Mødedato: 18.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Cykelsupersti, Farumruten

Se alle bilag
Teknik- og Miljøudvalget skal godkende projekterne på Farumruten og modtagelse af støtte fra Vejdirektoratets Cykelpulje, samt frigive anlægsmidler til realisering af Cykelsupersti Farumruten.

Indstilling og beslutning

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

    1.    at der igangsættes projektering og udførelse af projekterne på Farumruten som skitseret i bilag 1,
    2.    at der rettes henvendelse til Vejdirektoratet om at få skabt forhold for cyklister, der kan opfylde kvalitetskravene for Cykelsuperstier på den del af Farumruten, som løber på Hareskovvej (statsvej),

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

    3.    at der nedlægges 43 parkeringspladser i rød zone, 13 parkeringspladser i grøn zone og fire uden for betalingszone jf. parkeringsredegørelsen (bilag 2). Nedlæggelsen af de 60 parkeringspladser vil medføre et indtægtstab på 2,387 mio. kr. (2012 p/l) fra 2013 og frem på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Parkering, funktion 2.22.07.1. I p-puljen til nedlæggelse af parkeringspladser i rød og grøn zone i ”Overførselssag 2011-2012” er der afsat finansiering til nedlæggelse af 33 p-pladser i rød zone og 13 p-pladser i grøn zone.
    4.    at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager støtten på 6,9 mio. kr. (2012 p/l) fra Vejdirektoratets Cykelpulje og der gives en tillægsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling på 2,0 mio. kr. i 2012 og 4,9 mio. kr. i 2013 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3, 
    5.    at der gives en anlægsbevilling på i alt 11,2 mio. kr. (2012 p/l) til realisering af Cykelsupersti Farumruten. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 fordelt med 1,5 mio. kr. i 2012 og 9,7 mio. kr. i 2013.
    6.    at den manglende finansiering af servicemåltallet på 0,511 mio. kr. (2012 p/l) til nedlæggelser af de resterende 10 parkeringspladser i rød zone søges finansieret i forbindelse med forhandlinger for budget 2013.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 26. maj 2011 plan og koncept for Cykelsuperstier. Som en del af budget 2010 (cykelpakke IV) er der bevilget penge til realisering af Farumruten, ligesom der er opnået medfinansiering til ruten fra den statslige cykelpulje.

Cykelsupersti Farumruten går fra Farum til Kongens Nytorv og udføres i et samarbejde med Gladsaxe og Furesø kommuner. Ruten er præget af en række kryds og delstrækninger med dårlige forhold for cyklister, hvilket påvirker gennemsnitsfarten og trygheden på ruten negativt. Hver dag passerer 12.000 cyklister Gothersgade. Forvaltningen vurderer, at 3-7.000 cyklister dagligt vil passere den kommende bro over Inderhavnen og det forventes, at en del af denne trafik vil vælge Gothersgade, og dermed lægge ekstra pres på cykelstierne.

De nuværende cykelstier er mellem 1,8 og 2,2 m brede, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at leve op til kravene i Cykelstrategi 2025, kriterierne for en Cykelsupersti eller de forventede trafikmængder. På Hareskovvej løber Farumruten på et statsligt vejareal, som administreres af Vejdirektoratet. På denne strækning bør der udføres en række delprojekter for at løfte kvalitetsniveauet af cykelstierne.

Løsning

Farumruten går gennem Furesø og Gladsaxe kommuner. Furesøs delstrækning færdiggøres i efteråret 2012. Gladsaxe afslutter krydsombygning på Klausdalsbrovej til august 2012, mens resten af delprojekterne igangsættes efterfølgende.
Følgende delprojekter foreslås undersøgt og realiseret som del af Farumruten i Københavns Kommune:

Udvidelse af eksisterende cykelstier på Gothersgade (ca. 5,5 mio. kr.)
Stiudvidelsen knytter sig til de forbedringer for cyklister, som allerede er i gang i området, herunder projekterne: Modstrømscykelsti i Gothersgade, Cykelsti over Kongens Nytorv, samt Nyhavn Cykelforbindelse og Christianshavnsruten. Ved at udvide de eksisterende smalle cykelstier til en bredde på 2,8 – 3m overholdes de kvalitetskrav, som forudsættes for at kunne blive en Cykelsupersti. Stiudvidelsen kræver nedlæggelse af i alt 56 p-pladser, heraf 43 i rød zone og 13 i grøn zone.

