Mødedato: 18.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Endelig godkendelse af golfbane på Vestamager (udsat på sidste møde)

Se alle bilag

Teknik- og Miljøudvalget skal som myndighed tage stilling til en ansøgning om lovliggørelse af Royal Golf Center på Amager Fælled i relation til Naturbeskyttelsesloven § 3 om beskyttede naturtyper m.v., og lokalplanens bestemmelser vedrørende terrænhøjder og udbredelsen af golfbanearealerne.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

  1. at der på betingelse af igangsætning af naturforbedrende plejetiltag indenfor de sårbare naturarealer på golfbaneanlægget, gives lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 3, så det etablerede golfbaneanlæg kan godkendes endeligt.

  2. at der gives dispensation fra lokalplanen til den nu anlagte golfbane.

Problemstilling

Royal Golf Center ligger på Kalvebod Fælled. Golfbaneanlægget er etableret i perioden mellem 2004-2009, og anlægget er taget i brug i 2010. Området er omfattet af lokalplan nr. 377 ”Golfbane på Kalvebod Fælled”. En mindre del af lokalplanområdet er endvidere omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 (strandeng).

Forvaltningen har i anlægsfasen løbende været i dialog med Royal Golf Center omkring udformningen af anlægget. Der er således i 2008 givet dispensation til en revideret plan, der omfattede den præcise beliggenhed af golfbane arealerne og terræn højden. Dispensationen blev meddelt på betingelse af, at der blev foretaget en kontrolopmåling af banearealerne efter anlæg. 

Ved en kontrolmåling af den færdiganlagte golfbane er det konstateret, at anlægget afviger fra det anlæg, hvortil der er meddelt dispensation fra lokalplanen samt dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 i relation til terrænhøjden og beliggenheden af golfbanearealerne.

Anlægget skal derfor enten bringes i overensstemmelse med de givne tilladelser, eller der skal gives en dispensation til det anlagte. Royal Golf Center har ansøgt om dispensation til det anlagte anlæg.

Løsning

Forvaltningen finder, at golfbanen bidrager positivt til kommunens tilbud af fritidsaktiviteter. Der er skabt mulighed for, at alle kan komme ud at spille golf, idet der er anlagt en 18-hulsbane, en pay and play bane samt træningsfaciliteter. Endvidere ligger anlægget stationsnært i forhold til metrostationen ”Bella Centret”.  De justeringer, der er foretaget, er begrundet i at skabe en unik golfbane med et internationalt potentiale med den amerikanske arkitekt Ron Kirby som banedesigner.  

Udvalget skal i denne indstilling tage stilling til to myndighedsbehandlinger: 1) lokalplanen for området, og 2) en dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, da en mindre del af lokalplanområdet og golfbanearealer er omfattet af Naturbeskyttelseslovens § 3 (strandeng). Sagen belyses derfor fra begge myndighedssynspunkter nedenfor.

 

Lokalplanen

Golfbanen er omfattet af lokalplan nr. 377, der er bekendtgjort den 13. juli 2004. Lokalplanen fastlægger området til rekreative formål i form af et offentligt tilgængeligt, grønt naturområde med mulighed for indpasning af en golfbane. Etablering af en golfbane skal ske efter en samlet plan. I lokalplanen henvises der til en illustrationsplan og der er medtaget bestemmelser om terrænregulering mv.

Forvaltningen har på baggrund af en revideret plan af 10. januar 2008 for udformning af det endelige golfbaneanlæg meddelt dispensation hertil bl.a. i relation til terrænhøjden. Dispensationen er givet på betingelse af, at der blev foretaget en kontrolopmåling af det endelige anlæg. 

Den nu færdiganlagte og ibrugtagne golfbane afviger i begrænset omfang fra den godkendte plan, hvortil der er meddelt dispensation. Forvaltningen har vurderet at afvigelsen er sket i så begrænset omfang, at en dispensation anbefales. På bilag 1 aflæses forskellen ved at sammenligne den indsatte godkendte golfbane, og den med rødt markerede afgrænsning af det færdiganlagte anlæg. Golfbanen overskrider den i lokalplanen godkendte terrænhøjde flere steder.

§3-områder

I henhold til Københavns Kommunes dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 af 27. august 2003, samt Naturklagenævnets stadfæstelse heraf 5. januar 2005, kan golfbanen anlægges med terrænregulering op til 1,20 m jord over eksisterende terræn.

I anlægsfasen har der løbende været korrespondance mellem forvaltningen, Royal Golf Center og Naturstyrelsen omkring forespørgsler fra Royal Golf Center om at afvige fra de godkendte rammer vedrørende terrænhøjder og udbredelsen af golfbanearealerne.

Forvaltningen har efter møde med Royal Golf Center og Naturstyrelsen godkendt en revideret plan af 10. januar 2008 for udformning af det endelige golfbaneanlæg, hvor det vurderes at højdeangivelserne på planen kan accepteres indenfor rammerne af dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3.

Det er senere aftalt mellem parterne, at overskridelserne kan kompenseres ved naturforbedrende plejetiltag i de sårbare naturområder, som findes på golfbaneanlægget.  på bilag 1. Kompensationerne gennemføres af Naturstyrelsen, jf. nedenfor. 

Forvaltningens anbefaling

Forvaltningen kan anbefale en dispensation fra lokalplan nr. 377, idet banen med hensyn til dræning, oplevelse og sikkerhed er blevet et attraktivt sportsanlæg i København.

Det var en forudsætning for den oprindelige dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3, at golfbaneprojektet indarbejder behørigt hensyn til naturkvaliteterne i de sårbare naturområder, så disse bevares for eftertiden. De sårbare naturområder er indtegnet med gul stiplet stregmarkering på vedlagte bilag.

Overskridelsen af den allerede dispenserede terrænhøjde forringer ikke i sig selv naturkvaliteten. Forvaltningen har ved tilsyn konstateret, at naturkvaliteten i områderne er alvorligt truet som følge af hurtig tilgroning, der bør derfor stilles et ultimativt krav om naturforbedrende tiltag i de sårbare områder.

Derfor er det forvaltningens vurdering, at en endelig godkendelse af anlægget kan anbefales på betingelse af naturforbedrende plejetiltag i de sårbare naturområder. De naturforbedrende plejetiltag, der eksempelvis kunne bestå i en årlig slåning inkl. opsamling, skal igangsættes snarest, og skal indarbejdes ved næste revision af plejeplanen for området. De naturforbedrende tiltag er samlet set til gavn for naturen i området.

Naturstyrelsen vil som administrator af arealerne være forpligtet til at gennemføre tiltagene. Naturstyrelsen har godkendt forvaltningens betingelser for en endelig godkendelse af anlægget.

 

Ansøgningen fra Royal Golf Center Real Estate a/s om lovliggørelse af forholdene, fremgår af bilag 2.

Økonomi

Arealerne er ejet af staten og administreres af Naturstyrelsen, Hovedstaden. Afgørelsen vil ikke give anledning til afledte udgifter for Københavns Kommune.

Videre proces

Efter godkendelse af indstillingen sender forvaltningen afgørelsen efter naturbeskyttelseslovens bestemmelser til sagens parter samt klageberettigede jf. lovens bestemmelser. Eventuelle indsigelser fra disse parter skal forvaltningen sende videre til Natur- og Miljøklagenævnet, som herefter træffer en endelig afgørelse.

 

 

         Hjalte Aaberg

                                            / Jon Pape /Simon Kjær Hansen

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 18. juni 2012

Indstillingen blev godkendt.
Til top