Mødedato: 19.06.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Kortlægning af tilgængelighedsbarrierer i Københavns bydele

Se alle bilag
Med henblik på at forbedre tilgængeligheden for færdselshandicappede skal der tages stilling til, om en af forvaltningen udarbejdet kortlægning af tilgængelighedsbarrierer skal danne grundlag for det videre arbejde med at forbedre tilgængeligheden i alle Københavns bydele, herunder Ørestad, der har fået en særskilt bevilling.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at ”Kortlægning af tilgængelighedsbarrierer 2017”, jf. bilag 2, danner grundlag for forvaltningens videre arbejde med at forbedre tilgængeligheden for færdselshandicappede i København, herunder Ørestad.
  2. at de resterende midler fra bevillingen om kortlægning af tilgængelighed for færdselshandicappede i 10 bydele (1,0 mio. kr.) anvendes til anlæg af 800-1.000 ramper i hele København.
  3. at de resterende midler fra bevillingen om kortlægning og anlæg af indsatser for færdselshandicappede i Ørestad (4,98 mio. kr.) anvendes til anlæg af ledelinjer, opmærksomhedsfelter og ramper i Ørestad.

Problemstilling

I Budget 2017 (BR 6. oktober 2016) besluttede en enig Borgerrepræsentation at afsætte 2,5 mio. kr. til kortlægning af tilgængelighed for færdselshandicappede i Københavns 10 bydele og 5,0 mio. kr. til kortlægning og anlæg af de højst prioriterede indsatser for færdselshandicappede i Ørestad.

I Teknik- og Miljøudvalgets udmøntningsnotat for Budget 2017 (TMU 14. oktober 2017) fremgik det, at forvaltningen ikke forventede at anvende hele bevillingen på 2,5 mio. kr. til kortlægning af tilgængelighedsbarrierer i Københavns 10 bydele, og at den resterende del af denne bevilling kan anvendes til fysiske tilgængelighedsforbedrende tiltag i hele København.

Teknik og Miljøforvaltningen fremlægger hermed kortlægningen for de 10 bydele og de indsatser, som restbevillingen til kortlægningen af Københavns 10 bydele kan anvendes til, og de højest prioriterede indsatser i Ørestad, som restbevillingen til Ørestad kan anvendes til.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet ”Kortlægning af tilgængelighedsbarrierer 2017” for færdselshandicappede, jf. bilag 2, som omfatter hele København, herunder Ørestad. Færdselshandicappede er trafikanter med nedsat funktionsevne, og det vil sige gangbesværede, kørestolsbrugere, blinde og svagtseende.

Kortlægningen understøtter Fællesskab Københavns 2025-målsætninger om, at 90 % af københavnerne oplever, at det er nemt at komme rundt i byen, og at københavnerne opholder 20 % mere i byens rum. De tilgængelighedsforbedrende tiltag, som kortlægningen giver anledning til, vil gøre København mere tilgængelig for alle. Dette vil yderligere betyde, at byen bliver mere attraktiv at færdes og opholde sig i.

Forvaltningen har kortlagt hele København og udpeget en række af de hyppigst anvendte rejsemål, fx tog- og metrostationer, offentlige- og kulturelle institutioner, rekreative formål samt ældre- og handicapboliger. I samarbejde med borgere, lokaludvalg, Handicaprådet og Ældrerådet er der udpeget såkaldte tilgængelighedsruter, der forbinder rejsemålene. Tilgængelighedsruterne er herefter kortlagt for mulige tilgængelighedsbarrierer. Handicaprådet og Ældrerådet har deltaget i en følgegruppe i projektet og har bidraget med viden om tilgængelighedsbarrierer, og rådene støtter op om den udarbejdede kortlægning.

Der er undersøgt 66 tilgængelighedsruter fordelt over Københavns 10 bydele, herunder Ørestad, jf. bilag 1. Uddybning af ruterne findes i kortlægningen i bilag 2.

Kortlægningen viser, at følgende tilgængelighedsbarrierer er særligt omfattende:

  • Manglende ramper er en betydelig barriere for især kørestolsbrugere, da ramper blandt andet bruges til at komme op og ned fra fortovet. Forvaltningen har registreret knapt 2.500 steder på tilgængelighedsruterne, hvor der mangler ramper. 
  • Retnings- og opmærksomhedsfelter (særlige rillede eller nubrede fliser) mangler, hvilket er en betydelig barriere for blinde og svagtseende, som har behov for at registrere skift i trafikken. Forvaltningen har registreret, at der mangler retnings- eller opmærksomhedsfelter mere end 3.300 steder på ruterne.
  • Ledelinjer mangler, eller de er blokeret af inventar, gør det vanskeligt for blinde og svagtseende at orientere sig. Forvaltningen har registreret mere end 2.200 steder på tilgængelighedsruterne, hvor der mangler ledelinjer, eller hvor de er blokeret af inventar.
  • Gangbane er for smal eller blokeret af inventar. Er en ganglinje for smal eller blokeret, kan kørestolsbrugere ikke passere på strækningen. Mange steder er fortovene blokeret af inventar, fx vareudstillinger, skilte, parkerede cykler og udeservering. Forvaltningen har registeret knapt 1.500 steder på ruterne, hvor gangbanen er for smal eller blokeret af inventar.

