Mødedato: 19.04.2006, kl. 15:00

Undersøgelse af mulighederne for, at der senest fra 15. juni 2006 indføres en skiltet sivegadeordning i det område i dele af Indre By, der i Miljøtrafikugen 2005 var udlagt som bilfri område

Undersøgelse af mulighederne for, at der senest fra 15. juni 2006 indføres en skiltet sivegadeordning i det område i dele af Indre By, der i Miljøtrafikugen 2005 var udlagt som bilfri område

Teknik- og Miljøudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 19. april 2006

 

 

Sager til beslutning

 

4.      Undersøgelse af mulighederne for, at der senest fra 15. juni 2006 indføres en skiltet sivegadeordning i det område i dele af Indre By, der i Miljøtrafikugen 2005 var udlagt som bilfri område

 

TMU 229/2006  J.nr. 0616.0020/06

 

 

INDSTILLING

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:

at det på baggrund af forvaltningens vurdering ikke indføres en skiltet sivegadeordning i dele af Indre By fra 15. juni 2006

 

RESUME

Baggrunden for denne indstilling er et medlemsforslag fra SF om at undersøge mulighederne for, at der senest fra 15. juni 2006 indføres en skiltet sivegadeordning i det område, der i Miljøtrafikugen 2005 var udlagt som bilfri område.

 

På Borgerrepræsentationens møde den 3. november 2005 blev SF´s medlemsforslag henvist til behandling i Bygge- og Teknikudvalget

 

Det vurderes, at indførelse af en skiltet sivegadeordning inden 15. juni 2006 ikke er mulig. For det første er det nødvendigt at afklare en række problemer omkring den nødvendige skiltning, og her vurderer Politiet bl.a., at der skal søges om dispensation hos Justitsministeriet, hvilket kan være en tidskrævende proces. For det andet viser erfaringer fra Bilfri Dage og fra en række trafik- og bydelsplaner, at for at opnå forståelse for og bred accept af en ny ordning er det vigtigt at inddrage berørte interessenter på et tidligt tidspunkt i planlægningsprocessen. Desuden har arbejdet med Bilfri Dage vist, at der er mange interessekonflikter og mange synspunkter på, hvordan en fredeliggørelse kan udformes.


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På Borgerrepræsentationens møde den 3. november blev det besluttet at henvise medlemsforslag fra SF om indførelse af en sivegadeordning i Indre By til Bygge- og Teknikudvalget.

 

Bygge- og Teknikudvalget besluttede på sit møde den 23. november 2006, at forvaltningen, på baggrund af medlemsforslaget fra SF, skulle udarbejde en indstilling om undersøgelse af mulighederne for, at der senest fra 15. juni 2006 – ved ferie- og turistsæsonens start – indføres en sivegadeordning i det område, der i Miljøtrafikugen 2005 var udlagt som bilfri by.

 

Motivationen for SF`s medlemsforslag var, at Bilfri Dage i dele af Indre By under Miljøtrafikugen i september 2005 havde vist, at der var en god grund til at arbejde hen mod en permanent ordning for et bilfrit område.

 

 

Forvaltningens vurdering af indførsel af en skiltet sivegadeordning inden 15. juni 2006

SF foreslår, at der indføres en sivegadeordning via skiltning, som viser at gaderne er gågader med ret til forsigtig gennemkørsel.

 

Sivegader eksisterer ikke som begreb rent juridisk og kan derfor ikke umiddelbart indføres som en trafikregulerende ordning uden en forudgående dialog og planlægning med Københavns Politi. Herudover bør der gennem høring af berørte og bred information opnås forståelse af ordningen inden ordningen gennemføres.

 

Som alternativ til en sivegadeordning kan der enten indføres lege/opholdsgader eller gågader. Lege/opholdsgader kan opfattes som sivegader, f.eks. er det denne ordning, der er indført på Strædet. Det er dog et krav, at skiltning af disse gader kombineres med krav til den fysiske udformning af gaden, idet gaden/området skal være niveaufrit, og hvis der skal være parkeringspladser, skal disse markeres med båse. Sådanne fysiske tiltag er bekostelige at indføre som forsøg, og derfor kan lege/opholdsgade alternativet ikke anbefales som løsning. Samtidig er det ikke tilrådeligt, at ordningen indføres som gågader, da der i Indre By vil opstå et system med gågader med forskellige retningslinier. Det kan være svært at kommunikere og svært at forstå for den besøgende i Indre By, og dermed er der risiko for forringelse af trafiksikkerheden.

 

Københavns Politi har tilkendegivet, at hvis Københavns Kommune ønsker at arbejde videre med et forsøg med en skiltet sivegadeordning, vil det kræve, at forvaltningen samarbejder med politiet om udvikling af ordningen. Det skal afklares, hvordan ordningen kan håndhæves, og hvordan der skal informeres om ordningen. Herudover er det politiets holdning, at hvis forsøgsordningen skiltes som gågade, skal det være under de samme retningslinier, som gælder i de eksisterende gågader. Det er samtidig politiets vurdering, at det vil kræve dispensation fra Justitsministeriet at etablere et skiltet forsøg som lege/opholdsgader.

 

Et andet aspekt ved indførelse af en sivegadeordning – eller med andre ord en trafikal fredeliggørelse – i dele af Indre By er inddragelse af berørte parter samt en grundig informationsindsats for at give forståelse for tiltaget. I forbindelse med de Bilfri Dage 2005 blev der gennemført en massiv informationsindsats, ligesom lokale aktører blev inddraget i planlægningen gennem deres deltagelse i en arbejdsgruppe. Københavns Politi og andre interessenter og borgere har efterfølgende givet udtryk for, at informationsindsatsen var tilfredsstillende, og det er forvaltningens vurdering, at informationsindsatsen var afgørende for at forsøget med Bilfri Dage forløb godt.

 

Det er forvaltningens vurdering, at der ved indførsel af en skiltet sivegade ordning skal igangsættes en forudgående høring af de berørte parter samt grundig information om retningslinierne for ordningen. Det er forvaltningens vurdering, at det ikke vil være mulig at få afklaret de ovennævnte problemstillinger med politiet eller at foretage den nødvendige høring og information inden den 15. juni 2006.

 

Høring

Københavns Politi har været afhørt i forbindelse med denne indstilling

 

 

Ole Bach


 

Til top