Dispensation fra lokalplan nr. 497 "Bispebjerg Hospital" til etablering af bilparkering i byggeriets stueetage samt til fældning af to bevaringsværdige træer, Bispebjerg
Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til dispensation til at etablere bilparkering i konstruktion i stueetagen med tilhørende tilkørsel mod sydøst på en ny bebyggelse til Bispebjerg Hospital samt til at fælde to bevaringsværdige træer.
Indstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
- at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 8, stk. 1, pkt. b og tegning nr. 3 i lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” til etablering af bilparkering i konstruktion i byggeriets stueetage samt til etablering af til- og frakørsel mod sydøst fra parkering i henholdsvis kælderniveau og stueetage (bilag 2).
- at Teknik- og Miljøforvaltningen meddeler dispensation fra § 7, stk. 16, pkt. d og tegning nr. 4 (Bevaringsværdige træer og værdifulde grønne træk) i lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” til at fælde to bevaringsværdige træer, (bilag 2).
Problemstilling
Bispebjerg Hospital ønsker at opføre en ny bebyggelse, Ny Psykiatri Bispebjerg. Bygherre har søgt om dispensation til etablering af bilparkering i konstruktion i byggeriets stueetage samt til etablering af tilkørsel mod sydøst fra parkering i henholdsvis kælderniveau og stueetage. Endvidere er der søgt om dispensationer til at fælde to bevaringsværdige træer for at gøre plads til opførelse af en ny hospitalsbebyggelse, Ny Psykiatri Bispebjerg, samt til ny vejadgang til Charlotte Muncks Vej 32. I den gældende lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” er træerne forudsat bevaret, og parkering inden for det aktuelle byggeområde er forudsat placeret i konstruktion i parkeringskælder med tilkørsel mod sydvest. Dispensationerne bliver forelagt Teknik- og Miljøudvalget på grund af stor bevågenhed på fældning af bevaringsværdige træer, og da parkering i stueetagen ændrer bygningens karakter væsentligt.
Løsning
Lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital”, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 31. oktober 2013, fastlægger rammerne for en udvidelse af Bispebjerg Hospital til et moderne hospital med forskning og uddannelse mv., hvor ny bebyggelse indpasses sammen med eksisterende bygninger, træer og et karakteristisk landskab samt med fredede bygninger og haveanlæg.
Dispensationen omhandler de fire forhold, der i skemaform er vist nedenfor. Af skemaet fremgår gældende lokalplan, bygherres ønsker samt forvaltningens vurdering.
Skema med oversigt over ændringer og forvaltningens begrundelser for at anbefale dispensationer |
||
Bygherres ønske til dispensation |
Muliggjort i lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” og forvaltningens vurdering |
|
Parkering i stueetagen |
||
At etablere 58 parkeringspladser i en del af stuetagen i det kommende byggeri. Dette for at udnytte en del af stueetagens arealer til parkering – arealer som, ifølge Bispebjerg Hospital, ikke kan indrettes med andre af hospitalets funktioner, hvis hospitalet skal fungere optimalt og logistikken i byggeriet ikke skal forringes. Hertil ønsker Bispebjerg Hospital nem adgang til reception og nærliggende funktioner i stueetagen. |
Lokalplanen muliggør parkering i kælder eller på terræn, men ikke i stueetage. Lokalplanens intentioner om at undgå synlig bilparkering på terræn er opfyldt ved, at parkeringen fortsat er placeret i konstruktion. I forbindelse med dispensationen vil der blive stillet vilkår om, at stueetagefacaden får en bearbejdning med underinddelinger samt frem- og tilbagerykninger i teglstensfacaden med henblik på reliefvirkning, så facaden fremstår imødekommende. Alternativt kan Teknik- og Miljøudvalget afvise dispensation og Bispebjerg Hospital vil skulle udarbejde et nyt forslag, hvor parkeringspladserne etableres i kælder eller omdisponere parkeringspladserne til øvrige steder inden for matriklen. |