Anvendelse af resterende midler fra bevillingen om kortlægning af tilgængeligheden for færdselshandicappede i 10 bydele

Kortlægningen af tilgængelighedsbarriere 2017 for de 10 bydele med undtagelse af Ørestad har kostet 1,5 mio. kr. Kortlægningen er blevet 1,0 mio. kr. billigere end tidligere anslået. Det skyldes, at det er første gang forvaltningen igangsætter en kortlægning af tilgængelighedsbarrierer i hele København. Der resterer derfor 1,0 mio. kr. til anlæg af tiltag for at forbedre tilgængeligheden i hele København.

Forvaltningen indstiller, at restbevillingen anvendes til at anlægge ramper, da effekten vil være mærkbar for en stor gruppe borgere, særligt kørestols- og rollatorbrugere, og da der er tale om en ukompliceret anlægsopgave. Ramperne anlægges af asfalt, der lægges op ad kantstenen for at sikre en nemmere adgang mellem fortov og kørebane, fx som ved fodgængerkrydsninger. Den resterende bevilling på 1,0 mio. kr. giver mulighed for at anlægge ca. 800-1.000 ramper over hele byen.

Anvendelse af resterende midler fra bevillingen om kortlægning og anlæg af indsatser for færdselshandicappede i Ørestad

Kortlægningen af tilgængelighedsbarrierer i Ørestad har kostet 23.000 kr. Der resterer derfor 4,98 mio. kr. til at anlægge de højest prioriterede indsatser i Ørestad.

Ørestads Boulevard – på strækningen mellem Bella Center og Vestamager Station – er i samarbejde med Handicaprådet og Ældrerådet udpeget som den højest prioriterede rute i Ørestad. Ruten er udpeget ud fra en vurdering af vigtige rejsemål som fx Ørestad bibliotek, Fields, lægekonsultationer, Ørestad Plejecenter, Bella Center og Royal Arena og antallet af kortlagte barrierer på strækningen. På denne strækning er barriererne særligt mangel på sammenhængende ledelinjer, retnings- og opmærksomhedsfelter, ramper og lydfyr (lydsignal for blinde).

Forvaltningen indstiller, at restbevillingen anvendes på at etablere blandt andet ledelinjer, opmærksomhedsfelter og ramper, og at forvaltningen i samarbejde med Dansk Blindesamfund vurderer, om der tillige er behov for at etablere lydfyr. Tiltagene vil forbedre tilgængeligheden for blinde, svagtseende, kørestolsbrugere og gangbesværede. Hvis alle barrierer på strækningen skal udbedres, vil det koste 8,04 mio. kr.

Videre indsats for færdselshandicappede i København

Kortlægningen i bilag 2 indeholder anlægsoverslag for fysiske tilgængelighedsforbedringer. Hvis alle barrierer skal udbedres vil det kræve yderligere finansiering.

Alle nye anlægsprojekter bliver tilgængelighedsrevideret, så de opfylder København Kommunes krav om tilgængelighed. Nogle af tilgængelighedsbarriererne vil derfor blive udbedret ved helhedsgenopretning.

Høring

Kortlægningen af bydelene har været i høring i alle lokaludvalg. Forvaltningen har modtaget svar fra 10 lokaludvalg, som er positive. Flere lokaludvalg beskriver lokale forhold og ønsker, der kan tænkes sammen med tilgængelighedsruterne, fx har Østerbro Lokaludvalg nævnt, at tilgængeligheden ved Trianglen bør tænkes sammen med den kommende metroforplads. Alle bemærkninger med relation til projektet er indarbejdet i kortlægningen, jf. bilag 3.

By & Havn, som har udviklet designet af Ørestad, vil blive hørt i forbindelse med anlæg af tilgængelighedstiltag i Ørestad.

Økonomi

I Budget 2017 (BR 6. oktober 2016) afsatte en enig Borgerrepræsentation 2,5 mio. kr. til kortlægning af tilgængelighed for færdselshandicappede i Københavns 10 bydele. Midlerne blev stjernemarkeret og blev frigivet ved vedtagelsen af budgettet. Der blev yderligere afsat 5,0 mio. kr. til kortlægning og anlæg af tilgængelighedsforbedrende indsatser i Ørestad. Alle 5,0 mio. kr. er stjernemarkeret og dermed frigivet ved budgetvedtagelsen.

Videre proces

Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejder et budgetnotat til brug for forhandlingerne om Budget 2018 med forslag til tilgængelighedstiltag på de fem ruter i København, der indeholder flest barrierer. Anlæg af ramper igangsættes snarest muligt. På grund af vejrforholdene om vinteren anlægges der kun asfalt i perioden maj-september. Arbejdet med anlæg af ramper forventes afsluttet i juni 2018. Anlæg af indsatser i Ørestad vil foregå i perioden frem til juni 2018.

 

Pernille Andersen

/Anders Møller

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. juni 2017

Indstillingen blev godkendt.

Til top