Revideret forslag til lokalplan Hamletsgade, Nørrebro
En bygherre ønsker at udvikle et område ved Hamletsgade og Nannasgade på Ydre Nørrebro ved at ombygge erhvervsbygninger samt opføre ca. 17.100 m² ny bebyggelse med serviceerhverv. En stor andel af områdets parkering samles i en parkeringskælder, så der kan indrettes nye byrum med beplantning og opholdsmuligheder. Lokalplanen giver mulighed for en ny forbindelse gennem området mellem Tagensvej og Nannasgade og styrker derved sammenhængen med nærområdet. Lokalplanen udpeger 37 træer som bevaringsværdige og stiller krav om 86 nye træer.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forslag til lokalplan Hamletsgade (bilag 2) udsendes i offentlig høring i otte uger.
Problemstilling
En bygherre ønsker at opføre ny bebyggelse ved Nannasgade og Hamletsgade og ombygge eksisterende bevaringsværdige bygninger. Projektet indeholder serviceerhverv og har en bebyggelsesprocent for hele lokalplanområdet på 185. Det ønskede nybyggeri er i overensstemmelse med Kommuneplan 2019, men gældende lokalplan muliggør ikke omfanget af det ønskede nybyggeri, hvorfor det kræver en ny lokalplan. En startredegørelse blev vedtaget på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 18. september 2017 med anbefalinger om at bevare træer i videst muligt omfang, sikre de arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier, udvikle eksisterende byrum og forbindelser i området, at blandingen af boliger og serviceerhverv opretholdes samt sikre, at parkering etableres i konstruktion. Forslag til lokalplanen blev behandlet på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 14. marts 2022, hvor udvalget besluttede at sende sagen retur til forvaltningen. Forslag til lokalplanen blev godkendt i Teknik- og Miljøudvalget den 20. juni 2022 og har været i offentlig høring fra den 29. juni til den 7. oktober 2022. Ved behandling af endelig vedtagelse på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 9. januar 2023 blev sagen sendt retur til forvaltningen med henblik på yderligere bearbejdning af lokalplanforslaget. Ændringerne omhandler udformning af facader mod Hamletsgade og Nannasgade og ændring af placering af byggefelter fra internt i området til påbygning på eksisterende bygning langs Hamletsgade.
Løsning
Lokalplanområdet ligger på Ydre Nørrebro mellem Tagensvej, Mimersgade og Superkilen mod vest og mellem karréby og mere ustruktureret by med forskellige byggestile og funktioner. I området ligger den tidligere Holger Petersens Tekstilfabrik – en af de få bevarede store tekstilfabriksbygninger, der blev opført i København i 1880’erne. Balders Plads er et åndehul i det tætbebyggede kvarter. Baldersgade karakteriseres mod vest af en facaderække med huse i fem etager opført i 1880’erne. Tagensvej og i mindre grad Mimersgade udgør trafikerede barrierer, som adskiller området fra den øvrige by. Nannasgade har en blanding af boliger i 5-6 etager, erhverv og opholdsmuligheder og afsluttes af Kingos Kirke ud for Holger Petersens Tekstilfabriks arealer. Kirkens og menighedshusets tårne er landemærker i området. Fra Nannasgade er der desuden kig til Nørrebrohallen. Hamletsgade består af 5-6 etagers bygninger med boliger og erhverv. I forbindelse med Budget 2023 er der afsat midler til anlæg af skybrudsprojekt på Hamletsgade, hvilket betyder nye cykelstier, begrænset bilparkering, ny beplantning og bedre mulighed for ophold.
Planforslaget
muliggør fortætning i form af ca. 17.100 m² nybyggeri, og området fastlægges
til blandet bolig og serviceerhverv med en boligandel på mindst 30 %
af områdets samlede etageareal. Nybyggeri etableres primært som bebyggelse mod
Nannasgade og Hamletsgade og som påbygninger på eksisterende
bebyggelse. Planforslaget fastlægger derudover udvalgte bebyggelser som
bevaringsværdige (bilag 2, s. 14-16) med det formål at bevare det eksisterende
kulturmiljø og fysiske levn fra områdets historie som tekstilfabrik.
Planforslaget fastlægger bestemmelser for udvikling af de eksisterende byrum og
for nye forbindelser igennem området, der skal være med til at åbne området op
og skabe større sammenhæng med det omkringliggende kvarter. Lokalplanområdets
parkering samles i parkeringskælder, hvilket giver mulighed for mere
beplantning og flere opholdsmuligheder på terræn.
