Mødedato: 18.12.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Muligheder for tidsbegrænset parkering på Amager Fælled ved Rundholtsvej, Amager

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til et medlemsforslag stillet af Venstre om at ændre på tidsbegrænsningen for parkering på to parkeringspladser på Amager Fælled ved Rundholtsvej. Ifølge de nuværende parkeringsregler for de konkrete arealer er der tidsbegrænset parkering på fire timer døgnet rundt. En lempelse af tidsbegrænsningen vil give borgere mulighed for at parkere i nattetimer samt weekend og helligdage.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at indføre tidsbegrænset parkering på fire timer i hverdage kl. 8 – 17, fri parkering i weekender og på helligdage.
  2. at medlemsforslag om tidsbegrænset parkering i dagtimerne ved Rundholtsvej stillet af Venstre, jf. Teknik- og Miljøudvalget den 12. juni 2023 hermed er håndteret (bilag 2).

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 13. juni 2023 et medlemsforslag fremsat af Venstre om, at forvaltningen pålægges at undersøge muligheder for at indføre tidsbegrænset parkering på fire timer i hverdage kl. 8 – 17, fri parkering i weekender og på helligdage samt forbud mod overnatning i bil på de to parkeringspladser ved Rundholtsvej. Parkeringspladserne har i dag tidsbegrænset parkering på fire timer alle ugens dage hele døgnet. Teknik- og Miljøudvalget skal dermed tage stilling til, om der skal lempes på reglerne for tidsbegrænset parkering på de to p-pladser på Amager Fælled ved Rundholtsvej.

Løsning

Forvaltningen anbefaler at indføre tidsbegrænset parkering på fire timer i hverdage kl. 8 – 17, fri parkering i weekender og på helligdage på de to parkeringspladser på Amager Fælled ved Rundholtsvej, da der er et lokalt ønske om at kunne udnytte parkeringskapaciteten til et bredere formål end til de besøgende til Amager Fælled.

Forbud mod overnatning på arealerne, som stillet i medlemslaget, er reelt allerede gældende ifølge fredningsbestemmelserne for Amager Fælled, men forbud mod overnatning i biler på p-pladsen har tidligere vist sig vanskeligt at håndhæve for politiet i praksis. Med begrænsning af parkering i dagtimerne er det dog ikke sikkert, at problemets omfang vil blive det samme som før, da der slet ingen tidsbegrænsning var.

Forvaltningen bemærker generelt, at en lempelse af tidsbegrænsningen kan få nogle forskellige konsekvenser for p-pladsernes oprindelige formål, anvendelse og kommende muligheder, som forklares herunder.

Baggrund
P-pladserne på Amager Fælled ved Rundholtsvej er en del af et fredet naturområde og deres oprindelige formål er primært at være ’fritidsparkering’ for gæster til Amager Fælled. Før den nuværende tidsbegrænsning blev indført, var der fri parkering på arealerne, hvilket i stigende grad gjorde det svært at finde ledig plads som gæst til naturområdet, da mange borgere anvendte pladserne til almindelig beboerparkering og pendlerparkering. Forvaltningen kunne konstatere, at der i takt med den løbende udbygning af Islands Brygge (syd), opstod et voksende pres på p-pladserne ved Amager Fælled/Rundholtsvej.

På den baggrund indførte forvaltningen i februar 2023 tidsbegrænset parkering på de to p-pladser på Amager Fælled ved Rundholtsvej samt på vejstykket fra Artillerivej på det sydlige Islands Brygge (jf. kort i bilag 3). Det primære formål er således at sikre, at p-pladserne er til rådighed for besøgende, der vil benytte naturområdet i dagtimerne på hverdage eller i weekenden. Samtidig skulle tidsbegrænsningen – efter samråd med politiet – dæmme op for problemer med blandt andet ulovligt overnattende chauffører og folk i autocampere, der både medførte utryghed og problemer med henkastet affald.

Siden tidsbegrænsningen blev indført i februar 2023, har det effektivt sikret bedre adgang for besøgende af naturområdet, og herudover afhjulpet de nævnte udfordringer med overnattende i biler og campere, som forvaltningen ikke oplever længere. Den indførte tidsbegrænsning har efterfølgende mødt lokal modstand fra borgere, der oplever udfordringer med at finde parkering i den sydlige del af Islands Brygge.

