Dispensation fra lokalplan nr. 398 ”Ørestad Syd” til etablering af midlertidige parkeringspladser på terræn, Amager Vest
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at der meddeles dispensation fra lokalplan nr. 398 ”Ørestad Syd” til etablering af et midlertidigt parkeringsanlæg til 278 pladser (inkl. handicapparkering) nord for Hannemanns Allé i Ørestad Syd. Pladserne etableres ved Hannemanns Allé på matr.nr. 1007 Sundby Overdrev, København, for en periode på tre år, dvs. marts 2018 til marts 2021.
Problemstilling
By & Havn ansøger om dispensation fra lokalplan ”Ørestad Syd” til etablering af et midlertidigt parkeringsanlæg i tre år på terræn nord for Hannemanns Allé, jf. bilag 2. Parkeringsanlægget skal anvendes til beboere i området. Lokalplanen fastlægger bl.a. parkering i en toetagers plint i form af to indskudte etager til parkering nederst i byggeriet. Denne plint skal danne base for flere store erhvervsbygninger, der endnu ikke er projekteret. Den permanente parkeringsløsning kan således ikke etableres, før der bygges erhverv på grunden. Endvidere ønskes anlægget anvendt til VM i Ishockey i Royal Arena i maj 2018.
Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 27. april 2011 ”Strategi for parkering under udbygningsperioden i Ørestad og Ørestad City”, hvoraf fremgår, at parkering fortrinsvis skal ske i parkeringshuse, men der er mulighed for midlertidige parkeringsanlæg med krav til indretning heraf, og strategien indeholder ikke specifikke bestemmelser for denne ejendom. Teknik- og Miljøudvalget vedtog på samme møde, at dispensationer til midlertidig parkering på terræn skal forelægges udvalget.
Løsning
By & Havn har den 2. februar 2018 søgt om tilladelse til at etablere 287 parkeringspladser (inklusive handicappladser) på et midlertidigt parkeringsanlæg på terræn nord for Hannemanns Allé i Ørestad Syd, der skal dække parkeringsbehovet for beboere i Nordre Fælled Kvarter.
Parkeringsstrategien fastsætter ikke et tidspunkt for opførelse af parkeringshus i dette område. I andre områder, fx på C.F. Møllers Allé, hvor udvalget i december 2017 behandlede en dispensationssag, forudsætter parkeringsstrategien opførelse af parkeringshuse i forbindelse med ibrugtagningen af bestemte bebyggelser. Disse to sager er således ikke sammenlignelige.
Oversigtskort over det ansøgte midlertidige parkeringsanlæg findes i bilag 2. Det er en forudsætning for ibrugtagningstilladelse af byggeri inden for lokalplanens område, at By & Havn opfylder kravet til det antal parkeringspladser, som udløses af de opførte etagearealer. De 287 midlertidige parkeringspladser på terræn, der ønskes dispensation til, er markeret med rød rektangel (bilag 2).
Forvaltningen har den 10. oktober 2016 meddelt tilladelse til et midlertidigt terrænanlæg i fem år med 56 parkeringspladser syd for Hannemanns Allé for at kunne dække parkeringsbehovet for beboerne i Nordre Fælled Kvarteret. Den fremskredne udbygning med boliger i kvarteret gør, at parkeringskapaciteten må udvides yderligere.
Lokalplanen forudsætter parkeringspladserne i området etableret i etager under den kommende erhvervsbebyggelse. Disse bygninger skal hvile på parkeringsplinten, som derfor først kan etableres, når projekterne for de enkelte erhvervsbygninger foreligger og placeringen af de bærende konstruktioner i byggeriet er fastlagt. Der foreligger p.t. ingen konkrete erhvervsprojekter til denne bebyggelse. Udviklingen af området med boliger er således sket hurtigere end udviklingen med erhverv. Det medfører behov for midlertidig terrænparkering i en overgangsperiode, indtil der bliver opført mere erhverv og dermed permanente parkeringshuse.
Arealet, hvor parkeringspladserne ønskes placeret, er udlagt til friareal i lokalplanen. Placeringen kræver således dispensation fra lokalplanens principper, og der kan efter planloven alene dispenseres herfra i tre år. Det er således efter loven alene muligt at give en midlertidig dispensation og ikke for længere tid end tre år.
Anlægget vil endvidere kunne anvendes til det forestående VM i Ishockey, der afholdes bl.a. i Royal Arena over 16 dage i maj. Midlertidig tilladelse til arrangementer i under seks uger kan gives uden dispensation fra planloven, og forvaltningen forventer at meddele midlertidig byggetilladelse til arrangementet primo marts. Til VM i Ishockey er der brug for området til sendevogne, idet der skal sendes til hele verden og til fanzone, hvor publikum kan opholde sig mellem kampene, som der er flere af dagligt. For at kunne bruge arealet til VM i Ishockey, har By & Havn søgt om en midlertidig byggetilladelse til anlægget, herunder til dræning og pålægning af asfalt. Der har indtil nu ikke været afholdt lignende arrangementer i Arenaen, hvor der har været ekstra parkeringsbehov som dette, og forvaltningen har ikke kendskab til nogle i den umiddelbare fremtid. Forvaltningen forventer, at beboerne i den relativt korte periode kan finde alternative parkeringsmuligheder.
Forvaltningens anbefaling
Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det foreslåede parkeringsanlæg er i overensstemmelse med ”Strategi for parkering under udbygningsperioden i Ørestad og Ørestad City”, som Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 27. april 2011. Det fremgår af parkeringsstrategien, at der i udbygningsperioden i Ørestad er behov for at håndtere parkering fleksibelt som midlertidig terrænparkering.
Parkeringsstrategien indeholder blandt andet krav om en indbydende indretning af parkeringsarealet med fast belægning, beplantning og gerne med mulighed for ophold eller aktiviteter. Sikring af en hensigtsmæssig konkret udformning sker under byggesagsbehandlingen af projektet, og forvaltningen vil kræve af By & Havn, at det midlertidige parkeringsanlæg opfylder disse krav.
Forvaltningen vurderer, at en dispensation frem til februar 2021 er hensigtsmæssig, da forvaltningen forventer, at parkeringsforholdene løses permanent i denne periode. Forvaltningen indstiller, at det skal fremgå af dispensationen, at der ikke kan forventes forlængelse af dispensationen, idet parkeringsstrategien forudsætter, at parkering fortrinsvis skal ske i parkeringshuse.
Der er ikke foretaget naboorientering i sagen, idet der ikke er umiddelbare naboer udover Arenaen. Arenaen skal ikke naboorienteres, da de er indirekte ansøgere.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre Proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt dispensationen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele midlertidig dispensation til By & Havn. Herefter vil der ske en byggesagsbehandling af det midlertidige parkeringsanlæg.
Såfremt der ikke meddeles dispensation, vil beboerne i området alene have de 56 pladser, der i 2016 blev meddelt tilladelse til syd for Hannemanns Allé til rådighed. Parkeringshuset kan ikke kræves opført, før området udvikles yderligere med erhverv på den ejendom, hvor parkeringshuset er planlagt i de underste etager.
Pernille Andersen
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. marts 2018
Indstillingen blev godkendt med otte stemmer mod tre. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, C, F, I og O.
Imod stemte: Ø og Å.