Busperroner ved Borups Alle og Hulgårds Plads: (ca. 0,3 mio.)
Ved at en anlægge busperron sikres et areal, hvor buspassagerer kan af- og påstige bussen uden at komme i konflikt med cyklister.

Fremrykning af cykelsti ved kryds: (ca. 2,6 mio.)
For at sikre cyklister bedst mulige forhold føres cykelstien frem til stopstregen i krydsene Hareskovvej / Utterslevvej, Frederikssundsvej / Tomsgårdsvej og Frederikssundsvej / Mågevej.

Grøn bølge for cyklister: Nørrebro St. til Borups Alle. (0,15 mio. kr.)
Under hensynstagen til bussernes fremkommelighed skal det undersøges, om der kan etableres grøn bølge for cyklister på Frederikssundsvej.

Oversigtsforhold i Utterslev Mose og ny belægning på Frederikssundsvej.(0,57 mio kr.)
Vigepligtsforhold ændres til fordel for Farumruten, belysning i to tunneler forbedres og bevoksning skæres tilbage. På Frederikssundsvej udlægges nyt slidlag.

Skiltning, serviceudstyr og evaluering af Cykelsupersti Farumruten (1,51 mio kr.)
Der opsættes skiltning, afmærkning og serviceudstyr jf. koncept for Cykelsuperstier. Der udføres trafiksikkerhedsrevision og evaluering før og efter anlæggelse af Farumruten.

Inddragelse af testpendlere og mindre reparationer på Farumruten (0,5 mio kr.)
Der indledes et samarbejde med den eksisterende cykelpendler gruppe i Farum Cykelbussen.dk. En af erfaringerne fra Albertslundruten er, at frivillige testpendlere har et indgående kendskab til små lokale problemer som bump, huller, dårlige oversigtsforhold osv. Udbedring af disse små reparationer er af stor betydning for den daglige pendlercyklist.

Frederikssundsvej
Det skal understreges, at de nævnte forbedringer for cyklister er koordineret med busfremkommeligehdsprojektet på Frederikssundsvej og i videst mulig omfang med planerne for en kommende letbane.

Henvendelse til Vejdirektoratet
Cykelsuperstiprojektet er løbende i kontakt med Vejdirektoratet, men endnu er det ikke lykkedes at få Vejdirektoratet aktivt med i projektet. De omtalte strækninger ligger i Københavns Kommune, hvorfor forvaltningen foreslår, at Københavns Kommune foreslår, at Vejdirektoratet fremrykker cykelsti til stopstreg ved Mosesvinget og Mellemvangen, etablerer busperroner og opsætter nedtællings- eller cykelsignal ved Mosesvinget og Mellemvangen

Konsekvenser for busdriften
Forvaltningen har drøftet forslaget med Movia, der udtrykker bekymring for, at krydsombygningen ved Hareskovvej/Utterslevvej vil forringe rejsetiden. Forvaltningen fortsætter dialogen med Movia i projektudviklingen og forventer, at der kan kompenseres herfor ved signaltekniske tiltag. Movia opfordrer desuden til at anlægsprojekterne på Gothersgade først igangsættes efter ombygningen af Nørreport Station, hvilket forventes færdigt ved årsskiftet 2014/15. Forvaltningen forventer, at cykelstierne kan etableres samtidig med at busdriften opretholdes, og foreslår derfor, at projektet ikke afventer Ny Nørreport.

Økonomi

De 11,2 mio. kr. (2012 p/l), som med denne indstilling ønskes frigivet til Cykelsupersti Farumruten, finansieres via Cykelpakke IV med 5,05 mio. kr., heraf er 0,75 mio. kr. allerede frigivet med budget 2011(Æ197), og med 6,9 mio. kr. fra Vejdirektoratet. Der er således i alt afsat 11,95 mio. kr. (2012 p/l) til Cykelsupersti Farumruten. Vejdirektoratets andel udgør 40 % af det samlede budget, der også inkluderer Københavns Kommunens projekter med modstrømscykelbaner på Gothersgade.

