Behandling af dobbelthussager uden behov for servitutfravigelse eller dispensation fra lokalplan eller byplan
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at forvaltningen i overensstemmelse med sædvanlig praksis kun forelægger Teknik- og Miljøudvalget ansøgninger om byggetilladelse til dobbelthuse i områder, hvor der ikke er planmæssige restriktioner om antal boliger pr. etage, hvis der er særlige forhold i den konkrete sag.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede den 24. august 2017 at ændre den hidtidige praksis om at fravige villaservitutters bestemmelser om, at der kun må være én bolig pr. etage, sådan at der som hovedregel ikke længere gives byggetilladelse til dobbelthuse i områder med den bestemmelse.
Forvaltningen fremlagde den 18. december 2017 en sag om opførelse af et dobbelthus på Havdrupvej 67 for udvalget. Forvaltningen tilkendegav i denne indstilling, som noget nyt, at forvaltningen fremover ville forelægge alle sager, hvor der ikke er planmæssige restriktioner om antal boliger pr. etage. Udvalget kan så beslutte at nedlægge forbud efter planlovens § 14 og udarbejde en lokalplan, der forhindrer dobbelthuse.
Forvaltningen foreslår nu, at sådanne sager i overensstemmelse med forvaltningens sædvanlige og generelle praksis i byggesager kun forelægges udvalget i særlige tilfælde.
Løsning
Siden 1986 har der været en politisk bestemt praksis om at fravige villaservitutternes bestemmelser om, at der kun må være én bolig pr. etage for at kunne tillade dobbelthuse.
Borgerrepræsentationen besluttede den 24. august 2017 efter Teknik- og Miljøudvalgets anbefaling at ændre denne praksis. Igangværende sager blev færdigbehandlet efter den gamle praksis. Ansøgninger, der modtages efter beslutningen i Borgerrepræsentationen, behandles efter den nye praksis. Fremover gives der derfor som udgangspunkt ikke tilladelse til dobbelthuse i områder med villaservitutter, der indeholder en bestemmelse om, at der kun må være én bolig pr. etage.
Det er dog ikke alle villaservitutter, der indeholder en bestemmelse om antal boliger pr. etage. En sådan bestemmelse findes heller ikke i alle byplaner og lokalplaner for villaområder. Der er desuden villaområder, som hverken af omfattet af servitut, byplan eller lokalplan. Det betyder, at opførelse af dobbelthuse i disse villaområder er i overensstemmelse med plangrundlaget. I områder, hvor der ikke er planmæssige restriktioner i forhold til dobbelthuse, er det derfor byggelovgivningen, der regulerer, om der kan gives tilladelse.
Kommunen kan til enhver tid beslutte, at der skal udarbejdes en lokalplan for en ejendom eller et område. En lokalplan har virkning for fremtiden. Det er fastsat i planlovens § 18.
Der er dog også mulighed for, at kommunen kan nedlægge forbud mod et ansøgt projekt, der er i overensstemmelse med plangrundlaget. Forbuddet nedlægges efter planlovens § 14 og gælder i højst 1 år. Kommunen har på den måde mulighed for at give en kommende lokalplan virkning også i forhold til et allerede ansøgt projekt. Når kommunen nedlægger et § 14-forbud, skal kommunen have til hensigt at udarbejde en lokalplan, men kommunen er ikke forpligtet til at vedtage en lokalplan. Hvis kommunen ikke vedtager en lokalplan inden 1 år, bortfalder § 14-forbuddet.
Fremgangsmåden med § 14-forbud og efterfølgende lokalplan, der får virkning også i forhold til et allerede ansøgt projekt, er indgribende for den pågældende ansøger, som har en forventning om, hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre ud fra det eksisterende plangrundlag. Et § 14-forbud kan derfor medføre erstatningskrav.
Hensynet til borgernes retssikkerhed og forventninger taler imod, at kommunen ofte anvender muligheden for at nedlægge et § 14-forbud.
Forvaltningen anbefaler derfor, at forvaltningen – på linje med den sædvanlige og generelle praksis i byggesager – kun forelægger ansøgninger om byggetilladelse til dobbelthuse i områder, hvor der ikke er planmæssige restriktioner om antal boliger pr. etage, for Teknik- og Miljøudvalget, hvis der er særlige forhold i den konkrete sag.
Ethvert medlem af Teknik- og Miljøudvalget har som altid mulighed for at få en konkret sag behandlet i udvalget.
Økonomi
Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når indstillingen er godkendt, følger forvaltningen fremover den beskrevne praksis.
Pernille Andersen
/Anne-Sofie Degn
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. juni 2018
Sagen blev udsat.