Mødedato: 18.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om erhvervslicens til biler med papegøjeplader

Indstilling og beslutning

Det foreslås,
  1. at Teknik- og Miljøudvalget pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at udarbejde for-slag til politisk behandling om, at ejere af varebiler med papegøjeplader efter ansøgning og mod behørig dokumentation kan købe en erhvervslicens.

(Stillet af Liberal Alliance)

MOTIVERING

Reglerne for parkering i Københavns Kommunes p-zoner tilsiger i dag, at alene varebiler på gule plader kan købe en af de billigere erhvervslicenser til brug i zonerne. Biler på papegøjeplader, dvs. varebiler som også kan benyttes til privatkørsel, er derimod henvist til samme vilkår som hvidplade-biler og kan ikke få erhvervslicens.

Det er klart, at biler på papegøjeplader ikke skal kunne omgå de almindelige parkeringsregler, hvis de benyttes som en hvidplade-bil, men omvendt så er der erhvervsdrivende, der kommer i klemme i de nuværende regler. Det er fx den lille virksomhed, hvor ejeren er nødt til at have en varebil, som kan bruges privat, hvis vedkommende skal kunne køre hjem efter endt arbejde, og hvor den offentlige transport kun dækker dårligt fx pga. tidspunkt og lokalitet. Her er bilen på papegøjeplader en nødvendighed, og det er urimeligt, at vedkommende ikke på linje med sine kolleger på gule plader kan gøre brug af en erhvervslicens.

Liberal Alliance foreslår derfor, at Teknik- og Miljøudvalget pålægger forvaltningen at udarbejde forslag til politisk behandling om, at ejere af varebiler med papegøjeplader efter ansøgning og mod behørig dokumentation kan købe en erhvervslicens.

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i møde den 18. juni 2012

Der blev stemt om medlemsforslaget:

For medlemsforslaget stemte 3 udvalgsmedlemmer: C, I og O.
Imod medlemsforslaget stemte 6 udvalgsmedlemmer: A, F, U2 og Ø.
Ingen udvalgsmedlemmer undlod at stemme.

Medlemsforslaget blev ikke vedtaget.
Til top