Bevaring af bygninger beliggende Hannovergade 8, Amager Øst
En grundejer har i juni 2023 henvendt sig til Teknik- og Miljøforvaltningen med et ønske om at nedrive to eksisterende bygninger på Hannovergade 8 for at opføre boliger på grunden. Bygningerne, der ønskes nedrevet, har henholdsvis lav og middel bevaringsværdi og er udpeget i Byens Sjæl kampagnen. På grund af det korte sagsforløb og ejendommens bevaringsværdi vurderer forvaltningen, at der er en lav procesrisiko for sagens videre behandling, og at der på den baggrund kan nedlægges et §14-forbud.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at bygninger beliggende Hannovergade 8, Amager Øst bevares, og at der indledes en proces for nedlæggelse af § 14-forbud og udarbejdes en bevarende lokalplan, jf. løsning.
Problemstilling
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 28. august 2023 anmodede Socialdemokratiet og Alternativet med henvisning til liste over nedrivningssager om, at forvaltningen forelægger en indstilling om muligheden for at nedlægge et § 14-forbud med henblik på at udarbejde en bevarende lokalplan for ejendommen på Hannovergade 8, København S. I vurderingen af muligheden for at nedlægge et § 14-forbud har forvaltningen forholdt sig til den procesrisiko, der som følge af historikken i sagen, kan være forbundet med at nedlægge et § 14-forbud på ejendommen. Desuden har forvaltningen vurderet bygningernes bevaringsværdi (bilag 2).
Teknik- og Miljøforvaltningen bemærker, at Børne- og Ungdomsforvaltningen har et lejemål i ejendommen. En sådan situation kan rejse et retligt spørgsmål om myndighedsinhabilitet. Det vurderes dog ikke, at det forhindrer Teknik- og Miljøudvalget i at godkende indstillingen om at indlede en proces for nedlæggelse af et § 14-forbud og udarbejdelse af en bevarende lokalplan. Forvaltningen vil i den videre sagsbehandling sikre det fornødne i forhold til korrekt håndtering af evt. myndighedsinhabilitet, herunder den rette organisering af sagens håndtering.
Løsning
Forvaltningen har indledt proces for nedlæggelse af et § 14-forbud og varslet forbuddet overfor berørte parter. Varsling om eventuel nedlæggelse af et § 14-forbud har været i partshøring i perioden den 7. november til den 28. november 2023. Partshøringen har til formål at sikre, at ejere af ejendommen samt andre, som forbuddet retter sig imod (fx lejere), har mulighed for at udtale sig. Forvaltningen har modtaget ét høringssvar fra ejer, der ikke har givet anledning til ændringer (bilag 5) Høringssvaret er beskrevet nærmere nedenfor.
Historik og procesrisiko
Teknik- og Miljøforvaltningen har den 30. juni 2023 modtaget en anmodning om forhåndsdialog vedrørende et projektforslag om nybyggeri på Hannovergade 8. Projektforslaget omfatter opførelse af 59 private ungdomsboliger fordelt på henholdsvis en ny etageejendom på 6 etager og tilbygning til forhuset. Opførelse af nybyggeriet forudsætter nedrivning og ombygning af eksisterende bygninger på Hannovergade 8. Det er forvaltningens vurdering, at der ikke er udvist passivitet i sagen, da der alene er indledt en forhåndsdialog i juni 2023. Dertil kommer, at forvaltningen den 6. september 2023 oplyser bygherrerepræsentant om, at sagen vil skulle forelægges Teknik- og Miljøudvalget med henblik på at udvalget træffer beslutning om, hvorvidt bygningerne skal bevares.
Vurdering af bygningernes bevaringsværdi
Bygningerne beliggende på Hannovergade 8 er i 1992 registreret med en SAVE-værdi på henholdsvis 6 og 7 (middel og lav bevaringsværdi). Bygningerne er desuden udpeget i Byens Sjæl kampagnen og er en del af favoritfeltet, hvor dommerpanelet har udpeget 50 bygninger, der har en særlig historie (bilag 3). Byens Sjæl var en kampagne i Københavns Kommune, hvor et dommerpanel på baggrund af indstillinger fra borgerne udpegede en række bygninger i København, de vurderede som bevaringsværdige.
