med selvkørende køretøjer på offentlige veje efter høring af bl.a. vejmyndigheden i det pågældende område. Et af kriterierne for at få tilladelse er, at forsøgene afvikles færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Tilladelser kan gives til private eller offentlige virksomheder og myndigheder.
Vejdirektoratet har udarbejdet en række fremskrivninger og modelberegninger af, hvilke konsekvenser de selvkørende køretøjer kan have for belastningen af vejnettet. På baggrund af dette, og en række andre nationale og internationale kilder, har Teknik- og Miljøforvaltningen vurderet de mulige konsekvenser for måden københavnere, virksomheder m.fl. transporterer sig på fremover og for, hvordan byen kan påvirkes (se bilag 1). Dette materiale viser, at forventningerne spænder vidt: fra, at selvkørende biler overflødiggør den kollektive trafik til, at alle køretøjer vil indgå i et delt, kollektivt system. Forvaltningen forventer dog, at udviklingen lige meget hvad vil få indflydelse på trafik, parkering, byliv og byrum i København, samt at udviklingen sker hurtigt.
Mulige forsøg i København
Forvaltningen anbefaler, at forsøg gennemføres med eldrevne minibusser – og ikke med biler eller almindelige busser. Anbefalingen bunder i flere forhold:
- Forsøg med eldrevne minibusser vurderes bedst at understøtte kommunens mål for byens udvikling.
- Der er i forvejen en markedsdrevet udvikling i gang med almindelige biler, hvor kommunens muligheder for påvirkning er begrænsede. Flere bilproducenter, fx Audi og Volvo, gennemfører i 2017 almindelig kørsel og forsøg med selvkørende biler.
- At udviklingen inden for selvkørende store busser vurderes endnu ikke at være aktuel.
Det er udgangspunktet, at Københavns Kommune ikke vil indkøbe minibusserne, men indgå aftaler med private leverandører omkring levering og anvendelse af disse.
Formål ved forsøgsordning
Københavns Kommune vil søge at indgå i partnerskaber for forsøg, når staten forventes at åbne op for ansøgninger medio 2017. Teknik- og Miljøforvaltningen anbefaler at indgå i forsøg for at opnå:
- Viden og erfaring om muligheder og barrierer for selvkørende køretøjer for byen.
- Viden om mulighederne for den kollektive trafik ved at koordinere forsøg med bl.a. Movia og Metroselskabet.
- Markedsdialog med private aktører i forhold til at afprøve tekniske systemer i en kompleks, bymæssig kontekst.
- Erfaring med potentialet for grønne, delte transportløsninger via eldrevne minibusser.
- Indtækning af selvkørende biler og busser i den allerede eksisterende byplanlægning, herunder brugen af byrum og behovet for parkeringspladser.
- Belysning af udfordringer vedrørende privacy og ejerskab til data som følger med introduktionen af selvkørende køretøjer.
Københavns Kommunes rolle i forsøgsordning
Kommunen kan indtage forskellige roller i forbindelse med forsøg med selvkørende køretøjer. Rollerne spænder mellem at være aktiv og opsøgende i forhold til partnerskaber, afventende i forhold til henvendelser om partnerskaber, eller passiv ved kun at lade andre varetage forsøgene.
Forvaltningen anbefaler, at kommunen vælger at tage en aktiv og opsøgende rolle for herved at sikre indflydelse på, hvordan forsøgene planlægges, udføres og følges op. Dette vil blandt andet indbefatte at deltage i at planlægge ruteføring, vurdere behov for og etablere fysiske vejændringer, skiltning og eventuelt andre nødvendige fysiske tilpasninger, samt gennemføre opfølgende vurderinger for at belyse effekt og opsamle viden.
Forvaltningen vil sammen med forskellige private aktører og offentlige virksomheder (fx Movia og Metroselskabet, som forvaltningen allerede er i dialog med på dette område) afklare de nærmere muligheder for at indgå partnerskaber med henblik på at gennemføre forsøgsprojekter. Fordelen ved partnerskaber i denne forbindelse er, at da der skal arbejdes innovativt og skabes nye produkter og services, udnyttes parternes ressourcer bedre, og der skabes fælles ny viden.
Gennem dialogen udpeges og vurderes egnede lokaliteter for forsøg ud fra hensyn til de respektive parters interesser. Forsøg ventes gennemført på mindre trafikerede veje og tæt på stationer. Den geografiske placering kan være østlige eller vestlige Amager eller Nordhavn, hvilket dog kvalificeres nærmere i det videre arbejde ud fra hensyn til de respektive parters interesser.
Forvaltningen forventer, at der i relation til ITS World Congress 2018 i Bella Centeret vil være demonstrationsprojekter med selvkørende køretøjer uden kommunal deltagelse.
Teknik- og Miljøforvaltningens anbefaling
Forvaltningen anbefaler derfor, at Københavns Kommune indgår i partnerskaber for at igangsætte og gennemføre forsøg med eldrevne minibusser, der målrettes byens behov.
Økonomi
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at der vil være behov for medfinansiering af kommunens aktiviteter på 3,8 mio. kr. til forsøg, trafikale og byrumsmæssige analyser samt projektledelse over en to-årig periode. Finansieringen indgår i budgetnotat om Grøn Transport til forhandlingerne om Budget 2018.
Jævnfør ændringerne i færdselsloven er det tydeliggjort, at i det omfang et forsøg medfører udgifter for det offentlige, f.eks. til øget afmærkning, ændringer på vejnettet, kan disse udgifter pålægges ansøgeren af forsøget. Når kommunen tager en aktiv rolle, vil det betyde, at disse udgifter helt eller delvist skal finansieres af kommunen. Staten bidrager ikke med midler.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, og såfremt der afsættes midler hertil i Budget 2018, vil forvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen gå i dialog med offentlige og private aktører vedrørende igangsætning af konkrete forsøg. Forsøgene forventes tidligst at kunne i gangsættes primo 2018. Teknik- og Miljøudvalget vil blive orienteret før igangsætning af de konkrete forsøg.
Lovændringen i færdselsloven træder i kraft den 1. juli 2017, hvorefter private aktører og offentlige virksomheder kan ansøge om forsøgsprojekter.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2017
Indstillingen blev godkendt med syv stemmer mod to. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F og Ø.
Imod stemte: C og V.
Det Konservative Folkeparti og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi finder, at forsøg med selvkørende biler skal være markedsdrevet. Vi finder ikke, at kommunen skal drive eller finansiere forsøg.”