Reservation af ungdomsboliger til udvekslingsstuderende
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen på baggrund af en ansøgningsprocedure, som er beskrevet under afsnittet ”Løsning”, fordeler boligerne, så de første godkendte aftaler kan træde i kraft den 1. august 2018.
- at boligudbydere og uddannelsesinstitutioner, som ønsker at indgå aftale om reservation af støttede ungdomsboliger til udvekslingsstuderende, skal anvende en standardkontrakt.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen påser, at antallet af boliger, der reserveres til udvekslingsstuderende, ikke overstiger 5,5 % af kommunens støttede ungdomsboliger mv.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen blev i 2015 opmærksom på, at en række almene boligorganisationer og selvejende ungdomsboliginstitutioner uden kommunens godkendelse havde indgået aftaler med uddannelsesinstitutioner om råderet over ca. 400 støttede ungdomsboliger til udvekslingsstuderende. Udlejningen var typisk baseret på en fremlejemodel, hvor lejeaftalen blev indgået mellem boligudbyder og uddannelsesinstitution – og ikke med den udvekslingsstuderende, som reglerne foreskriver.
Borgerrepræsentationen vedtog den 26. maj 2016 at åbne mulighed for, at indtil 5,5 % af de støttede ungdomsboliger i kommunen – svarende til ca. 400 – kan reserveres til udvekslingsstuderende. Borgerrepræsentationen besluttede desuden, at aftalerne skal godkendes af forvaltningen, og at Teknik- og Miljøudvalget skal fastlægge fælles rammer herfor, som bl.a. sikrer, at gældende regler er gennemsigtige og overholdes.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har siden medio 2016 samarbejdet med Danmarks Almene Boliger, 1. kreds (BL), kommunens to indstillingsudvalg Centralindstillingsudvalget (CIU) og Kollegiernes Kontor i København (KKIK) samt uddannelsesinstitutioner om at fastlægge de praktisk mulige rammer for boliger til udvekslingsstuderende på baggrund af beslutningen i Borgerrepræsentationen den 26. maj 2016. Uddannelsesinstitutionerne har i begrænset omfang deltaget i arbejdet.
På baggrund af samarbejdet foreslår forvaltningen følgende:
1. Procedure for ansøgning og fordelingsprincipper inden for rammen af 5,5 % af de støttede ungdomsboliger
Loftet på 5,5 % af de støttede ungdomsboliger til udvekslingsstuderende medfører et behov for, at aftalerne mellem boligudbydere og uddannelsesinstitutioner koordineres, så en udbyder eller uddannelsesinstitution ikke kan disponere over en uforholdsmæssig stor andel af kvoten og dermed blokere for, at andre kan indgå aftale. Forvaltningen foreslår derfor en ansøgningsprocedure.
Som første led i proceduren vil forvaltningen bede boligudbydere og uddannelsesinstitutioner om at tilkendegive ønsker og villighed til at indgå nye aftaler inden den 1. januar 2018. Når indmeldte boliger skal fordeles på uddannelsesinstitutioner vil udgangspunktet være, at den samlede kvote (5,5 %) fordeles forholdsmæssigt ud fra antallet af udvekslingsstuderende, som uddannelsesinstitutionen modtog året forinden.
KKIK og CIU vil herefter matche boligudbydere og uddannelsesinstitutioner på grundlag af en samlet vurdering, hvori bl.a. kan indgå ønsker fra boligudbydere og uddannelsesinstitutioner, evt. oplysninger om udlejningsudfordringer og afstand mellem boliger og uddannelsesinstitution. De endelige fordelinger og aftaler skal godkendes af forvaltningen.
2. Aftaleskabelon og godkendelsesprincipper m.v.
For at sikre gennemsigtighed og overholdelse af gældende regler, foreslår forvaltningen at anvende en standardkontrakt, som regulerer forholdet mellem boligudbyder og uddannelsesinstitution. Forvaltningen og BL’s repræsentanter i arbejdsgruppen om boliger til udvekslingsstuderende har udarbejdet et udkast til standardkontrakt (bilag 1), der forudsættes anvendt. Justering af standardkontrakten skal være mulig for at kunne imødekomme konkrete behov hos aftaleparterne.
Det er forudsat, at aftalerne løber i to år, hvorefter der gennemføres en ny ansøgningsrunde. Aftalen kan af hver af parterne opsiges på et tidligere tidspunkt med de i kontrakten beskrevne opsigelsesvarsler. Kommunen har mulighed for at bringe uddannelsesinstitutioners rådighed over boliger til ophør med tre måneders varsel. Uddannelsesinstitutionen skal ifølge loven betale lejen fra det tidspunkt, hvor en bolig er til rådighed for udvekslingsstuderende, og indtil udlejning sker, hvilket sikrer, at boligerne ikke kommer til at stå unødigt tomme.
Forvaltningen påser, at den vedtagne ramme på 5,5 % af de støttede ungdomsboliger i kommunen ikke overskrides, og at aftalerne er forenelige med Socialforvaltningens anvisningsrettigheder. En forhøjelse af kvoten vil forudsætte en fornyet beslutning i Borgerrepræsentationen. Andelen af boliger, som reserveres til udvekslingsstuderende, kan udgøre mere end 5,5 % af boligerne i den enkelte boligafdeling eller ungdomsboliginstitution.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Det forudsættes, at eksisterende aftaler vil kunne opretholdes i en overgangsperiode indtil nye aftaler kan træde i kraft, formentlig den 1. august. 2018. Dog har forvaltningen indskærpet overfor boligudbyderne, at lejekontrakt skal indgås direkte mellem udlejer og udvekslingsstudenten, så der ikke udlejes som fremleje.
Ny ansøgningsrunde for uddannelsesinstitutioner og boligudbydere forventes gennemført i 2020.
Pernille Andersen
/Jakob Møller Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2017
Indstillingen blev godkendt.