Mødedato: 18.12.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Implementering af Københavns Kommune kønsligestillingspolitik i Teknik- og Miljøforvaltningen 2023-2026

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 28. august 2023 Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til Københavns Kommunes nye kønsligestillingspolitik. Indstillingen blev godkendt uden afstemning og forvaltningen afgav høringssvar den 31. juli 2023 (bilag 3). Økonomiudvalget har besluttet, at fagudvalgene selv vurderer, om det er relevant at udarbejde handleplaner ifm. implementering af Kønsligestillingspolitikken på udvalgenes område. Teknik- og Miljøudvalget skal således tage stilling til, hvordan Kønsligestillingspolitikken implementeres.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at Kønsligestillingspolitikken integreres i Teknik- og Miljøforvaltningens kommende indsatser, politikker og planer, og at der ikke udarbejdes en særskilt handleplan for implementering af Københavns Kommunes Kønsligestillingspolitik.

Problemstilling

Økonomiudvalget vedtog den 30. august 2022, at forvaltningerne skulle realisere Kønsligestillingspolitikken vha. handleplaner. Af hensyn til at sikre så enkle administrative processer som muligt, har Økonomiudvalget den 23. maj 2023 besluttet, at fagudvalgene selv vurderer, om det er relevant at udarbejde en handleplan. Høringen af Københavns Kommunes kønsligestillingspolitik er nu afsluttet.

På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets høringssvar til politikken (bilag 3), skal udvalget nu tage stilling til, hvordan der arbejdes med kønsligestilling på Teknik- og Miljøforvaltningens ressortområder; om udvalget vurderer, at det er relevant at udarbejde en handleplan eller at Kønsligestillingspolitikken integreres i Teknik- og Miljøforvaltningens kommende indsatser, politikker og planer uden en særskilt handleplan. Økonomiforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen lægger op til at udarbejde handleplaner, og de resterende forvaltninger lægger op til, at arbejdet med implementering af Kønsligestillingspolitikken integreres i kommende og eksisterende handleplaner/indsatser. Implementeringen er ikke behandlet i øvrige fagudvalg i Københavns Kommune endnu.

Løsning

Udkast til Kønsligestillingspolitikken for København Kommune (bilag 4) har en overordnet vision om, at København skal være en by med lige muligheder for alle uanset køn og seksuel orientering.

Det borgerrettede indsatsområdet som forvaltningen har ansvar for, er byudvikling, miljø og mobilitet (s.8 i bilag 4). På det personalerettede område er indsatsområderne kommunikation og sprogbrug, karriereveje og arbejdskultur samt barsel og fleksibilitet (s. 9-11 i bilag 4).

Intentionen bagved implementeringen i Teknik- og Miljøforvaltningen

Udgangspunktet for indsatsområderne er, at de skal integreres i opgaveløsning og i Teknik- og Miljøforvaltningens kerneopgaver. Indsatserne skal understøtte Kønsligestillingspolitikken og ses i sammenhæng med allerede eksisterende eller planlagte projekter og arbejdsopgaver i forvaltningen. I den kommende politiske vision for teknik-og miljøområdet (afløser af ”Fællesskab København”) vil intentionerne i Kønsligestillingspolitikken være indarbejdet, hvilket også er gældende for Strategi for københavnerinddragelse.

Med baggrund i ovenstående foreslår Teknik- og Miljøforvaltningen følgende indsatser  indenfor indsatsområderne:

Det borgerrettede område: Byudvikling, miljø og mobilitet

Byudvikling og byplanlægning

  • København skal være en mangfoldig storby for alle. I Københavns Kommune planlægges byrum, så alle er ligestillet og føler sig velkommen og inkluderet. Det gøres aktivt ved at byrum planlægges og indrettes, så de aktivitetsmæssigt kan noget forskelligt og derfor kan appellere til forskellige grupper.
  • Ved byplanlægning lægges der vægt på, at alle borgere oplever en høj grad af tryghed. Dette kan fx ske gennem gadebelysning og blandet beboelse og erhverv, hvormed man tilstræber at skabe lys og liv i bydelene på alle tider af døgnet, så københavnerne uanset køn, seksuel orientering, etnicitet, alder og handicap kan færdes sikkert og uden frygt på alle tider af døgnet.

Åben og inkluderende dialog

  • Forvaltningen har fokus på, at vejledningsmateriale, invitationer og standardbreve formuleres således, at alle, uanset køn, etnicitet, handicap, sociale baggrund mv., opfordres til at bidrage med deres perspektiv.
  • At forvaltningen i dialogen med borgere og virksomheder på fx tilsyn i byen kommunikerer på en åben og inkluderende måde. I 2024 etableres et tryghedsvagt-team, som skal bidrage til at skabe tryghed i nattelivet. Inkluderende og kønsneutral dialog er en del af tryghedsvagternes oplæring.