Ændringer i forslag til
lokalplan
På baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 9. januar 2023 er
lokalplanforslaget tilpasset med en mere ensartet facade med færre
materialeskift og et overvejende udtryk i røde tegl mod Nannasgade og
Hamletsgade. Derudover er den 4 etagers bygning internt i området fjernet, og
der er i stedet muliggjort opførsel af mindre bygninger (pavilloner, drivhuse,
lysthuse, tekniske anlæg, legehuse og lignende) i 1 etage på dennes placering
for at understøtte det kommende stiforløb. Derudover er der i stedet muliggjort
en 2 etagers påbygning i halvdelen af bygningens dybde mod gadesiden på den
eksisterende shedtagsbygning langs Hamletsgade. Forslag til ændringer i
lokalplanen er uddybet i bilag 8.
Byliv
Planforslaget
fastholder, at der kan indrettes serviceerhverv såsom restauranter og caféer i
stueetagerne og detailhandel langs Tagensvej. Der fastlægges fire grønne byrum
med beplantning, nye opholdsmuligheder og med en offentlig forbindelse gennem
området mellem Tagensvej og Nannasgade.
Bynatur
Der er registreret 56
træer inden for lokalplanområdet, der lever op til kriterierne for at kunne
gøres bevaringsværdige i lokalplanen. Af dem foreslås 38 fastlagt som
bevaringsværdige, mens 19 kan fældes. Derudover plantes 86 nye træer. De træer,
der kan fældes, er placeret i et område, hvor det vil være hensigtsmæssigt at
placere bebyggelse, da byggeri langs Nannasgade vil fuldende karréens
randbebyggelse, mens mindre bygninger centralt i området medvirker til at indramme og
understrege det centrale strøg gennem området. Placeringen af nybyggeri vil
resultere i fældning af 13 træer ved Nannasgade og 6 træer centralt i
området (bilag 4, s. 2).
Bevaringsværdier
i lokalplanområdet
Planforslaget fastlægger
10 bebyggelser eller bygningskomplekser som bevaringsværdige (bilag 5, s. 2).
Bebyggelserne har bevaringsværdier fra 1 til 4. Bygningerne med
høj bevaringsværdi (SAVE 1-3) bevares. Bebyggelserne med
middel bevaringsværdi (SAVE 4) udpeges også som bevaringsværdige, da
de enten er en del af et samlet bygningsforløb, hvor andre dele af bebyggelsen
har højere bevaringsværdier (Baldersgade), eller er særligt karaktergivende for
området (Nannasgade 28). Bebyggelsen på hjørnet
af Hamletsgade og Tagensvej har også middel bevaringsværdi (SAVE
4), men udpeges ikke som bevaringsværdig, da bebyggelsen ikke er
karaktergivende for området og ikke indeholder detaljer, der vurderes at være
af særlig arkitektonisk værdi.
Bæredygtighed
Det er indarbejdet i
planforslaget, at flade tage skal være grønne, hvis ikke de indrettes til
ophold eller solceller, minimum 25 % af de ubebyggede arealer skal være bede
med beplantning, eksisterende bygninger skal bevares, og der skal
etableres regnbede til håndtering af overfladevand. Derudover har
bygherre til hensigt at anvende genbrugsmaterialer,
opstille ladestandere til elbiler og indrette etagerne, så byggeriet
kan anvendes til alternative funktioner.
Almene
boliger
Da planforslaget alene
muliggør serviceerhverv, stilles der ikke krav om minimum 25 % almene boliger.
Krav om minimum 25 % almene boliger kan kun stilles, når det samlede etageareal
for nye boliger i forslaget til lokalplanen er over minimumsgrænsen på 3.200
m², jf. Teknik- og Miljøforvaltningens praksis vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget
den 8. april 2019.
Parkering
Parkeringsnormen for
kontorbyggeri fastsættes til 1 plads pr. 214 m2 i overensstemmelse
med Kommuneplan 2019. Lokalplanområdet ligger i et område, der ifølge
kommuneplanen defineres som tætby. Ved planlægning for erhverv
i tætby er der mulighed for at sætte parkering til højst 1 plads pr.
