Samarbejdsaftale med Handicaprådet
Indstilling og beslutning
- at Teknik- og Miljøudvalget indgår samarbejdsaftale med Handicaprådet jf. bilag 1.
Problemstilling
Handicaprådet skal ifølge § 37a i Lov om Retssikkerhed og Administration rådgive kommunalbestyrelsen i handicappolitiske spørgsmål og kan rådgive om lokalpolitiske spørgsmål, som vedrører mennesker med handicap. Teknik- og Miljøforvaltningen har i dag et samarbejde med en tilgængelighedsgruppe, hvori der diskuteres forskellige problemstillinger i forhold til tilgængelighed. Det kan være i udvalgte anlægsprojekter, brugen af rampesten til bygninger i særlige tilfælde, samt forskellige standardløsninger eksempelvis opmærksomhedsfelter ved busstoppesteder og brug af overkørsler med bordursten.
Handicaprådet har overfor forvaltningen fremsat ønske om en formel samarbejdsaftale mellem Handicaprådet og Teknik- og Miljøudvalget. Handicaprådet har lignende samarbejdsaftaler med de øvrige fagudvalg og Økonomiudvalget.
Forvaltningen har ikke tidligere haft en formel samarbejdsaftale med Handicaprådet.
Løsning
Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet vedlagte samarbejdsaftale (bilag 1).
Formålet med samarbejdsaftalen er at åbne mulighed for, at Handicaprådet bliver orienteret om udvikling og initiativer i Teknik- og Miljøforvaltningen, som vedrører borgere med handicap. Samtidig skal Handicaprådet medvirke til at skabe grundlag for beslutningerne om udvikling af løsninger via et konstruktivt samarbejde mellem Handicaprådet, handicaporganisationerne og Teknik- og Miljøforvaltningen.
Teknik- og Miljøforvaltningen vil afholde en fast møderække med en tilgængelighedsgruppe, som er udpeget af Handicaprådet. Ved møderne orienterer forvaltningen om områder, der vedrører borgere med handicap, for eksempel:
- Gennemgang af konkrete anlægsprojekter.
- Standardløsninger, der forbedrer tilgængeligheden i byen.
Samarbejdsaftalen har været i høring hos Handicaprådet. Handicaprådet har overfor Teknik- og Miljøforvaltningen givet udtryk for, at rådet er enig i forvaltningens forslag til samarbejdsaftale.
Økonomi
Alle nye anlægsprojekter gennemgår en særlig tilgængelighedsvurdering, inden de bliver udført. De ændringer, der gennemføres af hensyn til tilgængeligheden, finansieres som en del af anlægsopgaven.
Videre proces
Handicaprådet har mulighed for at søge foretræde for Teknik- og Miljøudvalget såfremt rådet ønsker at uddybe eller kommentere forvaltningens rapport.
Hjalte Aaberg
/Niels Tørsløv
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.