Mødedato: 18.12.2020, kl. 07:00
Mødested: Telefonmøde via Teams

Anlæg af kunstgræsbane i Nørrebroparken, Nørrebro (udsat sag)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til projektforslag for kunstgræsbane i Nørrebroparken og Borgerrepræsentationen til frigivelse af anlægsmidler.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at projektforslaget jf. bilag 4, danner grundlag for færdigprojektering og anlæg af kunstgræsbane i Nørrebroparken.
     
    Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,  
     
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 6,67 mio. kr. (2021 p/l) til etablering af kunstgræsbane i Nørrebroparken på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

I Budget 2018 (BR 5. oktober 2017) (A, F, O og Ø) blev der bevilliget 0,3 mio. kr. til en screening af Nørrebro for mulige placeringer af kunstgræsbaner. Kultur- og Fritidsforvaltningen har på den baggrund gennemført screeningen og vurderet, at Nørrebroparken vil være mest egnet til placering af kunstgræsbaner.

Den 28. februar 2018 vedtog Kultur- og Fritidsudvalget, at der skal arbejdes videre med etableringen af to 5-mands kunstgræsbaner i Nørrebroparken. Foranalysen blev i foråret 2018 udført af Teknik- og Miljøforvaltningen og fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget 11. juni 2018. Forvaltningen har i notat af 24. august 2020 på TMU-portalen orienteret Teknik- og Miljøudvalget om, at kunstgræsbanen i et bilag til foranalysen fremstod mindre, end den rent faktisk vil være.

Teknik- og Miljøudvalget vedtog den 11. juni 2018, at der skal arbejdes videre med en 8-mands kunstgræsbane, hvori der er integreret to 5-mandsbaner.

I Budget 2019 (BR 4. oktober 2018) (A, B, C, O, I, F og V) blev der bevilliget 7,0 mio. kr. (2019 p/l) til etablering af kunstgræsbanen i Nørrebroparken, hvoraf 0,55 mio. kr. var stjernemærket og dermed blev frigivet ved vedtagelsen af budgettet.

Forvaltningen har udarbejdet projektforslag, så anlægsprojektet kan detailprojekteres og udføres.

Løsning

Der anlægges en 8-mands kunstgræsbane, hvori der er integreret to 5-mandsbaner. Den nye kunstgræsbane placeres nord for de eksisterende kunstgræsbaner i parken, jf. bilag 3. Projektforslaget indeholder beskrivelse af kunstgræsbanens udformning samt placering og design af hegn og belysning, jf. bilag 4.

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 16. november 2020 indstilling vedr. ”Klimatilpasningsredegørelsen 2020 og igangsættelse af Projektpakke 2021”, hvori skybrudsprojektet ”Nørrebroparken Nord” indgik. Der er geografisk sammenfald i placeringen af skybrudsprojektet og kunstgræsbanen i Nørrebroparken. Anlæg af skybrudsprojektet var oprindeligt planlagt til 2025, men med Teknik- og Miljøudvalgets beslutning 16. november 2020 er det blevet fremrykket til 2021, så de to projekter kan anlægges samtidigt. Teknik- og Miljøforvaltningen har således udarbejdet et samlet projektforslag for kunstgræsbanen og skybrudsprojektet.

Skybrudsprojektet omhandler opmagasinering og forsinkelse af ca. 3.000 m3 skybrudsregnvand. Magasinerne til opbevaring af regnvandet placeres under kunstgræsbanen.

Kunstgræsbanen i Nørrebroparken er en 4. generation kunstgræsbane, hvorfor banen ikke vil indeholde infill af fremmed syntetisk materiale. Regnvand fra kunstgræsbanen vil således ikke medføre en forurening af det omkringliggende miljø. Der anvendes den nyeste belysningsteknologi i form af LED-belysning på fire master, som hver lyser en kvart bane op, hvorved lysgener for naboerne begrænses så meget som muligt. Kunstgræsbanen vil blive indhegnet i højden 1,1 til 4 meter, jf. eksempler i bilag 6.