Med anlægsprojektet i Gothersgade skal der nedlægges i alt 56 p-pladser, heraf 43 i rød zone og 13 i grøn zone. En nedlæggelse af en parkeringsplads i rød og grøn zone vil ud fra en gennemsnitsbetragtning medføre et indtægtstab på henholdsvis 51.101 kr. (2012 p/l) og 14.608 kr. (2012 p/l) om året. Nedlæggelse af parkeringspladserne vil således samlet set medføre et indtægtstab 2,387 mio. kr. (2012 p/l) om året fra 2013 og frem.

I p-puljen til nedlæggelse af parkeringspladser i rød og grøn zone i ”Overførselssag 2011-2012” er der afsat finansiering til nedlæggelse af 33 parkeringspladser i rød zone og 13 pladser i grøn zone. Der mangler således finansiering til nedlæggelse af 10 p-pladser i rød zone svarende til 0,511 mio. kr. (2012 p/l) fra 2013 og frem. En nedskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets indtægtsbudget vil kræve en tilsvarende opskrivning af Teknik- og Miljøudvalgets servicemåltal. Opskrivningen af Teknik- og Miljøudvalgets servicemåltal søges finansieret i forbindelse med budgetforhandlingerne for budget 2013.  

Ved Frederikssundsvej nr.82 nedlægges fire p-pladser. Området er uden for betalingszonerne, og nedlæggelserne medfører derfor ikke noget indtægtstab for Teknik- og Miljøudvalget.

Det forventes, at projekterne vil påvirke forvaltningens driftsøkonomi marginalt.

Videre proces

Efter den politiske behandling af denne indstilling startes den konkrete projektering af projekterne. Projekterne forventes forelagt Teknik- og Miljøudvalget til endelig godkendelse ultimo 2012, hvorefter de sendes i udbud og anlægges. Anlægsarbejdet forventes afsluttet ultimo 2013. 

                    Hjalte Aaberg/

                                        Niels Tørsløv

Beslutning

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 18. juni 2012

Socialdemokraterne stillede ændringsforslag til indstillingen om:

”at indstillingen tiltrædes for den del af ruten, der går fra kommunegrænsen til begyndelsen af Gothersgade, mens projekteringen af den resterende strækning udsættes til efter budgetforhandlingerne. Indstillingen konsekvensrettes i overensstemmelse hermed inden oversendelse til ØU og BR”.

For ændringsforslaget stemte 5 udvalgsmedlemmer: A, C og I.

Imod ændringsforslaget stemte 1 udvalgsmedlem: O.

3 udvalgsmedlemmer undlod at stemme: F, U2 og Ø.

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Indstillingen har herefter følgende ordlyd:

"Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager støtten på 4,12 mio. kr. (2012 p/l) fra Vejdirektoratets Cykelpulje og der gives en tillægsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling på 1,0 mio. kr. i 2012 og 3,12 mio. kr. i 2013 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3,

2.      at der gives en anlægsbevilling på i alt 5,7 mio. kr. (2012 p/l) til realisering af Cykelsupersti Farumruten eksklusiv Gothersgade. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets Ordinær anlæg, funktion 2.28.23.3 fordelt med 1,0 mio. kr. i 2012 og 4,7 mio. kr. i 2013."

Det Konservative Folkeparti afgav protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti glæder sig over, at parkeringspladserne med ændringsforslaget bevares.”

Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:

”Dansk Folkeparti kan ikke acceptere, at der i denne sag nedlægges 60 p-pladser, heraf 56 i rød og grøn zone. Belægningsprocenterne i området er ifølge Teknik- og Miljøforvaltningens angivelse mega høj. Teknik- og Miljøforvaltningen indrømmer også, at det i Gothersgade døgnet rundt vil blive svært at finde en p-plads.”

Til top