Fysiske forbedringer i Amager Strandpark i 2020, Amager Øst
Tidligere beslutninger
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
-
at midlerne, der blev sparet i forbindelse med opløsningen af Amager Strandpark I/S, anvendes til realisering af det i indstillingen beskrevne pakkeforslag A (etablering af minimum 12 mindre beplantningsgrupper ud mod Amager Strandvej og retablering af stranden syd for Lagunebroen i 2020).
Problemstilling
I forbindelse med opløsningen af det tidligere Amager Strandpark I/S i 2015, vedtog Borgerrepræsentationen den 26. februar 2015, at de reducerede administrationsomkostninger, svarende til 0,5 mio. kr. (2016 p/l), der fremkom som følge af selskabets opløsning, skal anvendes til fysiske forbedringer af strandparken. Dette sker ved, at Teknik- og Miljøudvalget for et år ad gangen vælger, hvilke konkrete projekter, forvaltningen skal iværksætte for de sparede midler. De gennemførte projekter vil, foruden etableringsomkostninger, ofte have varige afledte driftsudgifter, som også skal dækkes af de årligt sparede midler. Beløbet til finansiering af nye projekter vil således blive mindre år for år. I 2020 udgør besparelsen som følge af opløsningen af Amager Strandpark I/S, der kan udmøntes til nye projekter i 2020, 441.218 kr. (2020 p/l).
Løsning
I marts 2019 iværksatte forvaltningen en kortlægning af henholdsvis forvaltningens og det permanente parkbrugerråds ønsker til fysiske forbedringer i Amager Strandpark for at sikre en bred drøftelse af, hvilke projekter der ønskes gennemført i 2020. Parkbrugerrådets medlemmer tilkendegav ved en afstemning den 14. maj 2019, hvilke forslag de vurderer, er vigtigst at få gennemført. Resultatet af afstemningen fremgår af bilag 2, hvor de enkelte forslag er beskrevet, og suppleret med et overslag på de økonomiske omkostninger af forvaltningen. Parkbrugerrådet havde også ønsker, der ikke kan realiseres inden for puljemidlerne, og som derfor ikke indgik i afstemningen. På baggrund af parkbrugerrådets prioritering, har forvaltningen udarbejdet to pakkeforslag. Hvert pakkeforslag indeholder to af de tre ønsker, der fik flest stemmer til parkbrugerrådsmødet. De udvalgte projekter er skaleret, så de kan gennemføres for de midler, der er til rådighed i 2020.
Pakke A
-
Nye træer og buske langs Amager Strandvej mellem Kilometerbroen og Øresundsstien (231.218 kr. i etableringsomkostninger). Området mellem Øresundsstien og Kilometerbroen på den gamle strand er relativt åbent, og derfor vil etableringen af minimum 12 små grupper af beplantning af hver med ét større træ og mange små træer og buske i små størrelser være med til at skærme området fra Amager Strandvej, og dermed gøre området mere attraktivt for ophold. (Bilag 3)
-
Retablering af stranden syd for Lagunebroen (landsiden) (200.000 kr. i etableringsomkostninger). Sandet på stranden er de seneste år skyllet bort i forbindelse med storme, hvilket har resulteret i, at fundamentet under dele af den tilstødende asfalterede sti er eroderet bort, og derfor er stien blevet delvist spærret. Den foreslåede forbedring vil betyde, at dele af stien som ender blindt, fjernes og erstattes af større sten og sandopfyldning, så området sikres mod vandstandsstigning og igen bliver nemt tilgængeligt for besøgende. (Bilag 3)
Projekterne i Pakke A (beplantning langs Amager Strandvej) medfører 10.000 kr. i afledte driftsudgifter i 2020 og 15.000 kr. fra 2021 og frem i varig drift. Træerne plantes i sidste halvår af 2020, hvorfor driftsudgifterne er lavere i 2020.
Pakke B
-
Nye træer og buske langs Amager Strandvej mellem Kilometerbroen og Øresundsstien (251.218 kr. i etableringsomkostninger). I stil med forslaget i Pakke A vil der blive etableret minimum 13 små grupper af beplantning til at skærme området fra Amager Strandvej.
-
Etablering af en midlertidig toiletvogn ved den nye legeplads nord for Kilometerbroen (landsiden) (175.000 kr. i etableringsomkostninger). Den permanente toiletbygning ved legepladsen er lukket. Toiletvognen har handicapadgang, og vil kun have åbent i sommersæsonen. (Bilag 3)
Projekterne i Pakke B (beplantning langs Amager Strandvej) medfører 15.000 kr. i afledte driftsudgifter i 2020 og 20.000 kr. fra 2021 og frem i varig drift. Træerne plantes i sidste halvår af 2020, hvorfor driftsudgifterne er lavere i 2020.