143 m² eller mindst til 1 plads pr. 286 m2 efter en konkret
vurdering. Den konkrete vurdering foretages kun, når bygherre har ønske om at
fravige parkeringsnormen, jf. Administrationsgrundlag for parkeringsnormer for
bilparkering i Kommuneplan 2019. Der er derfor ikke gjort brug af mulighed for
en konkret vurdering i forbindelse med dette planforslag.
Borgerinddragelse
Der er foretaget
indledende høring efter udarbejdelse af startredegørelsen i 2017, herunder af
Nørrebro Lokaludvalg. Høringssvar fra lokaludvalget i forbindelse med den
indledende høring er refereret kort nedenfor og vedlagt som bilag, som det er
praksis ved politisk behandling af forslag til lokalplaner. Det tidligere forslag
til lokalplan Hamletsgade har været i offentlig høring fra den 29. juni til den
7. oktober 2022, hvor forvaltningen modtog 107 henvendelser. Nørrebro
Lokaludvalg vil blive hørt igen, når forslaget sendes i ny offentlig høring.
Lokaludvalgets høringssvar fra den indledende høring er vedlagt som bilag 6.
Hovedsynspunkter fremført af Nørrebro Lokaludvalg i den indledende høring den 17. november 2017:
- Det er positivt at overfladeparkering på grunden fjernes.
- Ønsker hellere randbyggeri end byggeri inde på grunden.
- Ønsker forsat institutionsdrift på området.
- Byggeriet i Hamletsgade skal harmonere med det eksisterende byggeri i udseende og højde.
Hovedsynspunkter i den offentlige høring af tidligere forslag fra den 29. juni til den 7. oktober 2022:
Henvendelserne omhandlede overvejende
bygningshøjder og bebyggelsesprocent, øget trafik på Nannasgade, tilpasning til
områdets arkitektoniske egenart, skyggegener for boliger i Baldersgade og udformning
af passagen gennem området.
Nørrebro Lokaludvalg havde følgende
hovedsynspunkter i den offentlige høring. Lokaludvalgets høringssvar fra den
tidligere offentlige høring er vedlagt som bilag 7.
- Det er positivt, at der etableres en gennemgang gennem området, og at det bør sikres, at den er åbent hele døgnet.
- Det er positivt, at terrænparkering på grunden fjernes. Dog er det kritisk, at nedkørsel til p-kælderen er fra Nannasgade, som er en skolevej. Nedkørslen bør flyttes til Hamletsgade.
- Man bør ikke bygge inde på grunden, men i stedet etablere randbebyggelse for at sikre et bedre byrum.
- Byggeriet i Hamletsgade/Nannasgade harmonerer ikke med det eksisterende byggeri i udseende. Bygningshjørnerne bør afskæres i overensstemmelse med områdets arkitektoniske formsprog.
- Det er problematisk, at der skal fældes gamle træer.
Miljøvurdering
Lokalplanen medfører
ikke miljømæssige konsekvenser, der betyder, at der skal udarbejdes en
miljørapport i henhold til miljøvurderingsloven.
Politisk handlerum
- Teknik- og Miljøudvalget kan vælge at ændre lokalplanens afgrænsning, herunder til- og fravælge bygninger, der udpeges som bevaringsværdige indenfor lokalplanområdet. I så fald vil vilkår for udvikling fastsat i lokalplanens bestemmelser, herunder bevaringsbestemmelser, omfatte de udvalgte bygninger og områdeafgrænsningen.
- For det kommende nybyggeri kan udvalget vælge at ændre omfanget og placering af byggeriet samt ændre forhold omkring de foreslåede materialer og udearealer. En sådan beslutning vil genoptage forhandlinger mellem forvaltning og bygherre om projektets udformning, og en ny tidsplan for offentlig høring og vedtagelse af lokalplanen skal udarbejdes.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger. Planforslaget kan sendes i offentlig høring umiddelbart efter Teknik- og Miljøudvalget har godkendt lokalplanforslaget, jf. Borgerrepræsentationens delegation af 30. januar 2020. Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget til politisk behandling.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. september 2023
Det Konservative Folkeparti stillede følgende ændringsforslag som tilføjelse til 1. at-punkt:
”dog således, at parkeringsnormen for biler fastsættes til 1 pr. 100 m2 familiebolig, så parkering kan holdes på egen grund.”
Ændringsforslaget blev forkastet med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: C
Imod stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Den med teknisk ændringsforslag ændrede indstilling blev godkendt
med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, V, Ø og Å
Imod stemte: C