Konsekvenser for træer
Der bliver som minimum plantet 10 nye træer af arten avnbøg nord for den nye kunstgræsbane for at give området et naturligt og grønt udtryk. Under hovedprojekteringen vil forvaltningen undersøge, om det er muligt at plante yderligere træer. Der bliver ikke fældet træer i forbindelse med projektet. Teknik- og Miljøforvaltningen har igangsat prøvegravninger ved lindetræerne i parken for at vurdere træernes rodnet mere detaljeret. Resultaterne heraf vil danne grundlag for den endelige opbygning af kunstgræsbanen og skybrudsprojektet, således at lindetræers rodnet sikres.

Konsekvenser for parkering og cykler
Projektet har ikke konsekvenser for parkeringsforhold for biler og cykler.

Konsekvenser for træer i anlægsfasen
Under anlægsarbejdet forventes det, at byggepladsvej til parken vil være via Nordbanegade igennem de eksisterende lindetræer, jf. bilag 5. Det vil blive pålagt entreprenøren at sikre lindetræernes rødder, stammer og trækroner ved hjælp af køreplader, indpakning af træstammer og muligvis opbinding af lavthængende trækroner.

Høringer og borgerinddragelse
Høringssvar fra lokaludvalg
Nørrebro Lokaludvalg bakker ikke op om den politiske beslutning om placeringen af kunstgræsbanen i Nørrebroparken og ønsker, at det skal fremgå af indstillingen, at de ikke ønsker at deltage aktivt i den videre proces. Lokaludvalget har foreslået, at banen flyttes til den anden ende af Nørrebroparken ved Hillerødgade. Nørrebro Lokaludvalg har udtrykt, at de ønsker at bibeholde den store græsplæne, da kunstgræsbanen indskrænker brugen af området.

Nabohenvendelser
Flere naboer er imod etableringen af kunstgræsbanen i Nørrebroparken. Naboerne føler sig ikke hørt i processen om beslutning af den endelige placering af kunstgræsbanen og ønsker ikke endnu en kunstgræsbane i Nørrebroparken. Forvaltningen har modtaget 19 henvendelser fra naboer og én fra Nørrebro Lokaludvalg i perioden siden juni 2020.

Forvaltningens bemærkninger
I forbindelse med screeningen af placering i foråret 2018 har Kultur- og Fritidsforvaltningen haft placeringen i Nørrebroparken i høring hos Nørrebro Lokaludvalg. Teknik- og Miljøforvaltningen har undersøgt den af lokaludvalget foreslåede alternative placering, jf. nedenfor. Nørrebro Lokaludvalg og boldklubben Nørrebro United har været inddraget i kunstgræsbanens design og indretning inden for rammerne af den politiske beslutning om kunstgræsbanens placering i Nørrebroparken. Forvaltningen vil primo 2021 afholde et møde for naboer og brugere af parken, hvor også lokaludvalget og Nørrebro United vil blive inviteret. På mødet vil projektet blive beskrevet og fremvist med illustrationer og eksempler på hegn og belysning. Der vil fortsat være tæt dialog med lokale interessenter og naboer om projektet.

Alternativ placering
Forvaltningen har vurderet de tidsmæssige og økonomiske konsekvenser ved en alternativ placering af kunstgræsbanen i Nørrebroparken ved Hillerødgade, hvor der i dag er placeret en hundegård. Det er forvaltningens vurdering, at en alternativ placering af banerne vil medføre en forsinkelse på 1,5-2 år for projekterne, idet projektet skal tilknyttes rådgiver via nyt udbud, hvorefter projektet skal omprojekteres, og der skal udarbejdes en revideret samlet udviklingsplan for Nørrebroparken og Hørsholmsparken. Processen omkring en revideret udviklingsplan har flere høringsperioder, idet Det Grønne Råd og Fredningsnævnet ad to omgange skal høres i processen for udarbejdelsen af udviklingsplanen, hvorefter denne skal forelægges Det Grønne Råd til orientering. Omprojektering og nye høringsperioder vil betyde, at ibrugtagningen af kunstgræsbanen først vil være mulig i udgangen af 2023, fremfor udgangen af 2021.

