Mødedato: 18.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Spilletider på parkboldbaner

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til spilletider for fodboldklubber på græsboldbaner i parker.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller over Teknik- og Miljøudvalget at godkende,

  1. at fodboldklubberne som hidtil tildeles spilletid inden for en fast ramme af maksimum 35 timer pr. uge og bane inden for spillesæsonen (normalt 15. april – 1. november).
  2. at spilletiden i Fælledparken som hidtil tilrettelægges med spillefri fredage for klubberne, så banerne er til rådighed for de selvorganiserede boldspillere om fredagen.

Problemstilling

Gennem en lang årrække har forvaltningen haft aftaler med DBU–København og deres medlemsklubber om, hvor meget spilletid fodboldklubberne må have på græsboldbanerne i byens parker.

 

Der har været aftalt en spilletid på 35 timer pr. uge pr. bane med en specifik fordeling af tid på de enkelte ugedage. Det har ligeledes været aftalt at holde fredagen spillefri og at banerne lukkes ned i en sommer- og en vinterperiode.

 

Aftalen blev dels lavet for at skabe spillemuligheder for selvorganiserende spillere, som ikke er tilknyttet fodboldklubberne og dels for at beskytte græsset mod for stærk slitage, i et forsøg på at opretholde en rimelig græskvalitet.

 
I 2010 bekræftede DBU - København aftalen (se bilag 1), men det viste sig, at klubberne havde vanskeligt ved at efterleve aftalen. Især den spillefri fredag gav anledning til kritik. Forvaltningen har derfor været i dialog med DBU-København og klubberne med henblik på at finde en løsning. DBU-København har i brev af 30. marts 2012 (Bilag 2), ønsket en mere formel stillingtagen til spilletiderne, og har i en henvendelse af 14. maj 2012 (Bilag 3) kommenteret på forvaltningens forslag.

DBU- Københavns ønsker om ændrede spilletider, vil ændre på fordelingen mellem det organiserede og selv-organiserede boldspil. Forvaltningen anbefaler at bibeholde den nuværende aftale, og har behov for en politisk stillingtagen hertil.

Løsning

I henvendelsen fra DBU-København den 14. maj 2012 nævnes, at der ikke er indgået aftale mellem Fælledklubberne og forvaltningen om spillefri fredage, men som det fremgår af bilag 1, er Fælledparken også omfattet af den fælles aftale.

DBU-København nævner endvidere, at de ikke har fremsat forslag om yderligere spilletid, men de vedlægger deres forslag fra juli 2011, hvori spilletiden forøges fra 35 til 39 timer. DBU-København foreslår også, at en af banerne i Fælledparken alene anvendes til selvorganiseret idræt. Et forslag som forvaltningen ikke har kunnet støtte, da det giver selv-organiseret idræt mindre spilletid.

I henvendelsen nævnes endvidere den tidligere helikopterlandingsplads. Der er tale em en del af Blegdamsfælleden i hjørnet tættest på Blegdamsvej/Frederik den 5. Vej. Græsarealet anvendes i dag til at vende den nærmeste 11-mandsbane for at fordele slitagen på banen. Der kan ikke placeres endnu en bane på arealet, uden at det går udover de øvrige baner på Blegdamsfælleden.

Forvaltningen vurderer, at det er vigtigt for de selvorganiserede spillere, at der findes mulighed for boldspil i byens parker. De selvorganiserede er alt lige fra fodboldhold organiseret udenfor DBU, hold der spiller andet end fodbold, og lokale børn og unge, der blot mødes til lidt ”hyggebold” i parken.

Forvaltningens anbefalinger
Forvaltningen foreslår, at de nuværende rammer for spilletider fastholdes. Det vil sige:

  • Banerne holdes vinterlukkede 1. november til 15. april og lukkes først op, når banerne kan tåle træning og kampe.
  • Banerne holdes sommerlukkede i juli til større renoveringers gennemførelse.
  • Klubberne tildeles spilletider på maksimum 35 timer pr. uge og bane.
  • Der kan spilles hverdage 16.00 til 22.00
  • Lørdage kan spilles 9.00 - 17.00
  • Søndage kan spilles 9.00 - 15.00 

I Fælledparken er presset fra de selvorganiserede boldspillere særlig stort. Fælledklubberne og forvaltningen har drøftet sagen indgående og er blevet enige om, at klubberne ikke skal tildeles spilletid om fredagen. Det vil betyde, at banerne i Fælledparken på fredage helt og holdent vil kunne anvendes af de selvorganiserede spillere. Konsekvenserne af forvaltningens forslag vil blive, at de organiserede klubber under DBU fastholder alle deres spilletider og at selvorganiserede fortsat får store muligheder for at spille bold på attraktive steder på attraktive tidspunkter.

 

Forvaltningen vil samtidig foreslå, at kunstgræsbanerne i parkerne prioriteres efter samme retningslinjer som de øvrige baner.

Forvaltningen vil sørge for skiltning, der oplyser om spilletider for klubber og selvorganiserede. På den måde håber forvaltningen og klubberne at konflikter mellem klubspillere og selvorganiserede kan minimeres.

Alternative ændringer af spilletider som forvaltningen ikke støtter

Alternativt kan spilletiden som ønsket af DBU-København udvides med yderligere 4 timer, fra 35 timer til 39 timer pr. uge. Konsekvenserne vil blive, at selvorganiserede får mindre muligheder for at spille bold på attraktive steder på attraktive tidspunkter og at den samlede spilletid på banerne forøges med et større slid til følge. Det samlede resultat bliver dårligere baner og en opprioritering af det organiserede boldspil på bekostning af selvorganiserede boldspil.

Da græsboldbanerne i parkerne er en integreret del af det samlede parktilbud, vil en forøgelse af den samlede ugentlige spilletid for klubberne også sætte begrænsninger på den øvrige anvendelse af parkerne om fredagen til f. eks. picnic, andre boldspil og aktiviteter som er pladskrævende.

Et sidste alternativ kunne være en total regelforenkling, hvor den nuværende aftale opsiges og der indgås ikke en nye aftale. Konsekvenserne vil blive at både det organiserede og selvorganiserede vil kunne spille, når de kan finde en ledig bane. Det kan blive vanskeligt for DBU- København at planlægge turneringsafvikling, og der vil kunne forekomme situationer, hvor banerne anvendes af andre, så en aftalt træning ikke kan afvikles. Samlet set vil banerne blive presset yderligere, så banekvaliteten bliver sat under pres.

 

Økonomi

Der er ingen direkte ekstra omkostninger forbundet med indførelsen af de foreslåede regler.

Videre proces

Forvaltningen vil efter udvalgsbehandlingen orientere DBU-København. Efterfølgende vil forvaltningen orientere de berørte fodboldklubber, og skiltning vil blive opsat. De nye regler vil kunne træde i kraft fra og med foråret 2013.

 

        
Hjalte Aaberg

                                                                  /Jon Pape

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 18. juni 2012

Indstillingen blev udsat med henblik på, at forvaltningen indgår i fornyet dialog med fælledklubberne om en løsning.
Til top