Genplacering af toilet i Sydhavnen, Vesterbro-Kgs. Enghave
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til, om toilettet fra Mozarts Plads skal opstilles permanent på forpladsen ved Sydhavn Station.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
-
at toilettet fra Mozarts Plads genopsættes permanent på forpladsen til Sydhavn Station mellem Ernst Kapers Vej og Enghavevej.
Problemstilling
I forbindelse med Overførselssagen 2018-2019 (BR den 9. maj 2019) (A, B, C, F, I, O, V) blev det besluttet at afsætte 0,4 mio. kr. i servicemidler i 2019 til at genopsætte toilettet fra Mozarts Plads på en ny permanent placering i Sydhavnen. Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 26. august 2019 at bevare det midlertidige toilet på Anker Jørgensens Plads, indtil Mozarts Plads efter planen genåbner i 2024. Samtidig bad Teknik- og Miljøudvalget forvaltningen om at undersøge nye alternative placeringer til en permanent placering af toilettet fra Mozarts Plads et andet sted i Sydhavnen – i en udvidet radius fra Mozarts Plads.
Løsning
Forvaltningen har i efteråret 2019 undersøgt nye mulige permanente placeringer af toilettet fra Mozarts Plads et andet sted i Sydhavnen – i en udvidet radius fra Mozarts Plads.
Undersøgte mulige placeringer
Forvaltningen har udvalgt placeringerne med udgangspunkt i, at der skal være fysisk plads til at placere toilettet, uden at det påvirker fremkommeligheden i byrummet. Samtidig skal toilettet tilgodese flest mulige brugere og tage hensyn til omkringliggende beboere og erhvervsdrivende i betragtning. Forvaltningen har undersøgt følgende fem mulige placeringer. (Bilag 2):
-
Hjørnet af Scandiagade og Borgmester Christiansens Gade.
-
Hjørnet af Wagnersvej og Thomas Koppels Allé.
-
Ved Hørdumsgade og Enghavevej.
-
Krydset ved P. Knudsensgade og Sjælør Boulevard.
-
På forpladsen til Sydhavn Station mellem Ernst Kapers Vej og Enghavevej.
På placeringerne på (1) hjørnet af Scandiagade og Borgmester Christiansens Gade og (2) hjørnet Wagnersvej og Thomas Koppels Allé er det ikke teknisk muligt lave de nødvendige tilkoblinger og dermed placere toilettet.
Kgs. Enghave Lokaludvalg har den 26. september 2019 i en henvendelse til teknik- og miljøborgmesteren foreslået etablering et alternativt byrum på Hørdumsgade, hvor et toilet ligeledes kunne placeres. Forvaltningen har undersøgt muligheden for at placere toilettet permanent (3) ved hjørnet af Hørdumsgade og Enghavevej. Det foreslåede areal på Hørdumsgade er imidlertid ejet af Banedanmark, og næsten hele arealet er udlagt til fredskov. Det betyder, at arealet skal drives efter skovlovens regler, og der ikke må bygges eller ændres væsentligt på arealet. Skal der etableres et alternativt byrum, vil det kræve en dispensation fra Naturstyrelsen.
Forvaltningen kan jf. kommunalfuldmagtsreglerne som udgangspunkt ikke drifte privatejede, region- eller statsejede arealer. Kommunen vil derfor skulle indgå en lejeaftale med Banedanmark. Forvaltningen har – på baggrund af lokaludvalgets henvendelse – været i kontakt med Banedanmark, som oplyser, at det ikke er sikkert, at de vil indgå en lejeaftale med kommunen med formål at etablere et byrum på arealet. Det vil i stedet skulle løses ved, at kommunen skal købe arealet af Banedanmark. Forvaltningen vurderer, at der ikke vil kunne opnås en eventuel dispensation fra Naturstyrelsen, eller skabes klarhed omkring en eventuel leje- eller købsaftale af arealet med Banedanmark inden udgangen af 2019. Da bevillingen fra overførselssagen udløber med årets udgang, skal toilettet opsættes i 2019. Derfor har forvaltningen ikke taget placeringen ved Hørdumsgade med i betragtningen.
Det er teknisk muligt at placere toilettet i krydset ved (4) P. Knudsensgade og Sjælør Boulevard. Forvaltningen bemærker, at der kan være en risiko for, at toilettet skal fjernes midlertidigt i en periode i forbindelse med at Sjælør Boulevard skal skybrudssikres i perioden fra medio 2021 til ultimo 2022.