Borgerinddragelse

  • For at sikre, at byens rum er inkluderende med plads og tilbud til alle, inddrager forvaltningen borgerne bredt i udviklingen af nye anlægsprojekter. Det sker ved at involvere borgere og borgergrupper efter en række metoder, der samlet set skal sikre, at alle grupper og interessenter bliver repræsenteret, hørt og informeret.
  • Forvaltningen afprøver løbende nye tilgange og teknologier, der kan skabe tættere kontakt med borgere, som ellers kan være svære at få i tale og tilgodese i dialogen, bl.a. på tværs af køn og alder. Teknologiske dialogformer kan være med til at fremme ligestillingen mellem kønnene, så alle uanset køn har lyst til at tage del i dialogen og føler sig trygge i den ramme for indflydelse på byens rum, som forvaltningen tilbyder.
  • Forvaltningen afprøver nye mødeformer og har en undersøgende tilgang til hvilke møde- og dialogformer, der kan fremme ligestillingen. Fx ved at indrette mindre ”dialog-stationer”, så deltagere, der er ukomfortable med at tale i en større forsamling, kan komme til orde i en mindre kreds.
  • Borgerinddragelsesprocesserne evalueres løbende mhp. inklusion og repræsentativitet. Resultaterne af evalueringerne bruges til at justere indsatsen på aktuelle og kommende projekter.

Det personalerettede område: Kommunikation og sprogbrug, Karriereveje og arbejdskultur, Barsel og fleksibilitet

  • Forvaltningen vil implementere de tværgående personalrettede ligestillingsaktiviteter, der aftales i København Kommune. Et eksempel er barsel, hvor målet er, at flere fædre og medforældre afholder en større andel forældreorlov.
  • Forvaltningen vil fokusere på at implementere bias-materiale som er udarbejdet fra Københavns Kommune om bias i ansættelsesprocessen og bruge det systematisk. Forvaltningen vil undersøge om vejledning om kønsinkluderende sprog efterleves i opslag i forbindelse med rekruttering. På den måde kan forvaltningen vurdere om der skal gøres noget anderledes end vi gør i dag ift. stillingsopslag.
  • Forvaltningen vil genbesøge om sproget på intranettet lever op til målsætningen om et inkluderende sprogbrug, med særligt fokus på de sider, der handler om at være ansat i Teknik- og Miljøforvaltningen. I 2022  arbejdede forvaltningen med at implementere vejledningen om kønsinkluderende sprogbrug i Københavns Kommune på forvaltningens intranetsider. Som opfølgning på indsatsen med at implementere vejledningen vil forvaltningen fortsat arbejde med at integrere og vedligeholde vejledningens principper i arbejdet med intranet, og derved understøtte Kønsligestillingspolitikken. Effekten af ovenstående skal resultere i, at alle, og især unge og nyansatte, føler sig inkluderet i det sprogbrug forvaltningen benytter på de personalerettede sider på  forvaltningens intranet.

Høring

Kønsligestillingspolitikken  har været i offentlig høring, fra den 1. juni 2023 til den 31. august 2023. Der er indkommet 16 eksterne høringssvar (bilag 2), hvoraf to af høringssvarene vedrører Teknik- og Miljøforvaltningens område (s. 5-7, bilag 2).

Høringssvarene er generelt positive ovenfor politikken, men flere af NGO’erne efterspørger en konkret beskrivelse af, hvordan forvaltningerne vil arbejde med Kønsligestillingspolitikken. Der udtrykkes en bekymring ift., at der i  Kønsligestillingspolitikken ikke er afsat økonomi til at implementere politikken. Høringssvar fra DareGender (s. 5 i bilag 2) giver udtryk for, at de savner redegørelse for, hvordan borgerinddragelsen (nævnt s. 8 i bilag 4) sikrer målsætningen og henleder her opmærksomheden på undersøgelser af befolkningsgruppers brug af byrum.

Forvaltningen vil inddrage ovenstående undersøgelser i det videre arbejde med at udvikle borgerinddragelsen jf. strategi for borgerinddragelse.

Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn foreslår, som konkret indsats, at arbejde for at få kønsneutrale toiletter i offentlige rum (s.7 i bilag 2). Ifm. implementeringen af LGBTI+ politikken, som udløber ved udgangen af 2023, har forvaltningen haft en indsats, hvor vi løbende har set på mulighederne for at kønsneutralisere de offentlige toiletter. Ved nyetablering samt også ved renovering af eksisterende toiletter søges altid kønsneutrale løsninger hvis muligt. At nye toiletter er kønsneutrale betyder, at borgerne tiltagende kan opleve, at toiletterne er for alle.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte, at der skal udarbejdes en specifik handleplan for implementering af Kønsligestillingspolitikken.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune. Hvis Teknik- og Miljøudvalget beslutter, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal udarbejde handleplan, skal finansiering findes indenfor rammen.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen arbejde med at implementere Kønsligestillingspolitikken i kommende indsatser, politikker og planer. Der vil foreligge en årlig afrapportering til Økonomiudvalget for, hvordan Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder med at implementere Kønsligestillingspolitikken.

Søren Wille     
                                          / Michel Schilling


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. december 2023

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top