Mødedato: 18.06.2018, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Whistleblowersag - rapport fra Intern Revision

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Intern Revisions rapport ”Whistleblowersag”.

Indstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,

  1. at Intern Revisions rapport ”Whistleblowersag” tages til efterretning.

Problemstilling

Intern Revision har udarbejdet rapporten ”Whistleblowersag”. Rapporten vedrører administrationen af fortovsordningen i Teknik- og Miljøforvaltningen. Teknik- og Miljøudvalget fik forelagt rapporten til orientering på mødet i udvalget den 28. maj 2018. Udvalget bad efterfølgende på mødet den 11. juni 2018 om at få rapporten til behandling på et kommende udvalgsmøde.

Løsning

Københavns Kommunes Borgerrådgiver har via kommunens whistleblowerordning modtaget en anonym henvendelse fra en ansat i kommunen, som har indgivet oplysninger vedrørende administrationen af fortovsordningen i Teknik- og Miljøforvaltningen.

Borgerrådgiveren har den 20. november 2017 videregivet sagen til Intern Revision, som har undersøgt sagens økonomiske forhold og har udarbejdet en fortrolig rapport (bilag 2). Rapporten er fortrolig af hensyn til kommunens økonomiske interesser i forbindelse med en eventuel tilbagebetaling herunder eventuelle tvister herom, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 4, nr. 3.

Rapporten er forelagt Revisionsudvalget og sendt til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Af rapporten fremgår, at den vil "- som følge af Økonomiudvalgets lovpligtige varetagelse af den umiddelbare forvaltning af kommunens personaleforhold inden for alle kommunens administrationsområder og tillige lovpligtige indseende med de økonomiske og almindelige administrative forhold inden for alle kommunens administrationsområder - blive sendt til Økonomiforvaltningens direktion med henblik på eventuel forelæggelse og videre foranstaltninger vedrørende disse forhold for Økonomiudvalget."

Rapporten fra Intern Revision bliver behandlet på et kommende møde i Økonomiudvalget.

Behandling i Teknik- og Miljøudvalget og i Økonomiudvalget

Økonomiforvaltningen har i notat af 12. juni 2018, jf. bilag 3, redegjort for, hvilke dele af Intern Revisions rapport Teknik- og Miljøudvalget kan behandle, og hvilke dele af rapporten Økonomiudvalget kan behandle. Af notatet fremgår følgende:

”TMU vil kunne behandle og træffe beslutning, herunder indstilling til ØU og BR, om de forhold i Intern Revisions rapport, der vedr. spørgsmålet om forvaltning af fortovsordningen samt evt. lignende ordninger vedr. veje og gader og i givet fald eventuelle økonomiske konsekvenser heraf.

TMU kan derimod ikke behandle eller træffe beslutning om personaleforhold, herunder om eventuelle ansættelsesretlige konsekvenser.

ØKF vil som følge af ØU ’s lovpligtige varetagelse af kommunens personaleforhold indenfor alle kommunens administrationsområder og lovpligtige indseende med de økonomiske og almindelige administrative forhold indenfor alle kommunens administrationsområder umiddelbart efter sommerferien forelægge en indstilling for ØU om Intern Revisions rapport, herunder om spørgsmålet om administrationen af fortovsordningen, og om det i givet fald bør give anledning til ansættelsesretlige konsekvenser. ØKF vil mest naturligt indstille, at ØU ’s vurdering af spørgsmålet om administrationen af fortovsordningen og om evt. ansættelsesretlige konsekvenser foretages på baggrund af anbefalinger i en uvildig advokatundersøgelse.

TMU ’s beslutninger vedr. spørgsmålet om forvaltning af fortovsordningen og eventuelle økonomiske konsekvenser heraf vil i givet fald indgå i beslutningsgrundlaget for ØU ’s endelige behandling af sagen som følge af ØU’ s indseende med de økonomiske og almindelige administrative forhold.”

Sagen ’Ny løsning for fortovsordningen’

Teknik- og Miljøudvalget behandlede den 11. juni 2018 sagen ”Ny løsning for fortovsordningen”. De to sager behandler samme genstandsfelt, men er i øvrigt uafhængige af hinanden.

Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 11. juni 2018 at anbefale over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at fortovsordningen ophæves, og renholdelsesforpligtelsen på de berørte fortove fremover varetages af ejerne af de tilstødende grunde fra januar 2019.

Økonomi

Denne indstilling har i sig selv ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

De dele af Intern Revisions rapport om whistleblowersag vedr. fortovsordningen, som omhandler Økonomiudvalgets ressort, behandles på et kommende møde i Økonomiudvalget.

 

Pernille Andersen

/Anna Schou Johansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. juni 2018

Indstillingen blev taget til efterretning.

Et samlet udvalg afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi tager whistleblowersagen til efterretning, idet vi følger op på Intern Revisors anbefaling om en personaleretlig undersøgelse. Vi finder det kritisabelt, at der er gået for lang tid fra loven blev ændret, og indtil kommunens praksis bliver ændret.”

Til top