|
Etablering af tilkørsel |
||
At etablere tilkørsel mod sydøst fra parkering i henholdsvis kælderniveau samt byggeriets stueetage til/fra den nye vejadgang til matr.nr. 1438 Utterslev, København. |
Lokalplanen muliggør etablering af en op- og nedkørsel fra parkeringskælder med principiel placering mod sydvest som vist i bilag 2. Lokalplanens intentioner om en hensigtsmæssig trafikafvikling til/fra parkeringskælder er opfyldt ved, at tilkørsel fra parkering i kælderniveau samt byggeriets stueetage ikke forstyrres af fodgængere omkring byggeriets hovedindgang eller af øvrig biltrafik i ankomstområdet. |
|
Fældning af et bevaringsværdigt ca. 4,5 meter fra byggeriets sokkel |
||
At fælde et bevaringsværdigt træ i skel, træ nr. 846 vist på bilag 2. Træet står ca. 4,5 meter fra byggeriets sokkel på et areal, der skal udgraves i forbindelse med byggearbejderne. Bispebjerg Hospital har oplyst, at justering af det foreslåede byggeri vil betyde, at krav til indbyrdes placering af funktioner, personaleflow og logistik samt at krav til oversigtsforhold internt i bygningerne ikke vil kunne opfyldes og at hospitalet derved ikke vil være velfungerende. |
Lokalplanen har udpeget 307 bevaringsværdige træer i området. 202 bevaringsværdige træer (markeret med grønt i bilag 2) må ikke fjernes uden tilladelse fra Teknik- og Miljøudvalget. I forbindelse med dispensation kan forvaltningen betinge, at der plantes nye erstatningstræer for fældede træer. Hensynet til en hensigtsmæssig placering af det foreslåede nybyggeri inden for byggeområdets begrænsning gør det velbegrundet at fælde det bevaringsværdige træ i skel. Alternativt kan Teknik- og Miljøudvalget afvise dispensation og Bispebjerg Hospital vil skulle udarbejde et nyt forslag til disponering af nybyggeriet inden for byggeområdets begrænsning, hvor det bevaringsværdige træ bevares. |
|
Fældning af træ mellem det eksisterende Lersøkompleks og indgangen til nybyggeriet |
||
At fælde et bevaringsværdigt træ, træ nr. 66 vist i bilag 2, der står i området mellem det eksisterende Lersøkompleks og indgangen til nybyggeriet, hvor lokalplanen også muliggør oprettelsen af en ny vejadgang til matr.nr. 1438 Utterslev, København. Bispebjerg Hospital begrunder det med ønsket om en hensigtsmæssig trafikafvikling, hvor også lastbilers fremkommelighed ønskes sikret i det foreslåede vejprojekt. |
Lokalplanen har udpeget 307 bevaringsværdige træer i området. 202 bevaringsværdige træer (markeret med grønt i bilag 2) må ikke fjernes uden tilladelse fra Teknik- og Miljøudvalget. I forbindelse med dispensation kan forvaltningen betinge, at der plantes nye erstatningstræer for fældede træer. Hensynet til en hensigtsmæssig trafikafvikling i det foreslåede projekt gør det velbegrundet at fælde det bevaringsværdige træ på det fremtidige vejareal. Alternativt kan Teknik- og Miljøudvalget afvise dispensation, og Bispebjerg Hospital vil skulle udarbejde et nyt forslag til vejføring samt disponering af korttidsparkering og cykelparkering i området mellem Lersøkompleks og indgangen til nybyggeriet. |
|
Lokalplanen har udpeget 307 bevaringsværdige træer i området, der i skemaform er vist nedenfor. Af skemaet fremgår to typer af udpegninger af bevaringsværdige træer samt oplysninger om forvaltningens muligheder i forbindelse med sagsbehandling.