Inddragelse af lokaludvalget
Forvaltningen har på baggrund af medlemsforslaget spurgt Amager Vest Lokaludvalg om udvalgets holdning til at lempe den nuværende tidsbegrænsning. Lokaludvalget har tilkendegivet, at de bakker op om medlemsforslaget og at de ser positivt på medlemsforslaget, idet en lempet parkeringsbegrænsning giver mulighed for gæsteparkering til de omkringliggende kolonihaver.

Forvaltningens vurdering af medlemsforslaget
Forvaltningen vurderer, at medlemsforslaget i vidt omfang tager højde for de konkrete udfordringer, der var anledning til, at forvaltningen indførte tidsbegrænsningen, og at det vil betyde bedre muligheder for at tilgå naturområdet ved Amager Fælled i dagtimerne på hverdage med tidsbegrænset parkering på fire timer i hverdage kl. 8 – 17. Det er dog forvaltningens vurdering, at fri parkering i weekender og helligdage, vil kunne medføre begrænset adgang til p-pladser for dem, der besøger Amager Fælled i bil i weekender og helligdage. Hvis der igen opstår udfordringer med ulovlig overnatning og medfølgende affaldsproblemer, vil forvaltningen gå i dialog med politiet om løsninger, der gør det lettere for politiet at håndhæve overnatningsforbuddet fx fornyet skiltning.

Rundholdtsvej som grøn rute
Forvaltningen har samtidig en opmærksomhed på, at fri parkering om natten kan få nogle uhensigtsmæssige trafikale konsekvenser for de bløde trafikanter i området om morgenen især. Rundholtsvej fungerer i dag som en sikker ’grøn’ cykelrute i morgentimerne for skolebørn til de lokale skoler og gangsti for motionerende, hundeluftere og andre, der anvender stien gennem Fælleden. Hvis der igen åbnes op for parkering i aften- og nattetimerne, bør det afklares, om området ved stien og krydset ved Artillerivej fortsat kan afvikle trafikken ansvarligt i morgenmyldretiden, når op til 150 biler skal ud fra arealet.

Planer for udvikling af området
Parkeringspladserne ved Rundholtsvej indgår i den gældende Udviklingsplan for Amager Fælled og det nordlige naturområde i Ørestad fra 2016. I udviklingsplanen er det beskrevet, at den nordlige parkeringsplads (bilag 3 – kortet markeret med A) kan nedlægges og benyttes til anden anvendelse. I forbindelse med det forudgående arbejde med en ny udviklingsplan for Amager Fælled, har forvaltningen derfor set nærmere på konkrete forslag til en mere rekreativ eller naturmæssig anvendelse af arealet, der passer ind i den fredede fælled, fx fritløbsområde for hunde, biodiversitet eller en naturlegeplads. Mulighederne for en alternativ anvendelse af den nordlige parkeringsplads vil forvaltningen tage op i forbindelse med revision af den gældende udviklingsplan for Amager Fælled i 2024, hvor forskellige lokale interessenter inddrages i et kommende parkbrugerråd.

Udviklingsplanen hindrer ikke en mere lempelig tidsbegrænsning for parkering. Skulle det i fremtiden blive besluttet at inddrage dele af det nuværende parkeringsareal til eks. rekreativ anvendelse vil det dog betyde, at den nuværende parkeringskapacitet vil blive reduceret som følge deraf.

Politisk handlerum

  • Politikerne kan indføre en anden tidsbegrænsning som et alternativ til såvel den eksisterende og den, der foreslås i medlemsforslaget, fx udvide tidsbegrænsningen, så den også gælder i weekender på hele eller dele af parkeringsarealet.
  • Politikerne kan vælge, om en del af p-pladserne skal omlægges til andre rekreative formål jf. gældende udviklingsplan. 

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil de ændrede parkeringsregler træde i kraft, når skiltene er udskiftet. Dette forventes senest med udgangen af februar 2024.

Forvaltningen vil i forbindelse med udviklingsplanen for Amager Fælled 2025 evaluere på ændringen af parkeringsreglerne i forhold til trafikale forhold samt p-pladsernes anvendelse og rådighed.

                          

Søren Wille

                                                     / Rikke Skovbølling Brandt

 

 

 

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. december 2023

 

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:

”dog således, at der på område B (jf. bilag 3) indføres tidsbegrænset parkering på fire timer i weekender og på helligdage kl. 8-17."

Ændringsforslaget blev vedtaget med 7 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, F og Ø

Imod stemte: C og V

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

Til top