Udmøntning af støtte fra Københavns Kommunes Byøkologiske Fond 2006
Udmøntning af støtte fra Københavns Kommunes Byøkologiske Fond 2006
Teknik- og Miljøudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 19. april 2006
Sager til beslutning
14. Udmøntning af støtte fra Københavns Kommunes Byøkologiske Fond 2006
TMU 224/2006 J.nr. 23.0004/06
INDSTILLING
Teknik-
og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
at den
hidtidige procedure for tildeling af støtte også anvendes fremover
at der
udmøntes i alt 1.582.00 kr. af midlerne i Københavns Kommunes Byøkologiske Fond
som foreslået i sagsfremstillingen
at projektresultater fra 2005 og fremover formidles via Nettet som beskrevet
RESUME
Borgerrepræsentationen
har besluttet, at fordeling af midlerne i Københavns Kommunes Byøkologiske Fond
fra 2006 skal foretages af Teknik- og Miljøudvalget.
Der
er ved ansøgningsrunden i 2006 modtaget 35 ansøgninger om støtte til et samlet
beløb på godt 6 mio. kr. Vurderingen af ansøgningerne, der repræsenterer et
bredt spekter inden for byøkologien, er sket på grundlag af de hidtil gældende
kriterier, der er fundet tilstrækkelige, og derfor foreslås anvendt fremover.
Der
er på grundlag af kriterierne og en samlet vurdering af projekterne foreslået
hel eller delvis støtte til 17 projekter med beløb fra 25.000 kr. til 235.000
kr. og et samlet beløb på 1.582.000 kr. Der er desuden foreslået tre projekter
til en venteliste, der kan støttes af et eventuelt overskud i 2006.
For
at opnå en mere bred formidling af projektresultater foreslås det, at den
hidtidige årsberetning erstattes af publicering af projektresultater via
Nettet.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Københavns
Kommunes Byøkologiske Fond har siden 1994 uddelt ca. 1.5 mio. kr. årligt til
byøkologiske projekter. Fra 1999 til 2005 er beslutning om anvendelse af Fondens
midler truffet af et særligt udvalg "Udvalg til administration af midlerne i
Københavns Kommunes Byøkologiske Fond".
Med
Borgerrepræsentationens beslutning den 26. januar 2006 (BR 25/06) er kompetencen
vedrørende fordeling af Fondens midler med virkning fra 1. januar 2006 tillagt
Teknik- og Miljøudvalget.
Fondens
formål
og kriterier for støtte
Københavns Kommunes
Byøkologiske Fond støtter byøkologiske projekter, der medvirker til at styrke
den byøkologiske udvikling i byen og bidrager til, at København bliver en
bæredygtig storby.
De modtagne
ansøgninger i 2006 omhandler et bredt spektrum inden for byøkologien.
Ansøgningerne er vurderet på grundlag af de hidtidige kriterier, der er
tiltrådt af ovennævnte særlige udvalg.
Byøkologiske
projekter skal medvirke til at løse problemer med et områdes ressourceforbrug,
miljøbelastning og naturindhold samt styrke bevidstheden om miljøet, problemer
og løsninger. Projekterne kan være udviklings- eller handlingsorienterede eller
udvikle og formidle viden om byøkologi.
De nærmere
betingelser for støtte fremgår af bilag 1.
Kriterierne og
procedure for tildeling af midler anses for at være tilstrækkelige til at
imødekomme Fondens formål og samtidig så åbne, at de kan rumme projekter, der afprøver
nye aspekter og grænser for byøkologien. Det bemærkes, at der i forbindelse med
indstillingen om hver ansøgning gives en uddybende vurdering af projektet med
begrundelse for støtte eller afslag.
Det foreslås på
denne baggrund, at de hidtidige kriterier for uddeling af støtte anvendes
fremover.
Oversigt over forslag til støtte af
projekter
Plan & Arkitektur har i november
2005 indrykket annoncer i de københavnske lokalaviser, og derer informeret
generelt om Fonden på Plan & Arkitekturs og Miljøkontrollens hjemmesider.
Der er ved ansøgningsfristens udløb den 1. februar
2006 modtaget i alt 35 ansøgninger til et samlet beløb på godt 6 mio. kr. Flere
af ansøgningerne indeholder forskellige delprojekter.
I bilag 2 er der givet en oversigt over samtlige
projekter med forslag til støtte, herunder ventelisteprojekter, samt eventuelle
betingelser knyttet til støtten.
Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at 17
projekter støttes med beløb fra 25.000 kr. til 235.000 kr. Den samlede støtte
udgør1.582.000 kr.
Tre projekter foreslås optaget på en venteliste og vil
eventuelt kunne opnå støtte på i alt op til 275.000 kr., såfremt der i
forbindelse med afregning af igangværende projekter eller bortfald af støttede
projekter opstår et overskud i 2006. Eventuel prioritering af projekterne
forudsættes at ske konkret ud fra foreliggende støttemulighed og de til projekterne
knyttede betingelser.
Fremtidig formidling af projektresultater
Projektresultater er hidtil blevet
formidlet gennem en årsberetning fra
"Udvalget til bestyrelse af Københavns Kommunes Byøkologiske Fond" til Miljø-og
Forsyningsudvalget og Byplan- og Trafikudvalget (seneste BTU 264/2005).
Årsberetningerne har indeholdt omtale
af et udvalg af projektresultater med reference til de ansvarlige for projektet
samt en samlet oversigt over årets projekter. Årsberetningen er blevet udsendt
til Borgerrepræsentationen, forvaltningerne samt ansøgerne og en lang række
miljøorganisationer m.v.
Det har ikke været muligt inden for
årsberetningens rammer at give en fyldestgørende formidling af
projektresultater, ligesom mange projekter har haft et længere tidsperspektiv
end det pågældende år.
Det foreslås på den baggrund, at
projektresultater for 2005 og fremover kun formidles digitalt gennem Plan &
Arkitekturs hjemmeside under temaet Byøkologi. Der etableres link hertil fra
Miljøkontrollens hjemmeside.
Formidlingen sker ved, at der efter
udvalgets beslutning om støtte lægges en kort beskrivelse af indholdet i de
støttede projekter, herunder ventelisteprojekter, ind på hjemmesiden. Når
projektet er færdigt suppleres med et kortfattet projketresumé, og der
etableres om muligt et link til projektets hjemmeside eller den
projektansvarlige. Den detaljerede formidling af projektresultater forudsættes
således at påhvile den projektansvarlige.
Der etableres fortsat link til sagens
behandling i Teknik- og Miljøudvalget
via dagsordenssystemet.
Økonomi
Københavns
Kommunes Byøkologiske Fond får i 2006 tilført 1,5 mio. kr. (Miljøkontrollen og
Plan & Arkitektur bidrager med halvdelen hver). Støtten udmøntes af Teknik-
og Miljøudvalget.
Med denne indstilling udmøntes 1.582.000 kr. i 2006 jf. bilag 2.
Der anvises kassemæssig dækning for støtten fra Fonden på funktionen
0.13.1 (Plan & Arkitektur) og 0.80.1 (Miljøkontrollen).
Det har været praksis, at uforbrugte midler fra tidligere år forbliver
i Fonden. I forbindelse med løbende afregning af afsluttede projekter samt
projekter, der ikke kan realiseres, vil der i 2006 være et overskud på mindst
110.000 kr., der kan udmøntes sammen med bevillingen for 2006.
Miljøvurdering
Indstillingen er miljøvurderet, da sagen er omfattet af
Teknik- og Miljøforvaltningens positivlister under sagsområdet "forankring af
miljø". Til sagsområdet er der tilknyttet følgende miljømål:
"-informere om miljøforhold,
demonstrere handlemuligheder og skabe gunstige betingelser for borgere og
erhverv til at integrere miljø i de daglige handlinger, så borgere og
erhvervsliv tager medansvar for byens udvikling".
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at støtte til de indstillede projekter
på forskellig måde vil bidrage til at mindske ressourceforbruget og miljøbelastningen
i byen samt understøtte naturindholdet i byen. En gennemførelse af ovennævnte
projekter vurderes samlet at bidrage i positiv retning til opfyldelse af
ovennævnte miljømål samt en række mere fagspecifikke miljømål.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Københavns
Kommunes Byøkologiske Fond – Kriterier for støtte
Bilag 2: Oversigt
over ansøgninger 2006 med forslag til støtte
Bilag 3: Ansøgninger
til Københavns Kommunes Byøkologiske Fond 2006 – Resumé af 35 ansøgninger,
vurdering og forslag til støtte
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL
VÆRELSE 36
Bilag A: Kopi af modtagne ansøgninger