Mødedato: 18.09.2017, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 253 ”Havneparken Islands Brygge”, Amager Vest

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at sende forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 253Havneparken Islands Brygge” i høring. Forslaget vil muliggøre en overdækket danseplads syd for Kulturhuset Islands Brygge.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 253 ”Havneparken Islands Brygge”, jf. bilag 1, godkendes med henblik på offentliggørelse på Københavns Kommunes hjemmeside ”Bliv Hørt” og udsendelse i offentlig høring i otte uger.

Problemstilling

I Budget 2012 (BR 6. oktober 2011) (A, B, C, F, I, O og V) blev der afsat midler til at planlægge og opføre en danseplads. Lokalplantillæggets formål er at udlægge et byggefelt med tilknyttet byggeret, som muliggør en ca. 200 m2 stor overdækket danseplads med en maksimal højde på 8 m og mulighed for integreret lys og lyd.

Den gældende lokalplan for området, lokalplan nr. 253 ”Havneparken Islands Brygge”, muliggør ikke bebyggelse på den ønskede placering for dansepladsen, og der er allerede opført den mængde bebyggelse, som lokalplanen giver mulighed for. Projektet er derfor ikke muligt at realisere indenfor rammerne af den gældende lokalplan.

Løsning

Borgerrepræsentationen vedtog den 15. november 2012, at dansepladsen skal placeres i Havneparken på Islands Brygge. Teknik- og Miljøudvalget vedtog efterfølgende den 29. april 2013 at udskyde realisering af projektet grundet udleje til HOFOR’s byggeplads til den nu færdigt etablerede fjernvarmeledning på tværs af havneløbet.

Placeringen af dansepladsen erstatter omtrent den tidligere placering af båden ”Pinen”, der fungerede som overdækning for en danseplads, som blev nedtaget i 2011 grundet dårlig stand. Dansepladsen skal kunne benyttes af borgere og foreningslivet i samspil med Kulturhuset Islands Brygge og danne ramme for diverse dansefaciliteter og generelt invitere til bevægelse og leg i byrummet.

Lokalplanen skal, under hensynstagen til støjpåvirkning af den omkringliggende beboelse, give mulighed for, at der tilvejebringes en danseplads. En danseplads med størst mulig brugsværdi, samspil med de nære omgivelser og opretholdelse af sigtelinje på tværs af havneløbet fra pladsdannelsen ved Snorresgade/Gunløgsgade og udsyn fra Islands Brygge.

Der henvises i øvrigt til faktaarket i bilag 2.

Byliv

En ny danseplads vil gøre den nu tomme grusplads i Havneparken Islands Brygge flerfunktionel, og dansepladsen vil fungere som et både kulturelt og rekreativt tilbud. Projektet inviterer til dans, bevægelse og leg.

Dansepladsen understøtter Fællesskab Københavns indsats om fleksibel og kreativ brug af byen samt målet om, at københavnerne skal opholde sig mere i byens rum.

Miljø og bynatur

Dansepladsen udføres efter Miljø i Byggeri og Anlæg 2016, der omhandler miljøkrav til Københavns Kommunes bygge- og anlægsprojekter. Dette indebærer bl.a. lokal håndtering af regnvand og brug af certificeret træ.

Parkering

Området udgør en del af tætbyen og er i Kommuneplan 2015 udlagt til offentlige formål, hvor parkeringsdækningen fastsættes efter en konkret vurdering. Parkeringstællinger foretaget i foråret 2017 – på vejen Islands Brygge ved dansepladsens placering – viser en belægningsgrad på mindre end 80 %. På den baggrund vurderer forvaltningen, at der ikke er behov for at fastsætte bestemmelser om parkeringsdækning, idet behovet er dækket med det eksisterende antal parkeringspladser langs Islands Brygge.

Intern høring

Der er foretaget intern høring af projektet i forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget, herunder af Amager Vest Lokaludvalg, der vil blive hørt igen, når forslaget sendes i offentlig høring. Følgende synspunkter har været fremført af lokaludvalget:

  1. At projektet mangler arkitektonisk udtryk og fremstår uden historisk reference til stedet.
  2. At det anses for problematisk, at dansepladsen ikke vil være åben for offentlig og spontan brug uden forudgående bookning.
  3. At det bør sikres, at lokale borgere reelt vil få adgang til dansepladsen, således at den ikke hovedsagligt bookes af danseforeninger i hele byen.
  4. Bekymring for hvorvidt fastsatte støjgrænser vil blive håndhævet.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Dansepladsen har en let konstruktion, hvor anvendelsen af rustfarvet stål søger at skabe samhørighed med havnens industrielle historie og udtryk. Den slanke søjlekonstruktion skaber kig på tværs, hvorved der tages hensyn til de i lokalplan nr. 253 angivne sigtelinjer på tværs af havneløbet, som tjener det formål at sikre de karakteristiske udsyn fra Islands Brygges sidegader, samt sikre størst muligt udsyn til havnepromenaden og havneløbet fra de bagvedliggende boliger og opholdsarealer.
  2. Af hensyn til de omboende vil der være tidsbegrænsning på brugen af dansepladsens lys og lyd, både i forhold til det samlede daglige/ugentlige brug og specielt i forhold til lukketidspunkt. Se i øvrigt pkt. 4.
  3. Det vil være muligt for alle københavnere at blive oprettet som brugere og derefter booke dansepladsen.
  4. Administrationen af lys- og lydanlæg sker fra Kulturhuset. Dette betyder, at volumenniveauet kan begrænses fra Kulturhuset enten manuelt eller elektronisk. Volumenniveauet fastsættes, så de vejledende grænseværdier kan overholdes. Grænseværdierne er i dagtimerne 50 dB og i aftentimerne 45 dB ved nærmeste beboelser. Grænseværdierne er noget lavere end for arrangementer omfattet af forskriften for udendørs musikarrangementer på 60 dB.

Miljøvurdering

Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at lokalplanen ikke medfører miljømæssige konsekvenser, hvilket betyder, at der ikke skal udarbejdes en miljørapport i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Stadsarkitekten deltager under behandlingen af indstillingen i Teknik- og Miljøudvalget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Der er afsat driftsbevilling på 1,2 mio. kr. til drift og vedligehold af den overdækkede danseplads (BR 15. november 2012). Teknik- og Miljøforvaltningen skal stå for den daglige drift og vedligehold af scenen og Kultur- og Fritidsforvaltningen for den aktivitetsbaserede drift. Driftsbevillingen er placeret i puljen til afledt drift under Økonomiudvalget og vil blive overført til Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, når anlægsprojektet er afsluttet og ibrugtaget.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt lokalplanforslaget, sender Teknik- og Miljøforvaltningen planforslaget i høring i otte uger. Der har tidligere været afholdt borgermøde, med det formål at få lokalt input til dansepladsens udformning. Lokalplanforslaget omfatter ikke andet end dansepladsen. De allerede indkomne input til dansepladsen vurderes derfor at være repræsentative og dækkende, og der vil derfor ikke blive afholdt borgermøde igen i den offentlige høring

Efter offentlighedsfasen vil forvaltningen gennemgå de modtagne henvendelser og på baggrund heraf udarbejde indstilling om endelig vedtagelse af planforslaget. Denne forventes forelagt Borgerrepræsentationen i foråret 2018.

 

Pernille Andersen

/Jakob Møller Nielsen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. september 2017

Indstillingen blev ikke godkendt med nul stemmer mod ni. Ingen undlod at stemme.

For stemte: Ingen.
Imod stemte: A, B, C, F, I, V og Ø.

Til top