Den sidste undersøgte placering er på (5) forpladsen til Sydhavn Station mellem Ernst Kapers Vej og Enghavevej. Her er det teknisk muligt at placere toilettet. Her vil toilettet formentlig primært blive brugt af borgere til og fra stationen. Det er den af de undersøgte placeringer, der ligger længst væk fra toilettets oprindelige placering på Mozarts Plads.
Høring
På baggrund af forvaltningens gennemgang af mulige placeringer i Sydhavnen, har forvaltningen i oktober 2019 gennemført en høring af Kgs. Enghave Lokaludvalg omkring de to mulige placeringer ved henholdsvis (4) krydset ved P. Knudsensgade og Sjælør Boulevard og på (5) forpladsen til Sydhavn Station mellem Ernst Kapers Vej og Enghavevej, (Bilag 3).
Af høringssvaret fra Kgs. Enghave Lokaludvalget fremgår det, at lokaludvalget grundlæggende hverken kan anbefale placeringen ved (4) krydset ved P. Knudsensgade og Sjælør Boulevard eller på (5) forpladsen til Sydhavn Station. Det skyldes, at lokaludvalget er bekymret for, at en placering af toilettet på et af disse steder, vil umuliggøre placeringen af et permanent toilet på Mozarts Plads, når pladsen efter planen genåbner i 2024.
Skal lokaludvalget vælge en af de to foreslåede placeringer, foretrækker lokaludvalget (5) forpladsen til Sydhavn Station. Dog sker det med det forbehold at lokaludvalget samtidig ønsker, at der bliver truffet en principbeslutning om, at der i forbindelse med et kommende lokalplansforslag for Mozarts Plads skal findes de nødvendige midler til opsætning og drift af et toilet på Mozarts Plads, når pladsen åbner efter metrobyggeriet. Lokaludvalget mener ikke, at et toilet i (4) krydset ved P. Knudsensgade og Sjælør Boulevard vil blive brugt i tilstrækkelig grad til, at det giver mening at placere et toilet på denne placering.
Forvaltningens anbefaling
På baggrund høringssvaret fra lokaludvalget vurderer forvaltningen, at toilettet fra Mozarts Plads med fordel kan placeres permanent på (5) forpladsen til Sydhavn Station mellem Ernst Kapers Vej og Enghavevej, da det er teknisk muligt, og samtidig er der ingen igangværende planer om skybrudsikring på placeringen i modsætningen til placeringen i (4) krydset ved P. Knudsensgade og Sjælør Boulevard. Dermed anbefaler forvaltningen placering (5).
Økonomi
I Overførselssagen 2018-2019 (BR 9. maj 2019) (A, B, C, F, I, O, V) blev det besluttet at afsætte 0,4 mio. kr. i servicemidler i 2019 til at genopsætte toilettet fra Mozarts Plads på en ny permanent placering i Sydhavnen. Opsættes toilettet ikke i 2019, går bevillingen tilbage til kommunekassen.
Driftsmidlerne fra toilettet på Mozarts Plads bruges i dag til at drifte den midlertidige toiletvogn på Anker Jørgensens Plads. Med beslutningen fra den 26. august 2019 om at fastholde den midlertidige toiletvogn på Anker Jørgensens Plads frem til 2024, og samtidig opsætte toilettet fra Mozarts Plads på en ny permanent placering i Sydhavnen, vil der skulle findes driftsmidlerne til det midlertidige toilet i perioden indtil 2024, hvor Mozarts Plads ifølge planen står færdigt. Udgifterne til drift af det midlertidige toilet lyder på 0,28 mio. kr. årligt. Forvaltningen vil søge om de manglende driftsmidler i forbindelse med Overførselssagen 2019-2020. Afsættes der ikke de manglende driftsmidler til det midlertidige toilet frem til 2024, skal midlerne findes ved en omprioritering i forhold til de eksisterende driftsopgaver i den pågældende periode.
Videre proces
Når udvalget har godkendt indstillingen, genplacerer forvaltningen toilettet fra Mozarts Plads permanent ved forpladsen til Sydhavn Station mellem Ernst Kapers Vej og Enghavevej til ibrugtagelse ultimo 2019. Forvaltningen vil søge om de manglende driftsmidler i forbindelse med Overførselssagen 2019-2020.
Søren Wille
/Jon Pape
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. november 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Det samlede udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker at sikre finansiering til drift af et toilet på Mozarts Plads på baggrund af Metroselskabets udmelding om, at Metroselskabet finansierer etablering af nyt permanent toilet på pladsen fra 2024. Dette kan findes fra driften af det midlertidige toilet på Anker Jørgensens Plads.”