Forvaltningen har i september 2023 foretaget en vurdering af bevaringsværdien. Forvaltningen vurderer, at bygningerne på ejendommen er bevaringsværdige. Hannovergade 8 er en ældre fabriksejendom hovedsageligt bestående af to bygninger, et 3 etages baghus fra 1894 og en lidt nyere udvidelse med forhus ud til Hannovergade fra 1918 ligeledes i 3 etager, som angiveligt oprindeligt var beregnet til produktion af jernsenge. Begge bygninger vurderes som gode eksempler på industribyggeri fra hver sin periode. Bygningerne repræsenterer således arkitektur fra henholdsvis den sene historicisme og nyklassicismen, og tilsammen vidner de om en tid, da København var en industri- og arbejderby.
De to bygninger og muren mod Hannovergade danner tilsammen et miljø med sporene fra den tidligere industriproduktion, og bygningerne vurderes som kulturhistorisk værdifulde, da de udgør et fint og oplevelsesrigt bymiljø.
På baggrund af en samlet vurdering af ejendommen og ejendommens placering i området, vurderer forvaltningen, at de to bygninger på ejendommen som tidstypiske repræsentanter for tidligt industribyggeri kan understøtte nedlæggelse af forbud efter planlovens § 14 og udarbejdelse af en bevarende lokalplan.
Forvaltningens vurdering
Forvaltningen vurderer, at der kan nedlægges et forbud efter planlovens § 14. Vurderingen tager udgangspunkt i den lave procesrisiko for sagens videre behandling på grund af det korte sagsforløb og dernæst ejendommens bevaringsværdi, der er vurderet på baggrund af ejendommens historie og placering i et kulturhistorisk miljø.
Partshøring
Forvaltningen har modtaget høringssvar fra grundejer, hvor der blandt andet gøres opmærksom på, at forhuset ud mod Hannovergade i dag lejes af en kommunal fritidsklub, og at ejer har til hensigt at videreføre dette lejeforhold fremadrettet. Grundejer ønsker - i dialog med fritidsklubben og Københavns Kommune - at forbedre gårdarealerne og det omkringliggende miljø. Det bemærkes, at det eksisterende gårdmiljø i dag henligger forsømt med mange små afgrænsede rum uden gode opholdsmuligheder. Grundejers hensigt er derfor at tage udgangspunkt i en bevaring af forhuset og at opføre ny bebyggelse med ungdomsboliger samtidig med, at gårdarealerne åbnes op og forbedres.
Politisk handlerum
- Det kan besluttes, at alene én af bygningerne skal bevares. Hvis baghuset nedrives, kan projektet realiseres med bevaring af forhuset - dog med omfattende om- og tilbygning af forhuset.
- Det kan besluttes, at bygningerne ikke skal bevares. Forvaltningen vil i givet fald indlede forhåndsdialog med bygherre med henblik på udvikling af ejendommen. Forvaltningen vil således ikke foretage sig yderligere i sagen i forhold til at sikre, at bygningerne bevares, og vil meddele tilladelse til nedrivning/ombygning, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen påbegynde proces med nedlæggelse af et § 14-forbud og udarbejdelse af en lokalplan
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. december 2023
Indstillingen blev godkendt med 8 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, V og Ø
Imod stemte: B
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
"Radikale Venstre ønsker en konstruktiv dialog om byens udvikling, hvilket en bevarende lokalplan kan forhindre. Det konkrete byggeri har nogle kvaliteter i kraft af kvaliteten af den eksisterende bygningsmasse og bygningernes historiske værdier, men vi er også åbne overfor, at en dialog kunne give anledning til en ombygning eller tilbygning, der kunne gøre området mere åbent eller øge bygningens kvalitet."