Forvaltningens anbefaling
Forvaltningen anbefaler, at pakkeforslag A realiseres i 2020. Parkbrugerrådet har tilkendegivet, at deres første prioritet er beplantning langs Amager Strandvej. Udviklingsplanen for området foreskriver, at der kan plantes skærmende grupper af krat med et naturligt udtryk langs Amager Strandvej. For at opnå det optimale udtryk bør op til fjerdedel af arealet mod vejen tilplantes, hvilket kræver etablering af minimum 12 små grupper af beplantning. Parkbrugerrådets tredje prioritet var retablering af stranden syd for Lagunebroen. Forvaltningen har valgt at nedskalere projektet, så der afsættes midler til at fremtidssikre området, hvor stien i dag er placeret, med større sten og sandopfyldning på arealet, mens der ikke tilføres nyt sand til hele stranden.
Parkbrugerrådet ønsker permanente toiletter langs Amager Strandvej. Dette vil ikke kunne realiseres inden for den eksisterende økonomiske ramme. Forvaltningen har i Pakke B indsat opsætning af en midlertidig toiletvogn, som var parkbrugerrådets anden prioritet. Forvaltningen anbefaler dog ikke dette pakkeforslag. Det skyldes, at der i forbindelse med Budget 2020 (BR den 31. oktober 2019) (A, B, F, V, Ø og Å) er afsat midler til opsætning af samlet fire københavnertoiletter, som er ældre- og handicapvenlige, i 2021 og 2022. Forvaltningen vil gå i dialog med relevante aktører, herunder blandt andet Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Ældresagen og Handicaprådet, om hvor toiletterne med fordel kan etableres for at tilgodese flest mulige ældre og handicappede brugere – herunder også om Amager Strandpark kunne være en mulig placering. Efter dialogen vil forvaltningen undersøge, hvor det er teknisk muligt at placere nye københavnertoiletter og vende tilbage til Teknik- og Miljøudvalget i juni 2020 med en indstilling med forslag til konkrete placeringer. Forvaltningen ønsker derfor at afvente denne proces, inden der eventuelt afsættes midler til en midlertidig toiletvogn.
Økonomi
Som følge af opløsningen af Amager Strandpark I/S er der opnået en besparelse på 500.000 kr. (2016 p/l) pr. år i reducerede administrationsomkostninger. De 500.000 kr. (2016 p/l) svarer i 2020 til 540.657 kr. grundet den årlige p/l fremskrivning.
Tidligere års større udviklingsprojekter med badesti og badelift har medført afledt drift for 43.593 kr. (2020 p/l) pr. år fra 2018 og frem. Naturlegeplads og borde/bænke medfører afledt drift for 55.846 kr. (2020 p/l) pr. år fra 2019 og frem. Sandflugtshegn og fuglekasser har ikke medført afledte driftsudgifter. Det betyder, at der i alt er 441.218 kr. (2020 p/l) tilbage til fysiske forbedringer i Amager Strandpark i 2020. Her beskrives kort de økonomiske konsekvenser af løsningsforslaget:
Pakkeforslag A har følgende økonomiske konsekvenser:
Projekt (beløb i 2020 p/l) |
Etableringsudgifter 2020 |
Afledt drift |
Beplantning langs Amager Strandvej |
231.218 kr. |
10.000 kr. i 2020. Efterfølgende 15.000 kr./år |
Reetablering af strand syd for Lagunebroen |
200.000 kr. |
0 kr./år* |
I alt |
431.218 kr. |
10.000 kr. i 2020. Efterfølgende 15.000 kr./år |
Projektforslag B har følgende økonomiske konsekvenser:
Projekt (beløb i 2020 p/l) |
Etableringsudgifter 2020 |
Afledt drift |
Beplantning langs Amager Strandvej |
251.218 kr. |
15.000 kr. i 2020. Efterfølgende 20.000 kr./år |
Toiletvogn |
175.000 kr. |
120.000 kr./år** |
I alt |
426.218 kr. |
15.000 kr. i 2020. Efterfølgende 20.000 kr./år |
* En kombination af området forfatning efter kommunen overtog arealet fra Amager Strandpark I/S og voldsomme storme den seneste årrække betyder, at retableringsomkostningerne ikke kan dækkes af forvaltningens egen driftspulje. Den afledte drift af udviklingsprojektet dækkes af forvaltningens egen driftspulje.
** De 120.000 kr. til afledt årlig drift dækkes af forvaltningens egen driftspulje til toiletterne i Amager Strandpark. Toiletterne langs Amager Strandvej er lukkede, og derfor kan nogle midlerne herfra anvendes til at dække driften af toiletvognen. Efter lukningen af toiletterne på Amager Strandvej er driftsmidlerne blevet anvendt til at supplere driften af toiletterne på strandøen, hvor forvaltningen efter lukningen har oplevet en større brug af faciliteterne. Toiletvognen skønnes at kunne aflaste toiletterne på strandøen, og derfor kan nogle driftsmidlerne anvendes hertil.
Hvis pakkeforslag A gennemføres, vil det betyde, at der i 2021 vil være 426.218 kr. (2020 p/l) til udmøntning af nye fysiske forbedringer. Hvis pakkeforslag B gennemføres, vil det betyde, at der i 2021 vil være 421.218 kr. (2020 p/l) til udmøntning af nye fysiske forbedringer.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har besluttet, hvilke udviklingsprojekter, der skal udføres i 2020, igangsættes udviklingsprojekterne og afsluttes inden udgangen af 2020.
Søren Wille
/Jon Pape
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. november 2019
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.