Evaluering af forskrift for udendørs musikarrangementer
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over for Teknik- og Miljøudvalget,
- at evalueringen af Forskrift for udendørs musikarrangementer i bilag 2 tages til efterretning.
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen arbejder med de i indstillingen beskrevne ændringer, for at fremlægge et høringsudkast i efteråret 2018.
Problemstilling
Den kommunale myndighed kan forebygge støjgener ved at udforme en forskrift for udendørs musikarrangementer. Kommunen har vedtaget Forskrift for udendørs musikarrangementer (bilag 6), der regulerer musikarrangementer på knap 50 konkrete pladser i kommunen ved at sætte grænser for antal, varighed, støjniveau, sluttidspunkt ol. Da Forskrift for Udendørs Musikarrangementer blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 2. marts 2017, blev det samtidig besluttet at foretage en evaluering af forskriften efter et år.
Teknik- og Miljøforvaltningen samt Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet en fælles evaluering af forskriften (bilag 2) efter inddragelse af lokaludvalg og arrangører. Evalueringen peger på nogle konkrete forhold i forskriften, som kan undersøges og evt. ændres for at skabe bedre rammer og mere klarhed for både beboerne og arrangørerne. Evalueringen fremlægges her, og Teknik- og Miljøudvalget skal beslutte, om der skal igangsættes et arbejde med at ændre dele af forskriften.
Løsning
Evalueringen viser, at både beboerne og arrangørerne ønsker ændringer i musikforskriften. Men hvor beboerne ønsker mere regulering, har både arrangørerne og Kultur- og Fritidsudvalget ønske om mindre regulering.
Formålet med musikforskriften er først og fremmest at sikre rimelige forhold for beboerne ved de steder (både offentlige og private), der ofte bliver anvendt til udendørs musikarrangementer. Det sker ved at regulere de parametre ved et musikarrangement, der typisk giver gener for naboerne, herunder antallet, varigheden af lydprøver, støjniveauet, længden, sluttidspunktet, rettidig information inden mv. Formålet er også at gøre det tydeligt og ensartet for arrangørerne, hvilke miljøkrav der bliver stillet de forskellige steder, så de kan vælge et sted, der passer til netop deres arrangement.
Hvis der ikke er en musikforskrift, er der ingen fast regulering af støjen fra et musikarrangement. Teknik- og Miljøforvaltningen stiller dog miljøkrav i de tilladelser, der gives efter vejloven, og ved udlån af de parker, som forvaltningen administrerer. Men private arealer, og de steder, som andre administrerer, er ikke reguleret uden en forskrift.
I kommunens forskrift fra marts 2017 (bilag 6) indgår en beskrivelse af de miljøkrav, der er gældende ved udendørs musikarrangementer på de knap 50 mest anvendte pladser og parker i København, uanset om arealerne er offentlige eller private. For Rådhuspladsen og Refshaleøen Øst, er der ingen støjgrænser, men ellers er støjgrænserne sædvanligvis på 60 til 70 dB(A) i gennemsnit over hele arrangementet, målt ved den mest støjbelastede bolig. I bilag 3 ses til sammenligning eksempler på almindelige lydniveauer på en række støjkilder.
Inddragelse i evalueringen
Forvaltningen har i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet en fælles evaluering (bilag 2). Lokaludvalg og kulturaktører har givet i alt 129 skriftlige bidrag (bilag 4 og 5), og der er holdt dialogmøder med de to interessentgrupper med opsamling af deres input. Kultur- og Fritidsudvalget behandlede evalueringen på et møde den 31. maj 2018, hvor de godkendte indstillingen med en protokolbemærkning (bilag 7).
I det følgende er en kort opsamling af synspunkterne i de forskellige bidrag. Forvaltningen har kommenteret synspunkterne i bilag 8.
Bidrag fra lokaludvalg
Lokaludvalgene er generelt positive over, at der med forskriften sættes ind for at skabe en bedre balance mellem fest og hverdagsliv i byen, men de ønsker, at der skal reguleres mere. Fx ved at tage flere pladser med samt styrke indsatsen i forbindelse med tilsyn, klagemulighed og oplysning om arrangementerne. Særligt i Indre By, hvor de fleste arrangementer bliver holdt, mener lokaludvalget, at festen fortsat er for dominerende, og at det ikke kun er støj på pladsen, men afledte gener, fx fremkommelighed, affald, urinering, efterfester mv. Det er yderligere nævnt, at nogle bestemmelser er uklare.
Bemærkninger fra kulturaktørerne
Kulturaktørerne fremfører, at støjgrænserne er for lave, sluttidspunkterne for tidlige og at ”først til mølle”-princippet umuliggør kvalitet i arrangementerne og en levende by. De mener, at forskriften begrænser kulturlivet, og at forvaltningen i højere grad bør dispensere.
Forvaltningen bemærker jf. bilag 8, at støjgrænsen gælder ved beboelsen. Lydniveauet ved arrangementet afhænger derfor af, hvilken plads man vælger. Formålet er at beskytte mod gener, det vil derfor være forkert at dispensere, fx fordi støjgrænserne ikke kan overholdes.
