Udpegning af to stedfortrædere for teknik- og miljøborgmesteren til Københavns Kommunens krisestyringsorganisation
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller,
- at Teknik- og Miljøudvalget udpeger to stedfortrædere (1. og 2. stedfortræder) for teknik- og miljøborgmesteren fra udvalget til Kriseledelsen i Københavns Kommunes krisestyringsorganisation.
Problemstilling
Teknik- og miljøborgmesteren er født medlem af det politiske ledelsesniveau i Københavns Kommunes krisestyringsorganisation. Der skal udpeges to stedfortrædere fra Teknik- og Miljøudvalget, der kan indgå i Kriseledelsen ved teknik- og miljøborgmesterens fravær.
Løsning
Det politiske ledelsesniveau i Københavns Kommunes krisestyringsorganisation, kaldet Kriseledelsen, udgøres af overborgmesteren, sundheds- og omsorgsborgmesteren og teknik- og miljøborgmesteren.
En krise defineres som en situation, der i væsentlig grad truer varetagelsen af den kommunale service. Beredskabets opgave er at tilstræbe en situation, hvor driften tilnærmelsesvis ligner den daglige drift.
Kriseledelsen kan indkaldes ved meget omfattende hændelser, som vurderes at påvirke hele eller dele af Københavns Kommunes serviceniveau væsentligt. Kriseledelsen vil i den situation bl.a. have følgende funktioner:
- Repræsentere kommunen udadtil
- Beslutte omfordeling og prioritering af kommunens økonomiske ressourcer
- Koordinere beslutninger med Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget
- Samordne ledelsen af kommunens virksomhed
Siden den politisk besluttede etablering af Københavns Kommunes krisestyringsorganisation i dens nuværende form i 2006 har der ikke været hændelser, hvor Kriseledelsen har været indkaldt. Krisestyringsorganisationen er forankret i Hovedstadens Beredskab.
For alle funktioner i Københavns Kommunes krisestyringsorganisation gælder det, at der skal være lavet en struktur for indsættelse af stedfortrædere, hvis den pågældende funktion ikke har mulighed for at møde op, eller deltage i løsningen af den aktuelle hændelse. Ved tidligere udpegninger har Teknik- og Miljøudvalgets næstformand været udpeget til 1. stedfortræder, men der er ikke noget formelt krav herom. Ligeledes findes der intet krav om, hvem 2. stedfortræder skal være. Det eneste krav er, at begge stedfortræderne findes blandt medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har udpeget stedfortrædere, vil Teknik- og Miljøforvaltningen indlægge navnene i Københavns Kommunes krisestyringssystem. Teknik- og Miljøforvaltningen vil ligeledes indkalde stedfortræderne til et orienterende møde om Københavns Kommunes og Teknik- og Miljøforvaltningens kriseorganisation og -arbejde.
Pernille Andersen
/Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 19. marts 2018
Teknik- og Miljøudvalget udpegede Niels E. Bjerrum (A) som 1. stedfortræder og Jakob Næsager (C) som 2. stedfortræder for teknik- og miljøborgmesteren i Københavns Kommunes krisestyringsorganisation.