Mødedato: 18.12.2023, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Dispensation til ændring af facaden på Titangade 11, Nørrebro

Se alle bilag
Teknik- og Miljøforvaltningen har som en del af en byggesag givet afslag på en ansøgning om ændring af facaden i stueplan mod Titangade, hvor der var ansøgt om at sænke brystningshøjden – og dermed forstørre vinduespartiet – i et kantineområde for medarbejdere. Ændringen kræver dispensation fra lokalplanen, hvilket forvaltningen har afslået med henvisning til, at det er en væsentlig ændring af bebyggelsens arkitektur. Forvaltningen har efterfølgende været i dialog med ansøger, der ønsker afslaget revurderet bl.a. på baggrund af bygningens historik.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der gives afslag til dispensation fra lokalplanens § 6, stk. 1, til at ændre brystningshøjde fra ca. 1,2 m til 0,4 m, på forhusets sydøstlige facadestykke, samt rundt om hjørnet på forhusets sydlige hjørne.

Problemstilling

Forvaltningen har tidligere givet byggetilladelse til en igangværende renovering af Titangade 11 (Titanhus) og indretning af en personalekantine. De vandrette blå bånd og blå vinduer er udskiftet med sorte (bilag 2). Teknik-og Miljøudvalget skal tage stilling til, om der skal gives dispensation fra lokalplanen til at ændre forhusets facade i stueplan mod Titangade. Da der er et politisk handlerum, forelægges sagen for udvalget. Ansøger begrunder ændringen med henvisning til bygningens historik, og at det vil åbne stueetagen mere op og skabe en aktiv og udadvendt facade mod Titangade. Sagen har principiel karakter med ansøgers ønske om en åben stueetage overfor hensynet til bevaring af bygningens arkitektur og oprindelige kulturmiljø.

Forvaltningen vurderer, at den ansøgte ændring af stueetagens brystningshøjde er en væsentlig ændring af bebyggelsens markante vandrette bånd. Denne ændring er ikke med til at understøtte bebyggelsens arkitektur.

Løsning

Ejendommen er opført i 1962 som en fabriksejendom, siden har den været anvendt bl.a. som multibrugerkontorhus. Ejendommens base er registreret til en SAVE 4 (middelhøj bevaringsværdi).

De arkitektoniske kendetegn for ejendommen er bl.a. de markante gennemgående vandrette bånd. Dette motiv er også gældende i forhusets facade, hvor der er en muret brystning, et sammenhængende vinduesbånd og øverst med tagets sternbræt (det grå bånd). De vandrette inddelinger (som en kage med mange lag) giver den samlede bebyggelse sit arkitektoniske særkende i gadebilledet.

Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 76 ”Titangade”, bekendtgjort den 13. marts 1985, og ligger i lokalplanens område AII. Anvendelsen af området er fastlagt til erhvervsformål. Det er ikke muligt at dispensere fra anvendelsen i lokalplanen. Med den gældende lokalplan er det derfor fx ikke muligt at indrette en publikumsorienteret café eller restaurant i ejendommen.

Ansøger ønsker brystningshøjden (højden på det stykke mur, der spænder mellem vinduets underkant og grunden) ændret fra eksisterende 1,2 m til 0,4 m, på strækningen syd for hovedindgangen til hjørnet og ca. 4,25 m om hjørnet.

Forvaltningen gav den 14. april 2023 afslag på dispensation fra lokalplanen fra at ændre stueetagens facade, efter en vurdering af, at den ansøgte ændring af stueetagens brystningshøjde i det nye kantineområde for medarbejdere, er en væsentlig ændring af bebyggelsens markante vandrette bånd. Denne ændring er ikke med til at understøtte bebyggelsens arkitektur.

Alternativ
Ansøgeren har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse af afslaget bl.a. henvist til, at bygningen tidligere har haft en lavere brystningshøjde på en del af sydsiden af bygningen, ud for stikvejen Titangade (bilag 3). Det har været mindre synligt fra Titangade end det område, hvor ansøger ønsker at sænke brystningen. Brystningen er i dag tilbageført, så den er i ens højde hele vejen rundt.

Ansøger argumenterer desuden for, at en lavere brystningshøjde vil åbne den tillukkede stueetage og skabe en aktiv og udadvendt facade mod Titangade.

Som beskrevet vurderer forvaltningen, at ændringen ikke er med til at understøtte bebyggelsens arkitektur. Derudover bemærker forvaltningen, at anvendelsen på nuværende tidspunkt ikke er til publikumsorienteret formål.

Ansøger har oplyst, at der er eksempler på andre steder i kvarteret, hvor brystningen er lav. Disse øvrige steder, hvor der er indrettet café, restaurant og værtshus er placeret i andre delområder, hvor anvendelsen er fastlagt til boligformål.

Politisk handlerum

Udvalget kan beslutte at,

  • forvaltningen skal give dispensation fra lokalplanen til at ændre brystningshøjde fra ca. 1,2 m til 0,4 m, på forhusets sydøstlige facadestykke samt rundt om hjørnet på forhusets sydlige hjørne.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele beslutningen til ansøger.

Søren Wille

/ Lena Kongsbach


Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. december 2023

 

Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. at-punkt:

”at der gives dispensation jf. lokalplanens §6, stk. 1, til at ændre brystningshøjde fra ca. 1,2 m til 0,4 m på forhusets sydøstlige facade, samt rundt om hjørnet på forhusets sydlige hjørne.”

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Den således ændrede indstilling blev godkendt uden afstemning.

Til top