Mødedato: 18.06.2013, kl. 15:00
Mødested: Skriftlig votering

Underskudsgaranti til Copenhagen Fashion Week

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende udstedelsen af en ekstraordinær underskudsgaranti til Copenhagen Fashion Week ApS

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller at Teknik- og Miljøudvalget godkender
1. at der udstedes en ekstraordinær underskudsgaranti på 1,0 mio. kr. til Copenhagen Fashion Week ApS,
2. at underskudsgarantien hentes fra den endnu ikke udmøntede bevilling på 1,0 mio. kr. til Copenhagen Fashion Week’s projekt: en styrket indkøberindsats i forbindelse med mode,
3. at såfremt en eventuel underskudsgaranti eller de dele af den, som ikke bliver brugt, så anvendes midlerne på det oprindelige formål: en styrket indkøberindsats i forbindelse med mode.    

Problemstilling

I forbindelse med Budget 2013 blev forligspartnerne enige om at afsætte 1,0 mio. kr. til en styrket indkøberindsats i forbindelse med mode. Bevillingen er endnu ikke udmøntet.
Copenhagen Fashion Week ApS (CFW), som arrangerer modeugen, har i en skriftlig forespørgsel d. 14. juni 2013 til teknik- og miljøborgmesteren ansøgt Københavns Kommune om en ekstraordinær underskudsgaranti til afvikling af modeugen den 7.-11. august 2013. Se bilag 1.

Baggrunden for ansøgningen er, at CFW har mistet en af deres hovedsponsorer, hvilket har medført tvivl om, hvorvidt arrangementet kan gennemføres og en risiko for konkursbegæring for CFW. Modeugen er en vigtig tilbagevendende international begivenhed i København inden for det kreative erhverv, da den er flagskibet for Danmarks absolut største kreative eksporterhverv med en omsætning på 38,6 mia. kr., hvoraf eksporten udgør 22,7 mia. kr. (2012). Modeugen har en generel erhvervsfremmende karakter til gavn for modebranchen i København og udgør et kulturelt arrangement til gavn for Københavns borgere. Modeugen er endvidere med til at eksponere hovedstaden og fremme turismen.

Teknik- og Miljøudvalget skal godkende udstedelsen af en ekstraordinær underskudsgaranti på 1,0 mio. kr. til Copenhagen Fashion Week Aps fra denne bevilling. Underskudsgarantien stilles til brug for afholdelse af efterårsudgaven af modeugen, som bliver afholdt d. 7.-11. august 2013.

Løsning

Det foreslås, at Københavns Kommune stiller en underskudsgaranti på 1,0 mio. kr. til CWF. En underskudsgaranti fra Københavns Kommune vil minimere tvivl hos potentielle sponsorer om gennemførelsen af modeugen, hvilket samtidigt vil gøre det nemmere for CFW at opnå nye sponsorater. Nye sponsorater vil samtidigt nedsætte risikoen for, at underskudsgarantien i første omgang bliver taget i brug. Såfremt der opnås nye sponsorater, der delvist dækker underskuddet, vil det betyde, at flest mulige midler vil kunne anvendes til det oprindelige formål, som er en styrket indkøberindsats i forbindelse med mode.
En kommunal underskudgaranti betragtes som offentlig økonomisk støtte selvom underskudsgarantien ikke kommer til udbetaling.

Fordelen ved en underskudsgaranti sammenlignet med anden form for økonomisk støtte er, at underskudsgarantien ikke indgår direkte i virksomhedens omsætning og dermed ikke kan udbetales som et eventuelt overskud til aktionærer.

Overskuddet fra selskabet CFW udbetales til den erhvervsdrivende fond Danish Fashion Institute (DAFI), hvorefter et eventuelt overskud ikke udbetales til aktionærer, men anvendes til den fortsatte drift af fondens aktiviteter. Idet der således ikke er tale om oparbejdning af formue med henblik på opnåelse af overskud, der kan udloddes til private, vurderes det, at hverken CFW eller DAFI opererer med fortjeneste for øje.

Fordi modeugen udgør en almennyttig formål til gavn for det kommunale fællesskab, og fordi selskabet CFW ikke opererer med profit for øje, kan Københavns Kommune stille en underskudsgaranti til CFW og denne er i overensstemmelse med kommunalfuldmagtens regler og dermed lovlig. Ifølge kommunalfuldmagtsreglerne kan kommunen yde støtte til private aktørers varetagelse af såkaldte lovlige kommunale aktiviteter.

Økonomi

Midlerne er afsat på Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsbudget, funktion 6.48.67.1

Videre proces

Underskudsgarantien stilles straks til rådighed og er gældende til og med 30. september 2013. Udvalget vil derefter blive forelagt en orientering om, hvorvidt underskudgarantien er kommet til udbetaling.

 
            Pernille Andersen 
                                                                                         /Janus Krarup

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i skriftlig votering fra 18.-25. juni 2013:

Der blev stemt om indstillingen:

For indstillingen stemte 9 udvalgsmedlemmer: A, B, F, Ø, I
Imod indstillingen stemte 2 udvalgsmedlemmer: C, O
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev godkendt.

Til top