Under hundegården løber metroen, og på arealerne omkring metroen påhviler flere servitutter, som foreskriver belastningsbegrænsninger og afstandskrav til og oven på metroen, der vil fordyre anlægsudgifterne. Derudover vil det ikke være muligt at etablere skybrudsprojektet under kunstgræsbanen i den alternative placering, idet afstanden er for lang til det område, der skal skybrudssikres. Synergien mellem de to projekter vil således ikke længere eksistere. Det skønnes, at den samlede merudgift for en alternativ placering vil være minimum 1,8 mio. kr. til interne udgifter, øgede anlægsudgifter, nye forundersøgelser samt honorar til rådgiver for udarbejdelse af et revideret projektforslag. Den alternative løsning kræver, at der afsættes midler i Overførselssagen 2020-2021 eller i Budget 2022.

Risiko for forsinkelse af anlægsarbejdet ved påklage af dispensation af fredningen
Nørrebroparken er fredet. Anlæg af kunstgræsbanen er indskrevet i udviklingsplanen for Nørrebroparken og Hørsholmsparken. Anlæggets belysning og hegn kræver en dispensation fra fredningen. Teknik- og Miljøforvaltningen vil sideløbende med myndighedsbehandlingen færdiggøre projektering og udarbejde udbudsmateriale for kunstgræsbane og skybrudsprojekt. Når der foreligger en endelig myndighedsafklaring, vil det samlede projekt blive sendt i udbud. Myndighedsbehandlingen for ansøgningen af en dispensation for fredningen forventes behandlet inden for ca. otte uger, hvorefter afgørelsen har en klagefrist på fire uger. Myndighedsansøgningerne fremsendes medio december 2020, hvorfor endelig afklaring forventes i marts 2021. Projektet forventes at blive udbudt primo maj 2021.

Det er muligt, at en fredningsdispensation vil blive påklaget af en høringsberettiget part til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer, at en eventuel klage har opsættende virkning, vil projektet blive berosat, indtil klagen er behandlet. Miljø- og Fødevareklagenævnet har en sagsbehandlingstid på 1-2 år. Dette vil ligeledes gøre sig gældende for en anden placering. Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderer, at en eventuel påklage ikke har opsættende virkning, vil forvaltningen sende projektet i udbud med henblik på fysisk anlægsstart medio 2021.

Økonomi

I Budget 2019 blev der afsat 7,0 mio. kr. (2019 p/l) til etablering af kunstgræsbaner i Nørrebroparken. Heraf blev 0,55 mio. kr. (2019 p/l) stjernemarkeret og dermed frigivet med budgetvedtagelsen. Med denne indstilling skal de resterende 6,45 mio. kr. (2019 p/l) frigives. Det svarer til 6,67 mio. kr. i 2021 p/l, jf. tabel 1.

Bevillingen Ordinær anlæg er omfattet af Teknik- og Miljøforvaltningens anlægsmåltal. Teknik- og Miljøudvalget har 20. april 2020 besluttet at prioritere anlægsmåltal til projekterne for 2021.

Tabel 1 Anlægsbevillinger – frigivelse af anlægsmidler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Funktion

Beløb i 1.000 kr. (2021 p/l)

2020

2021

I alt

TMU

Kunstgræsbaner i Nørrebroparken

2000 - Ordinær anlæg

0.52.89.3

0

6.665

6.665

I alt

-

-

-

 

 

6.665

I Budget 2019 blev det besluttet at bevillige midler til afledte driftsudgifter til projekterne på i alt 0,2 mio. kr. i 2020 og 0,3 mio. kr. fra 2021 og frem. Disse midler er placeret under Økonomiudvalget og vil i forbindelse med ibrugtagningen blive overført til Kultur- og Fritidsudvalget.

Videre proces

Når indstillingen er godkendt, udarbejdes samlet hovedprojekt efterfulgt af entrepriseudbud for kunstgræsbanen og skybrudsprojektet. Anlægsarbejdet forventes fysisk igangsat medio 2021 og forventes færdiganlagt til ibrugtagning ultimo 2021.

 

Søren Wille

                                                      /Lone Byskov

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. december 2020

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top