Oversigt over de i lokalplan nr. 497 ”Bispebjerg Hospital” fastlagte bevaringsværdige træer |
||
202 stk. |
bevaringsværdige træer der ikke må fjernes uden tilladelse fra Teknik- og Miljøudvalget (markeret med grønt i bilag 2). |
I forbindelse med dispensation kan forvaltningen betinge, at der plantes nye erstatningstræer for fældede træer. |
105 stk. |
bevaringsværdige træer der må fjernes, hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeriet (markeret med rødt i bilag 2). |
Fældning af disse vil blive behandlet administrativt i forbindelse med byggesagsbehandlingen af de enkelte byggerier. |
I det ansøgte projekt for Ny Psykiatri Bispebjerg fældes flere træer, ud over de 2 bevaringsværdige træer, der er omfattet af nærværende indstilling om dispensation, der i skemaform er vist nedenfor. Af skemaet fremgår træer, der fældes, samt nyplantning.
Oversigt over fældning, som ikke kræver dispensation, samt nyplantning af træer i forbindelse med projektet for Ny Psykiatri Bispebjerg |
||
Fældning |
||
37 stk. |
Bevaringsværdige træer markeret med rødt i bilag 2 der forventes at blive fældet ved opførelsen af den nye hospitalsbygning Ny Psykiatri Bispebjerg. |
Det er bevaringsværdige træer, der ifølge lokalplanen må fjernes, hvis det er påkrævet i forbindelse med nybyggeri. Fældning af disse vil blive behandlet administrativt i forbindelse med byggesagsbehandlingen af de enkelte byggerier. |
|
Derudover fjernes træer, der ikke er fastlagt som bevaringsværdige i lokalplanen. |
Det er kun ved dispensation til fældning af bevaringsværdige træer der er udpeget i lokalplanen, at forvaltningen kan stille krav til genplantning. |
Nyplantning |
||
190 stk. |
Der plantes nye træer i området omkring Ny Psykiatri Bispebjerg, |
Forvaltningen vurderer, at området derved fortsat vil fremstå med et grønt udtryk. Der stilles i lokalplanen ikke krav til et specifikt antal nye træer. |
Relaterede dispensationer på Bispebjerg Hospital
Bispebjerg Hospital ønsker endvidere at opføre nybyggeri for Bispebjerg Akuthus på Bispebjerg Hospitals område. Projektet forudsætter dispensationer for at kunne gennemføres som ønsket. Forvaltningen er i forsat dialog med Bispebjerg Hospital om dette. Teknik- og Miljøforvaltningen forventer at fremlægge en indstilling om dispensationer til projektet for Bispebjerg Akuthus for Teknik- og Miljøudvalget i 3. kvartal 2018.
Derudover har forvaltningen modtaget ansøgninger om lovliggørelse af 10 fældede træer, der i lokalplanen er fastlagt bevaringsværdige, og som Bispebjerg Hospital har fældet uden forudgående tilladelse fra Københavns Kommune. Derfor bliver der også forelagt en anden indstilling, hvor Teknik- og Miljøudvalget den 18. juni 2018 skal tage stilling til lovliggørende dispensationer til disse træer.
Høring
Dispensationen vedrørende fældning af det bevaringsværdige træ i skel mod matr.nr. 1258 Emdrup, København har jf. planlovens § 20 været i nabohøring i perioden den 20. marts til 14. april 2018, jf. bilag 3. Forvaltningen har modtaget to henvendelser, jf. bilag 4.
Hovedsynspunkt i borgernes henvendelser
Metroselskabet og Utterslevhøj Grundejerforening har ingen bemærkninger til nabohøringen om fældning af et bevaringsværdigt træ i skel mod matr.nr. 1258 Emdrup, København.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Teknik- og Miljøudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele dispensationerne.
Pernille Andersen
/Karsten Biering Nielsen
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 18. juni 2018
Sagen blev udsat.