Dispensation fra lokalplan nr. 309 "Ørestad City Nord" til midlertidig parkering på C.F. Møllers Allé 26, Amager Vest
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 10, stk. 8 i lokalplan nr. 309 ’Ørestad City Nord’ til 4D-huset er færdiggjort og fået endelig ibrugtagningstilladelse til midlertidig placering af 120 parkeringspladser på terræn. Såfremt at der ansøges om midlertidig ibrugtagningstilladelse, udløber dispensationen dog 1 år herefter.
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen gav den 30. april 2012 dispensation til midlertidig parkering på C.F. Møllers Allé 26. Dispensationen udløb den 31. december 2016. Anvendelse af arealet foregår derfor i dag uden tilladelse. By & Havn har den 18. juli 2017 søgt om forlængelse af dispensationen til placering af 120 midlertidige terrænparkeringspladser på grunden.
Den politisk vedtagne parkeringsstrategi for Ørestad fra 2001 forudsætter, at der opføres et parkeringshus på C.F. Møllers Allé, når byggeriet på hjørnegrunden ved C.F. Møllers Alle og Ørestad Boulevard (4D-huset) er opført. Dette byggeri er nu under opførelse og forventes færdigmeldt den 1. april 2018. Ibrugtagningstilladelse vil blive meddelt efterfølgende. En fortsat anvendelse til midlertidig parkering kræver dispensation.
Teknik- og Miljøudvalget får forelagt sagen, da udvalget den 27. april 2011 besluttede, at alle sager vedrørende midlertidig parkering på terræn skal forelægges udvalget.
Løsning
Udviklingsselskabet By & Havn ønsker at få forlænget tidligere meddelt dispensation til midlertidig parkering på terræn, indtil området omkring C.F. Møllers Allé er udbygget, så der som del af bebyggelsens færdiggørelse udformes en parkeringsløsning. Selskabet har til ansøgningen om forlængelse af dispensationen oplyst, at de endnu ikke har et forslag til udformning af bebyggelse på C.F. Møllers Allé 26 herunder af det planlagte parkeringshus, og at der stadigvæk er et behov for de midlertidige parkeringspladser i området. Selskabet beklager i den forbindelse, at der ikke er søgt om forlængelse inden dispensationens udløb.
Teknik- og Miljøforvaltningen har på baggrund af ansøgningen søgt at opnå klarhed om en permanent løsning for parkering i området. Det skyldes, at forvaltningen vurderer, at der er behov for at finde en permanent parkeringsløsning i området. Begrundelsen er, at det i parkeringsstrategien for Ørestaden fra 2001 fremgår, at der skal etableres et parkeringshus på C.F. Møllers Allé 26 senest, når 4D-grunden på hjørnet af C.F. Møllers Allé og Ørestad Boulevard er fuldt udbygget og ibrugtaget. 4D-grunden er nu ved at være færdigudbygget, men dog endnu ikke færdig bebygget eller ibrugtaget.
Det har imidlertid ikke været muligt for By & Havn at redegøre for en sådan permanent løsning, da By & Havn ønsker en permanent løsning sammentænkt med parkering i området lige nord for C.F. Møllers Allé, der er ved at blive lokalplanlagt. Det er derfor nu nødvendigt med en dispensation til lovliggørelse af forholdene.
Forvaltningen vurderer, at der er et aktuelt behov for de 120 parkeringspladser, der er på arealet, og at det er nødvendigt med en dispensation for at finde den mest hensigtsmæssige permanente løsning på parkeringsforholdene i området. En dispensation vil lovliggøre den eksisterende anvendelse. Såfremt der ikke meddeles dispensation vil arealet ikke kunne anvendes til terrænparkering. Det vil betyde, at der ikke er tilgængelig parkering på C.F. Møllers Allé. Den nærmeste parkering vil være i parkeringshuset syd for Byparken, hvilket er en afstand på ca. 260 meter på tværs af Byparken fra de nuværende brugere af terrænparkering.
I parkeringsstrategien er tilkendegivet en mulighed for forlængelse til 4D-grunden er færdigbygget og ibrugtaget. Forvaltningen finder på den baggrund, at der kan meddeles dispensation frem til, at der meddeles endelig ibrugtagningstilladelse. Såfremt at der ansøges om midlertidig ibrugtagningstilladelse, udløber dispensationen dog ét år herefter.
For at sikre, at der findes en permanent løsning, vil forvaltningen orientere By & Havn om, at dispensationen ikke kan forventes forlænget udover endelig ibrugtagningstilladelse på 4D-grunden, da kommunen forudsætter, at der er nu findes en permanent løsning inden udløbet af dispensationen.
Der er i 2008 og 2012 meddelt tilsvarende midlertidige dispensationer. Begge de tidligere meddelte dispensationer er blevet påklaget af omboende til Natur- og Miljøklagenævnet med henvisning til, at kommunen ikke havde ret til at dispensere. Nævnet har i begge tilfælde opretholdt kommunens afgørelse under henvisning til, at kommunen havde hjemmel til at dispensere.
Høring
Dispensationen har jf. planlovens § 20 været i nabohøring i perioden den 12. oktober 2017 til 2. november 2017. Forvaltningen har modtaget tre henvendelser, jf. bilag 2.
Der er ikke indkommet egentlige indsigelser imod dispensationen. To borgere har anført, at en naboorientering, der reelt opretholder status quo, er overflødig og mere forvirrende end gavnlig. Metroselskabet har anført, at selskabet ikke har bemærkninger.
Forvaltningens bemærkninger
Det er korrekt, som indsigerne skriver, at der med dispensationen ikke sker en ændring i området. Det er dog nødvendigt med en dispensation til lovliggørelse af den nuværende anvendelse, og jf. Planloven skal en dispensation som denne i naboorientering.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele dispensationen.
Pernille Andersen
/Jan Heichelmann
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.