Indstilling og protokolbemærkning fra Kultur- og Fritidsudvalget
Kultur- og Fritidsudvalget ønsker blandt andet, at der kun sættes begrænsninger, hvor folk faktisk er urimeligt genereret, at støjvagterne er mere dialogsøgende og dispensationsmuligheder på baggrund af indstilling fra Kultur- og Fritidsudvalget (bilag 7).
Forvaltningen bemærker (jf. bilag 8), at forskriften netop handler om at sikre beboerne mod urimelige gener, men at det undersøges, om parametrene er rigtige. Støjvagterne er både vejledende og dialogsøgende, men skal i sidste ende regulere efter de bestemmelser, som forskriften angiver. Hvis der kan sættes generelle regler op for dispensationer, bør de så vidt muligt skrives ind i forskriften, så de bliver tydelige og gælder for alle.
Det er forvaltningens vurdering, at forskriften generelt skaber en tydelig og forudsigelig regulering af musikarrangementer og en bedre balance mellem det at bruge og bo i byen. Men der er forhold, der kan undersøges for at skabe mere klarhed og bedre regulering.
Arbejdet med at revidere forskriften
Undersøgelse af om det er de rette reguleringsparametre
Evalueringen (bilag 2) viser, at særligt støjgrænserne begrænser arrangørerne. Samtidig nævner lokaludvalgene, at det særligt er arrangementer flere dage i træk eller det samlede antal dage, der er belastende. Forvaltningen vil derfor undersøge på et par af byens pladser, om naboerne er mest generet af - fx antallet af koncertdage, støjniveauet, antal dage i træk, sluttidspunktet eller varigheden - for på den baggrund at fremlægge et forslag til enten at fastholde eller ændre de regulerede parametre i forskriften.
Definition af et musikarrangement
Begge interessentgrupper bemærker, at definitionen af musikarrangementer er uklar. Med den nuværende definition gælder forskriften kun for arrangementer, hvor hovedformålet er at afspille musik, eller hvor musikafspilningen kan sidestilles med koncerter. Forvaltningen finder også, at det er en vanskelig afvejning. Fx ses der i evalueringen overskridelser af det tilladte antal i Fælledparken (9 afholdt mod 5 tilladte i zone 2), som tilskrives, at definitionen af musikarrangementer ”når omfanget af musikafspilning kan sidestilles med koncerter”, er svær at administrere efter. Forvaltningen vil derfor undersøge om forskriften fx skal gælde for al afspilning af musik ved et arrangement.
Udvide antallet af pladser
Forvaltningen vil på baggrund af evalueringen, undersøge om antallet af pladser skal udvides så fx Arsenaløen, Verdenskulturcentret, Flæsketorvet og Kvægtorvet i Kødbyen og Kgs. Nytorv skal tilføjes forskriften, da de ofte bruges til musikarrangementer. De nye steder vil skulle miljøvurderes, så de regulerede parametre kan fastsættes.
Regulering af arealer uden for forskriftens pladser
Forvaltningen vil undersøge muligheden for at indarbejde generelle støjgrænser på pladser og vejarealer, som ikke er omfattet af forskriften. Ved at sætte generelle støjgrænser ind i forskriften bliver det tydeligt, hvad praksis er på de offentlige arealer, som kræver en tilladelse efter vejloven, og de private og andre arealer vil også være reguleret på denne måde.
Økonomi
Denne indstilling har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når indstillingen tiltrædes, vil Teknik- og Miljøforvaltningen igangsætte arbejdet med at ændre forskriften inden for de beskrevne emneområder. I arbejdet vil både Kultur- og Fritidsforvaltningen, lokaludvalg, naboer til udvalgte pladser i byen, samt interesserede aktører i musikbranchen blive inddraget med tilbud om dialogmøder o.a., så alle bliver hørt og bidrager. Et udkast til en ændret forskrift vil herefter blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i efteråret 2018, inden der kan igangsættes en offentlig høring. Først derefter kan en revideret forskrift besluttes endeligt i Borgerrepræsentationen og træde i kraft forventeligt i 2019.
Pernille Andersen
/Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. juni 2018
Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi ønsker ikke generelt at hæve støjniveauet, men er villige til at se på, om det skal reguleres enkelte steder. Vi synes, at antallet af tilladelser til høj udendørs musik skal begrænses.”
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet afgav følgende protokolbemærkning:
”Partierne ønsker, at støjgrænserne for udendørs arrangementer revideres i et samarbejde med lyd-eksperter, musik- og kulturbranchen samt lokaludvalgene og naboer, således at disse tilpasses udfordringer og behov i anvendelsen af byens rum. Udvalget ønsker at bekæmpe generne ved musikarrangementer og ikke arrangementerne i sig selv. Udvalget ønsker en inddragende proces, hvor vi finder en god balance mellem ro og musikalsk udfoldelse.”